Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 25. Lørdag 24. Juni 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
URD
Landsbygdens Kuindeforeninger.
VI.
Et lidet Svar til X.
Det er altid saa sandt, som det er sagt, at det er lettere at
rive ned end at bygge op. Men om vi rokked lidt paa den Mur
af Lavsind, som paa altfor mange Steder stænger Solen ude, —
var det saa farlig? Og om jeg i den Hensigt foreslog at lede
Samtalen i vore Kvindeforeninger i en anden Retning, skulde det
være saa ondt ment? Naar jeg betegnede den som lav, da stod
der, hvad De betviler, en trist Oplevelse bag Ordene.
At min Kritik ikke var myntet paa Foreninger, som De
kjender dem, maatte De med lidt Velvilje kunne skjønne. Hvis
de overalt saaledes dreves i Stifterindens Aand, vilde jeg vist
ikke ønske dem reformerede.
Jeg indrømmer villig, at Kvinders Krav paa Bestyrelse af
sine Foreninger fra Deres Standpunkt ser ud som Pjat; men da
dette Felt for os agterudseilede Lands Kvinder virkelig er
forholdsvis nyt, har det sin Betydning.
Den Dom, at mit Indlæg var værdiløst, vedtar jeg gjerne,
naar jeg tør tro, at det lokkede Eva til at komme frem med de
løftende Ord, der fra Hjerte gik og til Hjerte kom. Da var det
ikke forgjæves alligevel. Letta.
VII.
Til X.!
„Urd" har ønsket Udtalelser i denne Sag, og da jeg føler
Trang til at give mit Besyv, adresserer jeg det til X, med hvem
jeg har Lyst til at bryde en Landse til Fordel for „Lettas"
Opfatning.
Jeg fatter ikke den Vrede, hvori De er geraadet ved »Lettas«
Udtalelser, og kan ikke være enig med Dem i, at hendes Kritik
gjorde Indtryk af at være „let Gods". Derimod synes jeg „X«s
Artikel røber Mangel paa Kjendskab til Forholdene i By og Bygd
Landet udover. Hvad man har oplevet for „20—30 Aar siden",
staar altid for en i Rosenskjær — Tomerne glemmer man i
Tidens Løb.
Jeg sværmer heller ikke for Kjønnenes Adskillelse i det
selskabelige Liv og heller ikke i det daglige Liv; men i en
Kvindeforening synes jeg Presten og Emisæren kan undværes, uden at
Foreningen derved faar Indtryk af at være nogen
„Kvindesags-forening". Jeg synes, det er et unødigt Anstaltmageri at kalde
en Mand op for at læse et lidet Stykke og holde en kort Bøn.
Skulde Presten eller Emisæren være med, saa burde han være
med fra Begyndelsen til Slutningen af Mødet for med sit i
Almindelighed grundigere Kjendskab til den Sag, man virker for,
at holde de mange å jour. Naar saa Situationen paa
Missions-marken var drøftet, og de sidste Efterretninger læste, hvorfor
kunde man saa ikke ganske naturligt bringe paa Bane
almennyttige Spørgsmaal? Hvorfor kan man ikke læse et eller
andet godt Stykke, der kan føre Samtalen ind paa, hvad der er
oppe i Tiden? Kristendommen er jo en Aandsmagt, som skal
gjennemsyre Livet. Hvor nyttigt vilde det ikke være for os
Kvinder at se lidt paa de almindelige Spørgsmaal, som er oppe
i Tiden, fra et kristeligt Standpunkt. Dette var jo noget, som
Presten kunde være Kvinderne behjælpelig med. Presten vilde
paa den Maade hjælpe Kvinderne til lidt mere Skjøn paa Livets
Love, Udviklingen og den Tid, man lever i. Og netop paa dette
Gebet raader der blandt Kvinder — endog de dannede — megen
Uvidenhed. Paa den Maade kunde der udvikles
„samfundsfor-bedrende Evner" hos hende; som det nu er, har hun dem-ikke.
Det er kun den fuldt udviklede Kvinde, Fremskridtskvinden, hun
der staar bevidst i Livskampen — med alle Sanser vaagne, om
hvem man kan sige dette. Aandslivet ligger i Dvale for mange
Byer og Bygders Vedkommende, derfor trænger man Presten og
Emisæren i Foreningerne. Naar Aandslivet er hævet til et høiere
Niveau blandt Kvinderne, er de begge overflødige i
Kvindeforeningerne ; da vil Kvinderne selv kunne lede Konversationen
ligesaavel som Læsningen uden at strande paa dette i kvindelige
Sammenkomster saare almindelige Skjær: „Bysladder,
Bygdesladder, Bagtalelser og Næstens Anliggender".
Hvorfor finder De et Møde, hvor Presten eller Emissæren er
tilstede, hyggeligere end et, hvor der er bare Damer ? Jo, fordi
disse ved sin Nærværelse lægger en Dæmper paa den kvindelige
Sladrelyst og bringer Stemningen op til et høiere Niveau. Skulde
ikke den Sag, der har ført Kvinderne sammen, være stor nok
til at gjøre dette, og skulde ikke Kvinderne — ialfald den
dannede og den kristne Kvinde, være god nok og stor nok til at
foragte den kvindelige Lyst til at gjøre sig stor paa andres Bekost-
ning? I ethvertfald burde Næstens Anliggender være banlyst fra
kristelige Sammenkomster og overladt til Theselskaberne, indtil
det gaar op for Damerne, at Theen smager langt bedre under
Nydelsen af god Læsning og Samtaler om almennyttige
Gjøre-maal, Tidens Opgaver og saadant. Jeg har siddet i kristelige
Foreninger ligesaavel som i Theselskaber og hørt paa, med hvilken
Virtuositet Damerne har behandlet sin fraværende Næste — ja
enddog Venner — pent og dog hensynsløst.
Hvor Opdragelsen og Dannelsen er mindre, er Udtalelserne
mindre forbeholdne. Hvor ofte bliver man ikke forledet til at
give sin Andel i Konversationen for ikke at være kjedelig og
korrigerende, og man forlader Venner og Bekjendte med Foragt
for sig selv og dem, man har været sammen med, og med en
levende Følelse af at Foreningerne ikke svarer til Hensigten.
Der er Foreninger, som har et overmaade høitideligt og
værdigt Præg. Og alle som kommer er høitideligt stemte, der
tør man næsten ikke tale, og det Hele faar et usandt og usundt
Præg. I de Foreninger er der gammel Pietet, som raader. Man
læser og arbeider i Taushed paa et Arbeide, som ikke skal være
til Missionen. Det er bleven meget almindelig, at man tager
med sig hvilketsomhelst Arbeide, naar det bare er presentabelt,
og Missionsarbeidet gjør man istand i en Fart og sender det paa
Bazaren. — Saa forelæser man noget; men faa tør udtale sig om det
læste, og det som bliver sagt er gjerne saa tørt og aandløst, at
det ligesaa godt kunde være usagt. I sidste Øieblik kommer
Presten, naar han kan afse Tid. Jeg tror, at Presten helst vilde
slippe denne Sviptur op i Kvindeforeningen. Han har i
Almindelighed saa nok at gjøre alligevel.
I Kirken og ved Begravelser passer denne Høitidsstemning.
I Foreningerne burde der raade en sund, naturlig, kristelig og
dog frisk Tone — ligesaa fri for Ondskab som for Hovedhængeri,
da vilde Foreningerne opnaa den dobbelte Hensigt, de har: At
virke vækkende og udviklende paa Aandslivet og derhos reise
Midler til Sjæles Frelse.
De mange, som gaar med i Følge Skik og Brug, og de mange,
som gaar for at faa lidt Adspredelse, vilde paa denne Maade
lettere faa Interesse for Sagen. Jeg tror, at de mange, der staar
udenfor Kristendommen, ved sunde, udviklende Samtaler i disse
kristelige Foreninger kunde faa sine forvirrede Religionsbegreber
klarede, og derigjennem vindes for Kristendommen. Vel er
Kristendommen et Mysterium, men den er ogsaa en Viljesag, og
dette kan ikke nok fremhæves for gammel og ung blandt Kvinder.
Blandt os har til alle Tider Følelsen spillet Hovedrollen, og naar
den ikke er der, saa er man saa ofte raadløs og hjælpeløs.
Jeg kunde have meget mere at sige i denne Sag, men er
bange for at trætte „X."
Käthe.
Vor Storuask
or en Tid siden havde Aftenposten en
Oversigt over, hvor mange Tilfælde af
Luddrikning der forefalder Aar om andet.
Det var sørgelig høie Tal, der blev os
presenteret, og det merkelige er, at disse
Uheld snarere forfleres end omvendt.
Det eneste radikale Middel mod den Slags Ulykke
er simpelthen at afskaffe Luden, der besidder flere
Lyder end Dyder. — Overlades Behandlingen af Lud
til Vaskekonen, da kan man være saa temmelig sikker
paa, at den efterlader varige Merker paa Tøiet i
Form af skjøre Steder og helt udbrændte Huller.
Men selv om man bruger Luden med
Forsigtighed, vil man have Ulemper deraf, idet Tøiet gulner,
og der skal megen Skylling til for at blive af med
den afskyelige Lugt.
I den sidste Tid har jeg brugt
LangesSæbe-pulver baade til Klædesvask og til Rengjøring. I
Almindelighed gruer man jo for en slig
Hovedrengjøring, ikke alene for det Besvær den volder, men
ogsaa for den ubehagelige Vaskelugt.
Til sidste Paaskerengjøring benyttede jeg kun
Sæbepulver, hverken Lud eller Soda, og det var en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
