Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. Lørdag 29. April 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
urd
Det er ikke greit for Far,
som saa mange Smaabarn har,
to .af os i Ityen er,
spiser sig knapt mætte der.
Kjære Stork, god Lykke til
Reisen din! Hvor du var snil,
om du bragte Hjem til hver
noget rart og godt, især
Strømper, Sko og nye Klæ’r!
Prestebørnene i Prestegaarden ved L.
Dermed lløi Mutter afsted med mig og Ungerne.
Desværre kom vi ifølge med en Flok Agerhøns, og en Jæger
traf vor stakkels Mor med en Hagelladning i a Vingen.
Hun faldt ned i Nærheden af en Herregaard. Ler fandt
Herren og Fruen hende selv og forbandt hende. Brevet, som
Prestebørnene havde skrevet, blev naturligvis opdaget og læst.
Og tænk, til Jul kom der en stor Kasse til Prestegaarden med
10 Klædninger og Skotøi. Penge var der ogsaa. — Ingen vidste
hvorfra. Men Klædningerne passede som s.iulde de været syet
efter Maal til hver især, og der var genske rigtig 6 Gutte- og
4 Pigedragler.
Øverst i Kassen laa en Seddel, hvorpaa der stod:
Eders værdig Storkefar
indkvarteret hos os var,
ja, han er en dygtig Mand,
som lidt mer end klapre kan.
Han har trolig gjort sin Pligt,
bragte eders skjønne Digt,
Kassen dog for tung ham var —
saa pr. Post vi sendt den har.
1 kan nok tænke Eder Glæden i Huset, da denne Julekasse kom.
„Dette var min Historie", sluttede Storken. Heraf kan I se»
at Gud ogsaa har Brug for os i sin Tjeneste, for os i den store,
vingede Forsamling
Oplosning
paa Gaade i No. 15 —
Viking.
„Vi" bruges kun om fler,
og „King" i England
ei søges maa
iblandt de smaa!
Og for det hele: „Viking",
i vore slappe Dage,
der er ei Plads!
For ham de maa tilbage
til gamle Tiders Dage!
Gaade.
Et Ord med tre Betydninger.
1. Den stakkars, stakkars, stakkars Mand,
han lever i et ufrit Land.
2. Men her er han en lystig Fyr,
som ofte nok er vild og yr.
3. Og hvis det ikke er en Mand,
saa vogt dig for det, om. du kan.
Forfængelighed.
orfængelighed, den saa meget bespottede,
i udieede og forhaanede Egenskab ! Og det
er jo specielt K vindekjønnet, den blir lagt
til Last, omendskjønt Mændene vel ogsaa
nok i større eller mindre Grad kan have
deres Rem af Huden.
Forfængelighed er i Almindelighed betragtet som
en Udyd, men ret beseet er den dog ikke saa slem,
som den faar Ord for at være. —
Den er ofte Aarsag til meget godt og stort, det
første Trin til virkelig, alvorlig Stræben og meget
hyppigt et Værn og Beskyttelse i Fristelsens Stund.
Sandt nok kan man vel ogsaa paastaa det modsatte,
den kan ofte virke lammende paa store og ædle
Tanker, den kan bortlede Sindet fra alvorligt Arbeide
og Stræben, og ikke sjeldent kan den alene faa
Mennesket til at bukke under for Fristelsen.
Men paa den anden Side kan jeg ikke tænke
mig, at et kvindeligt Væsen, der er helt blottet for
Forfængelighed, virkelig skulde kunne gjøre et
vindende Indtryk. En saadan Kvinde maa for det første
være unaturlig og desforuden baade sjusket, apatisk
og kjedsommelig. — Jeg mener netop her det ydre
Menneskes Forfængelighed. — De Kvinder, der har
opgivet alt, hvad der heder Forfængelighed, udviser
kun altfor hyppigt Ligegyldighed i Paaklædning og
Udseende, men det blir desværre ikke derved; denne
ydre Malproperhed overfører de lidt efter lidt paa
deres Hjem og tilsidst ogsaa paa deres Sjæleliv. En
Smule Forfængelighed vilde have bevaret dem
herimod! —
En Smule Forfængelighed ! Ja, naar Kvinderne
blot vidste at drage den rette Grænse, men Ulykken
er jo nemlig, at man er saa tilbøielig til at forfalde
til skjæbnesvangre og lastværdige Overdrivelser. En
overdreven Forfængelighed kan blive til Familiens
Ruin, til Menneskets Fordærv, til Ulykke for hele
Slægter. Og selv om det vel ikke altid kan gaa saa
galt, saa gjør den dog i Almindelighed paagjældende
Kvinde til Gjenstand for Spot og Latter "— og vel
ogsaa til Gjenstand for Misundelse! Men intet ædelt
Menneske bør nedværdige sig og med Bevidsthed
og Fryd vække Misundelse i sin Næstes Sjæl! —
Som i alle andre Ting paa denne ufuldkomne Jord
gjælder det ogsaa i Forfængeligheden at holde den
gyldne Middelvei. For lidet og for meget deraf
bringer Skade og Fortræd.
Mennesker uden nogensomhelst Forfængelighed
duer ikke i vort moderne Liv med dets tusinde
Bestræbelser, Fordringer og Anskuelser, med dets stadig
voksende Skjønhedsbegreber, Renlighedsfordringer
og kunstneriske Formaal —og Mennesker med en
overdreven Forfængelighed gaar tilbunds i den Bølge
af Ødselhed, Pragt, Nydelse og Yppighed, der bruser
igjennem forskjellige selskabelige Kredse.
Et vist passende Kvantum Forfængelighed virker
oplivende, anspænder den aandelige og legemlige
Kraft og forhøier Selvbevidstheden; for megen
Forfængelighed virker slappende og giver os Udseende
af at være tomhjernede eller hovmodige Narre. —
Den Forfængelighed, for hvilken jeg i disse
Linier tager Ordet, lader sig nærmere bestemme ved
følgende Definition:
Ethvert Menneske og særlig enhver Kvinde skal
være besjælet af Ønsket om at behage! Men ikke
at behage ved Pynt, tomt Glimmer, ødsel
Klædedragt eller lignende, men ved Dannelse, Ordenssans,
Properhed, smagfuld Paaklædning, Pleie af Legemet
og først og fremst ædel Aandens og Sjælens Pleie!
Men saasnart denne Behagelyst begynder at
drage Luksus og Tant med ind i sine Virkemidler,
saasnart den begynder at stille Flid, Arbeidsomhed
og Utvungethed i Baggrunden og paa paafaldende
Maade vil stille sin Tækkelighed og Behagesyge til
Skue, da blir den ikke blot latterlig, men baade
grim, fordømmelsesværdig og fordærvelsesbringende.
__P.—a.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
