Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. Lørdag 29. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
urd
den. Med dette for Øie bør den forenede Mand og
Kvinde tragte og stræbe mod det samme Maal, saa
de gjensidig kan forstaa og skatte hverandre.
Enhver af dem maa indskyde sin Del af Anstrengelse,
for at det kan føre til fælles Lykke.
Hvor skal man begynde? og hvad bør gjøres?
— Kvinden maa tro, at hun er et Væsen lig
Manden. En og samme Moral og Ret maa eksistere
for Kvinde som for Mand. Manden har Ret til at
raade over sin Person; Kvinden har Ret til at raade
over sin; Manden har ingensomhelst Ret til at byde
over Kvinden. Manden er hverken Kvindens Herre
eller Eier, begge er frie, ingen hersker.
Der er ingen Forskjel mellem Mandens og
Kvindens Rettigheder, hun være Pige, Hustru, gift eller
ugift. Baade han og hun har Ret til den samme
Rang, til de samme Embeder.
Efter Naturens Orden er Manden, Kvinden og
senere Barnet lige Væsener, indviet til samme
Værdighed. Enhver har Ret til at leve netop efter sit
Væsens naturlige Beskaffenhed. Retten til at leve
er lig for alle.
Ingen Lov kan fastsætte forskjellige Betingelser
for de to Kjøn: Naturen selv paatager sig det, det
er den, som giver Kvinden det evig kvindelige, det
er den, som behersker hende, Manden har intet at
gjøre med Naturens Værk. Frihed overalt: i
Ægteskabet, i Familien, i Omgangen mellem Mand og
Kvinde, i Livet, Frihed overalt og altid. Og da
skal Kvinden blive fri og Manden tillige; thi
Manden kan ikke være fri, dersom Kvinden er Træl.
Og da vil Menneskeheden blive hel og fuldstændig.
Jeg ved, at disse Sandheder kun fremføres i al
Hast, men vi har ingen Tid til vanskelige
Forklaringer, kun til at fremsætte Tanker, som kan bære
Frugt: I maa selv udvikle dem.
Jeg ved, at man vil sige: De er en Drømmer!
at man vil besvare mine Sandheder med: Illusion!
Illusion! — Det kan være. — Jeg foretrækker en
stolt, uafhængig, lysende Illusion for et
Slavepræju-dikat. Desuden — nei, Kvinder, disse Sandheder
er ikke Fantasifostre, — det er ingen Illusion at
drømme om et frit, menneskeligt Væsen, som er
uafhængigt og lykkeligt ved sin Frihed, ei heller at
sige til Kvinderne: I kan gjenføde Verden og
opflamme Viljen, I kan omdanne det nuværende
Samfund og grunde et nyt Liv paa Jorden! Og alt det
kan I gjøre blot ved at forstaa at:
— I Menneskeheden er Kvinden Mandens Lige
i alt, hvad der angaar Rettigheder og Pligter, thi
hun er et Væsen som han.
Mandens Myndighed over Kvinden er et ligesaa
umoralsk Overgreb som Herrens over Slaven.
Og alt vil blive anderledes, da jo Familien, som
er Samfundets Grundvold, vil blive forandret.
Nei, nei, Samfundets Forbedring er intet
Blændværk, ingen Drøm. Der maa arbeides, man maa
lægge Haanden paa Værket.
Vistnok kan Kvinden ikke paa en eneste Dag
omstøde de utallige Hindringer og afkaste de
frygtelige Lænker, men at se Veien for sig, er allerede
at begynde paa den. Kvinden vil fatte den sublime
menneskelige Solidaritet, og hendes rolige, forsonlige
Røst, fuld af Retfærdighed og Kjærlighed, skal stemme
med i Folkenes store Harmoni. Kvinden reiser sig, —
ikke for at følge efter i Mandens Spor, men for at
bringe Livet i Ligevægt igjen.
Paa den mørke Horisont flagrer et rødbrunt
Lysskjær; de moderne Verdenssamfund gyser og
udstøder forbitrede Skrig og Raab. Deres Lidelser
stiger, ligesom Uveirsstormene. Oprør udbreder sig
overalt paa den brøstfældige Jord, og Bjergene skjælver
for det Ondes Oprør.
Og det Ondes Hær rykker frem, sterk og
uigjen-nemtrængelig, lig Leen midt gjennem Kornet, de
uhyggelige Lysglimt breder sig uheldvarslende over
Horisonten......
Og Feministernes Røst tordner som Stormen,
saa at Mørkets Hær skjælver ....
Og Stemmerne raaber :
De forjættede Dages Morgengry lysner paa
Himlen langt borte, og vi bringer Frelse til dem som
lider. Vi kommer for at bryde Sorgens Slavelænker.
Det Onde, som bragte vore Søstre til at græde og
kjærlige Hjerter til at sukke, er borte. Vore Lidelser
skal smykkes med Seierens Kranse, og vi vil aabne
en ny Æra for herlige Menneskeslægter........
Alt hører vi Retfærdighedens og Godhedens Klokker
ringe .... Derude — derude ser vi alt
Morgenrødens lysende Straaler bryde frem ....
Morgenrøde ! Lad os synge til din Ære! —
En Opdagers Glæde.
Jeg seiled engang i velkjendte Trakter;
ombord i mit Livsskib kom Forsynets Magter;
— da pludselig steg der fra Skodden paa Vandet
et Land, hvor før aldrig en Sjæl havde landet.
Et Foraar, som ellers Naturen ei fødte,
mig fristende frydefuldt allesteds mødte;
— slig Friskhed og Skjønhed og Lysning indover
mig vinked og drog fra de vuggende Vover,
Aa, endnu jeg kjender den Ild, dette tændte,
den lysnende Lue, der blussed og brændte
i Hjertet og Kindet, da jeg skulde stige
iland midt i dette fortryllende Rige.
Min Stolthed, min Lykke tilfange var taget
— jeg glemte alt andet for, hvad jeg opdaget;
en myldrende Verden med nyt, jeg ei aned,
med tusinde glitrende Glæder laa banet.
Mit Eden laa der, hvor ret mange fik fare,
at jeg blev den første, kan ingen forklare;
men netop saaledes blev Livsbaandet knyttet
imellem os to — af Gud Herren beskyttet.
Og siden . . . hvad er dog det Førstegangs Møde,
— naar siden de tindrende Solstraaler røde
fortryller hvert Skridt og løfter hver Tanke,
saa Hjertet af Kjærlighedsfryd blot kan banke!
Mit Land og min Verden, mit Eden tillige,
det er en vidunderlig straalende Pige
med alle Naturens gudfødte Evner,
saa Tanken og Hjertet min Lykke kun nævner.
Gud dannede dig til sin Ære alene
— en Fylde af alt, hvad din Lykke skal tjene.;
i Renhed og Godhed til Gud hjerttbunden
— aa tænk for en Glæde — af mig blev den funden!!
H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
