Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. Lørdag 1. Juli 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
URD
Landsbygdens Kuindeforeninger.
VIII.
Tre Spørgsmaal, synes det mig, lægger sig frem til
Besvarelse i Anledning af „Lettas" Artikel „Landsbygdens
Kvindeforeninger". Hovedspørgsmaalet blir: Er Beskyldningen mod
Foreningerne : at de befordrer Sladder og Bagtalelse, berettiget eller
ikke? De Meninger, som er kommet tilsyne her i Bladet, er
meget delte. Ganske vist er det ikke billigt at skjære alle
Foreninger over en Kam, et Medlem af en enkelt Forening kan jo
heller ikke, som en Deltager i Diskussionen bemærker, have et
fuldstændigt Overblik i Sagen, derfor er det gavnligt at Røster
lader sig høre fra forskjellige Kanter. Jeg tror nu forresten ikke,
at „Letta" har villet „kaste Stænk" paa de Foreninger, hun ikke
kjender, hun har kun i Iveren for at gjøre Gavn kanske noget
skarpt sagt sin Mening om det hun virkelig kjender til og har
Erfaring for, og saa ikke nøie nok betænkt Rækkevidden af sine
Ord. Hun, saavelsom Redaktionen, bør have Tak, synes det mig,
for at have bragt Sagen paa bane. Efter enkeltes Mening skulde
det, at Møderne indledes og afsluttes med Andagt være Garanti
for at en god Aand raadede, og efter hvad jeg har erfaret, er
det ogsaa Tilfældet i mange Foreninger. . Men ingensomhelst
religiøs Skik eller Form kan hindre Syndens Udbrud, om ikke
Hjerterne giver Formen Indhold, eier Evne til Selv-Kritik og
Duelighed til Kamp. Hvem af os har ikke Behov af at kjæmpe
mod indre Tilskyndelser til en ukjærlig Kritik over Næsten,
eller til Vagthold over Tungens altfor beredvilligeGaaen til Værket?
I Kvindeforeningernes Barndomstid, da de endnu kun samlede
nogle faa udpræget religiøst interesserede Kvinder om
Missions-sagen, allerede dengang viste der sig Tegn til, efter hvad Gustava
Kielland beretter, at Samtalen kunde faa en mindre heldig
Retning (ind paa Næstens Territorium nemlig), kan man saa vente
mere af vor Tids store Forsamlinger med sin Kontingent fra de
mest forskjelligartede Hold? — Jeg er bange for at „Letta"s
Beskyldning ikke er grebet ud af Luften og har sin store
Berettigelse for en Del Kvindeforeningers Vedkommende.
Og det er ganske vist sundt og godt at der blir pegt paa
denne Samfundets Arvebrist, Sladderen, der synes at skulle have
Privilegium paa at faa leve og udvikle sig nok saa uhindret,
ogsaa i religiøst interesserede Kredse, og det ikke alene mellem
Kvinder.
Saa glædeligt det er at gjøre Bekjendtskab med „en
Lands-pres^s Erfaringer, og saa vakkert han tager Kvindeforeningerne
i Forsvar, saa tror jeg ikke Presten altid faar det rette, det
sande Indtryk af en Forening, naar den da ikke bestaar af nogle
faa rigtig prøvede, gamle Venner. Prestens Nærværelse vil
uvilkaarlig lægge en vis Dæmper paa den naturlige Tilbøielighed til
en uforsigtig Passiar. Velsignet var det om Presten, Emisæren
eller nogen af Foreningens Kvinder eiede det Personlighedens
Mod og den Kjærlighedens Magt som ikke alene formaaede at
lægge en Dæmper paa, men for altid kunde banlyse Sladderens
Aand fra de Foreninger, hvor den har faaet Indpas, saa de ikke
bare blir den værdifulde pekuniære Støtte for vore forskjellige
Missioner, men ogsaa blir rentebærende for Foreningen selv, for
Medlemmernes indre Liv, for dets Vækst i alt, hvad godt og
priseligt er. Jeg vil blot nævne, hvorledes Kvindeforeningerne
kan have og virkelig har havt sin store Betydning ved at fremme
Næstekjærligheden hos Landets Kvinder, ved at hemme den
Egenkjærlighed, som lader saa mange gaa op i sit eget daglige
Stræv, sine egne smaa Interesser. —
Det andet Spørgsmaal gjælder: Skulde det være heldigt at
slippe almennyttige Interesser til Drøftelse ind i
Missionsforeningerne? Jeg tror ganske vist med „en Landsprest", og takker ham
for hans Udtalelser i denne Retning, at vi har brugbart og godt
nok Stof i vore forskjellige Missionsorganer og anden religiøs
Literatur „baade for Aand og for Hjerte", men naar saa meget
af dette Forelæsningsstof streifer vore egne hjemlige Forhold,
for Eksempel Barneopdragelsen, Ungdommens Behandling,
Afholdssagen, Sygepleien osv. osv., da synes det mig, at det især
paa Landsbygden, hvor Forholdene forbyder Kvinderne jevnlige
selskabelige og andre Sammenkomster, kunde være gavnligt iblandt
at tage en liden Sviptur ind paa nævnte og lignende Enemærker.
Der maatte da af Bestyrelsen passes nøie paa at man ikke
forvildede sig bort fra Sammenkomstens egentlige Formaal.
Det tredie Spørgsmaal blir: Greier ikke Kvindeforeningerne
sine egne Sager nutildags uden Overformyndere af Prest eller
Emisær? De fleste vil vistnok her svare „jo", men lægge til,
at baade er det hyggeligt og nyttigt i mange Tilfælde at kunne
raadspørge sine mandlige Venner.
Hvorledes skal man gjøre vore Kvindeforeninger i bedste
Forstand „opbyggelige" og tiltrækkende baade for den mere
intelligente og den jevne Lands- eller Bykvinde? Jeg maa svare
med „Evas" Ord. Først og fremst hver eneste en af os „ved
at lade vor Aand gjennemtrænge af Guds Aand«, ved at være
flittige Kirkegjængere og Gjæster ved Nadverdbordet (Jeg
forudsætter at den, som har meldt sig ind i en Forening med
kristeligt Formaal, ogsaa af Hjertet ønsker at være en Kristen) og
idet hele taget ikke lukke hverken Øine eller Øren for hvad
stort og skjønt, der møder os paa Vandringen i Livet; og endelig
— ikke paa ægte gammel, norsk Muldvarpevis grave os ned saa
dybt vi bare kan med vort lille betroede Pund, men aagre med
det paa bedste Maade. En Foreningsbestyrelse burde vælges
ikke alene efter dens Administrations-Dygtighed ved Bazarer og
ellers, men ogsaa efter dens aandelige Kvalifikationer, saasom
Selvstændighed, klart Omdømme, Evne til at holde Interessen
for Sagen vaagen, Evne til ogsaa at kunne stimulere Foreningens
øvrige Medlemmer mod høiere Interesser, der hvor de ligger
nede. Saaledes burde det efter Tur paahvile Foreningens
Medlemmer at foreslaa Emner for Diskussion, (Bibelsprog eller et
og andet vedrørende Missionssagen,) som da burde optage den
Tid, der levnes fra Oplæsningen af Missionsefterretninger og
anden passende Literatur. Vistnok maa der en liden Indøvelse
til for at faa Fart i en saadan Samtale. Der skal baade et vist
Mod og Ydmyghed til, som det saa vakkert er sagt: „Utvungent
at frembære og tilbyde Gud og Mennesker den Frugt i Blad, i
Knop, i Blomst, som man Tid efter Tid formaar at give". —
Men det vilde nok gaa efterhvert, ifølge Udviklingens Lov, saa
selv de mest blyge vænnede sig til at høre sin egen Stemme.
Sikkert vilde det bringe Liv til Møderne og muligens blive
Spore til en jevn Fremmoden, hvad det mangen Gang er smaat
med. — En uafviselig Pligt maatte det være for Bestyrelsen at
begynde og slutte Mødet med Andagt, naar ikke Prest eller
Emissær var tilstede. Det kan ske saa ligetil ved et Par
Salmevers, et Bibelstykke og et inderligt »Fader vor«, om man ikke
drister sig til en længere Bøn. —
Glædéligt om denne nu paagaaende Meningsudveksling vilde
vise sig frugtbringende for vore Kvindeforeninger!
IX.
Letta tilegnet.
Der er en Del i, hvad De siger; men det er nu aldeles ikke
slig i alle Kvindeforeninger. Jeg har tilbragt omtrent min hele
Tid paa Landet og kan saaledes tale af Erfaring og det fra
forskjellige Kanter af Landet. Netop fordi Missionen er et Felt,
hvor alle kan mødes i en Bygd, har Kvindeforeningerne sin
Betydning. Her i vor Bygd har vi nu faat fast leiet Lokale, hvor
man kommer sammen, og herved har vor Forening faat et godt
Stød fremad. Da Møderne holdtes rundt i Husene, var der meget
overflødig Beværtning, idet den ene vilde overgaa den anden.
Nu er Anledningen dertil fjernet, og man samles i al Gemytlig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
