Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 25. Lørdag 24. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
245
Brødrene.
(Oversat fra Tysk).
(Forts.)
ei, nei; her vil jeg ligge for dine Fødder, tilfreds naar
jeg kun tør kysse Sømmen af din Klædning! Se,
saaledes er min Kjærlighed! O, jeg vil overøse dig
med Rigdomme, vil hele mit Liv se op til dig som
til en Helgen! Hvad binder dig til din Mand ? Giver
han dig, hvad jeg kan give dig, et helt Liv fuldt af
slavisk Kjærlighed? Denne Mand, som har ødelagt din Lykke,
og som du maa foragte! Lore, for din egen Lykkes Skyld, for
min uendelige Kjærligheds Skyld, sønderriv den Lænke der binder
dig til ham, og bliv min Hustru!
— Ti! raabte Lore overgivet.
Hvor denne Mand bragte alt i Oprør hos hende! Som et
berusende Eventyr rullede hans lidenskabelige Ord forbi hendes
Øre. Hendes Nerver begyndte at slappes efter de sidste Timers
Rystelse, hun følte en afmagtlignende Mathed gjennem Aarerne.
Da berørte noget hendes Knæ; en Mund hviskede tæt ved hendes
Øre: Hør mig, Elskede! Se mig kun engang ind i Øinene, se
om det ikke er Kjærlighed der fører til Vanvid, eller som varer
til Døden. O, se dog paa mig!
Hun følte hans Læber paa sine, hans hede Aande blandede
sig med hendes — en isnende Skræk for gjennem hendes Lemmer.
Hun grebes af en unævnelig Væmmelse og stødte ham fra
sig med begge Hænder.
— Tilbage! De er beruset! raabte hun og sprang op, og idet
hun løsrev sig fra hans Hænder, der omklamrede hendes Klæder,
naaede hun i et Sprang Døren og styrtede ud. — —
Fyrsten blev liggende paa Gulvet med Ansigtet mod Tæppet,
som vilde han med Tænderne bide sig fast i det. En hæs
Stønnen trængte sig frem fra hans Bryst. Saaledes laa han en Stund,
derpaa hævede han med et næsten forvirret Udtryk Blikket og
lod det svæve om i Værelset, langsomt, som en der efter en
hæslig Drøm vil overbevise sig om Omgivelsernes Virkelighed.
Saa begyndte han at le. Intet Ord kom over hans blege Læber;
han vaklede hen til et Hjørne af Værelset, snart efter klirrede
Flaskerne mellem hans skjælvende Fingre. Han tog to, tre og
stillede dem op paa Bordet.
— Altsaa beruset er jeg! mumlede han, idet han skjænkede
i et Glas. Beruset! Rigtig, jeg erindrer ikke engang længer
hvad jeg har sagt! Det maa vel være saaledes! Og hurtig
skyllede han et Glas ned.
Gasflammen flimrede, og Larmen fra Gaden trængte sig op
til ham.
— Paa dit Yel, Lore! Han holdt det fyldte Glas op mod
Lyset som brødes mod det slæbne Bæger og faldt spøgelseagtig
henover hans blege, forstyrrede Ansigt.
Timerne gik — stadig fyldte han Glasset, indtil hans Hode
sank tungt ned mod Sofaen. — — — — —
Da Opvarteren næste Morgen traadte ind i Værelset, fandt
han Fyrsten siddende død i Sofaen. En tilkaldt Læge fastslog
Dødsaarsagen som Hjerteslag, fremkaldt ved umaadelig Nydelse
af Alkohol.
Denne Tildragelse vakte den største Opsigt i alle de Kredse
Fyrsten havde været kjendt. Alle mulige uklare Rygter var i
Omløb i Forbindelse med Fru von Weynitz’ Navn. Hun selv
kjæmpede imidlertid i en svær Nervefeber med Døden.
Saasnart Hermann havde faat den rystende Efterretning om
Fyrstens Endeligt, var han ilet hen til Lore.
— Der maa ingen komme ind til den naadige Frue, sagde
Tjeneren.
— Hvem var da hos hende ?
Huslægen og som Sygepleierske Frøken Helm.
Endnu mens Hermann talte med Tjeneren, viste Eddas
mørke Hode sig i en forsigtig aabnet Dør. Hun gjorde Tegn til
ham med Øinene, at han maatte træde ind.
— Hvad feiler Lore? spurte han hurtig.
Man kan endnu intet sige, Hr von Weynitz. Ikke idag,
imorgen eller overmorgen maaske, dog haaber jeg hendes sunde
Natur vil overstaa Krisen. Jeg ved jo ikke selv alt hvad der er
forefaldt. Jeg hørte kun om Russerens unaturlig pludselige Død
og ilte straks herhen. En Anelse sagde mig, at min Nærværelse
maaske kunde være nødvendig her, om jeg end ikke kunde
forudsætte den Tilstand jeg fandt Deres Svigerinde i. Kan De ikke
give mig en eller anden Oplysning?
Hermann sænkede med en mørk Mine Hodet. Intet af
Betydning, sagde han trodsig.
— De ser selv syg ud, Hr von Weynitz
Han hævede rask Blikket og saa ind i hendes alvorlige,
forskende Øine. Hvor godt den bløde, medlidende Klang i hendes
Stemme gjorde ham!
— Er der telegrafert til Bruno? spurte han, idet han tungt
støttede sig mod en Lænestol.
— Det var til ingen Nytte, da han kommer tilbage imorgen.
— Nu saaledes? Og kan jeg intet gjøre for Lore? Skal jeg
ikke blive her til min Bror kommer tilbage?
— Nei, De kan dog ikke hjælpe. Jo færre Mennesker her
er i Huset, desto bedre. Jeg vil blive her.
— Anser De en alvorlig Udgang af Sygdommen for mulig ?
spurte han sagte, som om han frygtede for Svaret.
— Mulig, ja — forsaavidt som jeg kan bedømme dette
Tilfælde. Men der gives noget som er værre end den legemlige
Død — den aandelige.
— Forfærdelig! stønnede Hermann.
— Vi vil ikke tabe Modet, Hr von Weynitz.
Hun strakte hjertelig den smale Haand ud mod ham og
begav sig atter ind til den Syge.
Uger forløb. Berlin havde allerede vigtigere Sager at tale
om end den russiske Fyrstes Død og den umiddelbart derpaa
følgende Forflyttelse af Legationsraad von Weynitz til Brüssel.
Foraaret havde indfundet sig — Væddeløb, Udflugter og
Forberedelser til Badereiser lagde Beslag paa alles Interesse.
Lore havde overvundet S3fgdommen, endskjønt det lod som
havde hendes Natur og hendes Væsens Virkekraft modtaget et
uhelbredeligt Saar. Nu opholdt hun sig med sin Dreng nogle
Maaneder ved „Gardasee". Hvad der var blevet talt mellem
hende og Bruno, efter at hun havde forladt sit Sygeleie, vidste
ingen, ikke engang Hermann.
Denne kunde nu aande frit, efterat den Familietragedie som
han havde anset for uundgaaelig var blevet undgaat. Da han
første Gang saa Bruno igjen efter hin Begivenhed, syntes denne
at være en anden end tidligere; han var blød og overbærende
som et Barn — maaske vilde den sidste Tids Oplevelser føre
ham tilbage paa den rette Vei og bringe ham til at tage Livet
alvorlig. Men for overhovedet at kunne være istand til at
indløse sine Forpligtelser i Berlin og begynde Husholdningen i
Brüssel, maatte Hermann offre næsten hele sin Mødx-enearv. Han
havde havt til Hensigt at bevæge Broren til at forlade sin
diplomatiske Løbebane og flytte til Weynitz, men han maatte opgive
denne Tanke. Bruno havde ikke været skikket til som praktisk
Landmand at overtage Ledelsen af det noget i Uorden geraadede
Gods’s Forvaltning.
Det var mærkværdig hvor donne Bruno, trods alle sine
Feil, blev begunstiget fra oven! Paa enhver anden vilde
Skandalen have knækket Halsen — han blev kun forflyttet, og det
endogsaa til en Post som paalagde ham faa Repræsentationspligter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
