Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. Lørdag 17. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240
URD
Børnenes Spalte.
ii
Da Riset kom op paa Væggen.
en hvor var Olafs Papa henne? Jo, han var
Skibskaptein og førte et stort Dampskib, som
reiste langt, langt bort til andre Verdensdele.
Han havde iitke været hjemme, siden Tulla blev
født.
Paa Væggen i Barnekammeret hang der et stort
Verdenskart. Paa den ene Side var den gamle og paa den anden
den nye Verden afbildet. Men Olaf skjønte sig ikke paa
Geografi, og han syntes bare, at det var en hel Del pene, gule, blaa
og røde Flekker paa et hvidt Papir.
Naar han spurgte Mama: „Hvor er Papa henne?" saa
pegte Mama paa en Flek paa Kartet, og saa fortalte hun mange
rare Historier om det Sted, hun pegte paa.
Saa var det en Morgen, at Mama havde fortalt dem en
morsom Historie om den gule Flekken paa den høire Side af
Kartet. Hun kaldte den Kina og sa, at Papa var der
Da kom Olaf til at tænke paa noget rigtig morsomt, men
han sa ikke noget, for han var ikke rigtig sikker paa, at Mama
vilde like det.
Tullas Dada var snil, næsten ligesaa snil som Mama. Ja
sommetider var hun endda snillere, for Mama kunde imellem
sige nei, men det kunde Dada aldrig
Da Mama var vel ude af Døren, sa Olaf til Dada: „Aa, vil
du ikke være saa snil ät tage det store Kartet ned paa Gulvet
til os. Papa er paa det gule, ser du, og Tulla og jeg vilde saa
gjerne se det."
„Bare ikke Frua blir vond," sa Dada, men da Tulla bad :
„tøte, nille Dada mi," kunde hun ikke modstaa, men løfted
Kartet ned paa Gulvet. Saa gik hun ud i Kjøkkenet, hvor hun
havde noget at gjøre.
Da Mama kom ind i Gangen, hørte hun, at Tulla og Olaf dansed
omkring og skreg af Glæde i Barnekammeret. Hun skyndte sig
at lukke op Døren, og — der laa det store Kartet paa Gulvet,
mens Olaf og Tulla dansed lystig omkring paa det og skreg:
„Vi er paa det gule! Vi er paa det gule! Vi er hos Papa!"
„Men Olaf og Tulla! dere ødelægger jo det kostbare Kartet.
Hvordan skal vi nu faa se, hvor Papa er henne ?"
Stemmen var umaadelig streng, men de to Skøierne skjønte
godt, at hun næsten ikke kunde holde sig for at le. De kløv
op paa en Stol og hængte sig om Halsen hendes.
Da tog Mama en stor Beslutning. Hun gik ud i Haven, tog
en stor Birkekvist og satte den over Speilet i Barnekammeret.
Saa sa hun meget alvorlig :
„Hvis Tulla og Olaf finder paa slige Skøierstreger og
ødelægger noget, de ikke har Lov til at røre, maa de faa Bis."
Men Olaf og Tulla skjønte godt, at Mama ikke var vond
alligevel. W.
Studenten.
Nu skal du faa høre hvad som er hændt —
men du kan nu vel neppe tro det —
jeg havde en Dukke som var en Student,
og nu har hun mistet sit Hode!
Hun havde saa fin en Lue med Dusk,
og Briller hun havde paa Næsen,
og derfor saa var det, Hans Petter blev rusk :
Han haded det hele Væsen.
Og Dukken min havde han rent lagt for Had —
„For Jenter skal være Jenter,
og de skal lære at koge Mad
og slet ikke være Studenter."
Saa tog han den vesle Øksen sin,
den grusomme, slemme Hans Petter,
og huggede Hodet af Dukken min,
skjønt han var min egen Fætter!
Det allerværste det var nu hændt,
men endda jeg knapt kunde tro det
For hvad skal en gjøre med en Student,
som slet ikke har noget Hode?
„Jo," sa Onkel Herman, „det skal du faa vidst "
Saa tog han fra Boghylden Loven.
Han ledte, men fandt det dog frem tilsidst
paa den femtende Side fraoven
„Hvis bare en rigtig Student du har,
som ganske er uden Hode,
saa tag ham til Klokker. Den Sag er klar,
og saa kan du sikkert tro det "
Nu er jeg saa glad som jeg før var trist,
nu sørger jeg ikke mere,
for Dukken er Klokker, det ved jeg vist,
og det har hun Lov til at være.
(I Kristian den 5tes norske Lov staar, at „Studenter uden
Hoved bør til Klokkere at tages.")
Oplosning
paa Bogstavgaade i No. 22 — By, Bi, Bæ, Bu, Bø, Bo.
Rebus.
Landsbygdens Kuindeforeninger.
IV.
jære Letta og Eva!
I har da gjort et sørgeligt Bekjendtskab
med vore Kvindeforeninger paa
Landsbygden. I maa vide, jeg elsker og har i mange
Aar elsket vore Kvindeforeninger. >
Nær har jeg staaet Medlemmer af hin
første Kvindeforening stiftet af Fru Gustava Kielland,
og om den Forening maa man jo sige, som om
Guds Rige i det hele, „den havde Sennepskornets
Art". Nu Jer jo vort Land omspændt af vore
velsignede Kvindeforeninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
