Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 31. Lørdag 5. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308
URD
Hvad skulde han gjøre? For første Gang efter flere Dages
Forløb gjorde han sig atter dette Spørsmaal. Farens Brev laa
endnu foran ham. Han lagde det sammen og tilføiede disse
Ord: Jeg har intet videre at sige. Pengene kan jeg desværre
ikke straks udbetale; det skal være min eneste Livsopgave at
afgjøre denne Gjæld i den kortest mulige Tid.
Derpaa kom han i Tanker om, at han havde glemt at sende
Melding om Lores Død, og han tilføiede derfor: Lore er for
fire Dage siden død her paa Weynitz. Alt er forbi ! Modtag
for sidste Gang en Hilsen fra en Mand der har handlet som en
Usling ligeoverfor Dem, idet han er Familiens Forbillede tro!
Hermann von Weynitz.
Udstødende et dybt Suk reiste han sig og traadte hen til
Vinduet, udenfor hvilket Maanen kastede et blaaligt Lys henover
Sneen, mellem Trærne. Han grebes af en ubetvingelig /Trang til
at komme ud i den tause Natur, i den vinterlige Nat, og
efter Bevægelse. Hurtig trykkede han sin Jagthat paa Hodet og
ilede ud.
Hvor længe han havde stormet fremad gjennem Sneen,
gjennem Skogen og henover den øde, trøstesløse Hede, det vidste
han ikke. Som i en Drøm kom han tilbage til Hjemmets Dør.
— Den unge Herre er der inde, hviskede Johan til ham, da
han var kommet ind i Forstuen.
— Hvilken ung Herre?
— Legationsraaden!
— Det er godt! Er han paa mit Værelse?
— Javel, naadige Herre.
Hans Lemmer var tunge som Bly, da han gik opad Trappen;
men det maatte saa være! For sidste Gang!
Ved hans Indtrædelse reiste en Mand sig op fra Sofaen —
Goddag Hermann. Hu, hvilken Kulde, den gaar gjennem Marv
og Ben !
Hermann stirrede maalløs paa Brunos Ansigt. Var dette
hans Bror — denne bøiede Mand med de nedhængende Skuldre
og det glansløse Blik.
— Vil du ikke give mig Haanden, Hermann?
— Nei.
— Aldrig mere?
— Nei.
Bruno brød ud i en lav, uhyggelig Latter. Ja, ja, du har
Bet! Jeg burde aldrig henvendt mig til dig, heller dø end det.
Men Lore vilde det endelig. — Her, og han trak en Kuffert frem
og forsøgte længe forgjæves med de af Kulden stivnede Fingre
at sætte Nøglen ind i Laasen. Endelig lykkedes det. — Her, se
her! Det raslede under hans Hænder i Kufferten, og
Guldstykkerne rullede ud. Ser du her, her er gode Statspapirer! Mere,
ja meget mere* end min Gjæld beløb sig til! Han rev nogle
Papirer ud og kastede dem paa Bordet.
— Hvorfra har du de Penge? raabte Hermann og greb
Broren saa haardt om Skuldren at denne frygtsom trak sig tilbage.
— Ja, ja, Hermann — idag mig, imorgen dig! Jeg kommer
fra Monaco, de treti tusind Mark har hurtig baaret Renter —
alt er ærlig erhvervet.
— Ærlig erhvervet! stønnede Hermann, idet han følte en
usigelig Væmmelse stige op i sit Bryst.
— Jeg havde endnu en Uges Tid igjen, da Pengene kom fra
dig. Min Ære var vistnok reddet — —
— Din Ære, Bruno?
— Ja — nei — men det er det samme! Gjerne for mig,
din og Familiens Ære! Men hvad hjalp det saa mig? Viviide
dog ikke sulte, du, Lore og Barnet. Da for lynsnart den
reddende Tanke gjennem mit Hode: til Monaco! Der kom en
feberagtig Glans i hans Øine, og hans Fingre krummede sig
uvilkaarlig.
— A — og jeg vandt, vandt bestandig, uden Ophør!
— Og hvis du havde tabt?
— Da havde jeg skudt mig en Kugle gjennem Panden!
— Da havde du skudt dig en Kugle gjennem Panden?
Ha, ha, ha! og Hermann brød ud i en spøgelseagtig, grufuld
Latter.
Bruno nikkede taus, saa indtraadte der en Stund
fuldstændig Stilhed.
— Og de Syndepenge skal redde os? Med et hurtigt Greb
rev Hermann Papirerne til sig og gik hen til Kaminen, mens
Bruno fulgte Brorens*Bevægelser med Øinene. Allerede hævede
denne Armen mod den knitrende opslikkende Flamme.
— Er du afsindig? og Bruno stod med et Sprang tæt ved
Broren og omklamrede hans Haandled med vild Energi. Hermann
saa paa ham fra Siden af med et eiendommeligt Udtryk i
Øinene. Ja, du har Bet! Du vil vedblive at leve! Vent. Han
aabnede Pakken og begyndte at tælle Papirerne.
Saa, her - treti tusind Mark! Der — det Øvrige kan du
beholde! Denne Sum skal anvendes til at afbetale en hæslig
Gjæld vor Far havde gjort.
— Hvad taler du om? spurte den yngre Bror usikkert.
— Nu ja, han har som ung bedraget en Person for denne
Sum. Kun en Svaghed, en liden Svaghed — du ved det hos os
ligger til Familien —
— Det forstaar jeg ikke.
— Det er«heller ikke nødvendigt.
Med sin klare Barnestemme raabte lille Edgar udenfor i
Gangen: Lad mig komme ind — jeg vil til Papa! Papa! Papa!
Bruno sprang hen til Døren, men Brorens høire Haand
faldt tungt ned paa hans Skulder. Lad være! Hermann gik
selv hen til Døren og raabte ud:
— Gaa tilsengs, Edgar! Din Far kan ikke se dig idag, han
er allerede gaat for at lægge sig.
— Ligesom Mama? spurte Barnet udenfor, mens Hermann
lukkede Døren uden at svare.
— Hvor er Lore? spurte Bruno, idet han viljeløs gav efter.
Hermann vendte sig om med et Byk og stirrede forfærdet
paa Broren. — Var du ikke indom Brüssel ? Har du ikke faat
mit Brev?
— Nei, jeg reiste lige fra Monaco hertil, har kun i Paris
omsat Papirerne i Penge. Men hvorfor ser du saaledes paa mig
— er hun ikke frisk?
— Ak jo, hun har det godt! svarte Hermann dæmpet.
— Hvis du vil opsøge hende — hun hviler ved Siden af
din Mor!
Der lød en rallende, kval fuld Stønnen gjennem Værelset, og
kraftesløs sank Bruno ned i en Lænestol. Hvorledes døde hun ?
spurte han endelig hæst.
— Rolig og fredelig.
— Har jeg myrdet hende?
Der kom intet Svar.
— Talte hun om mig? Ønskede hun ikke at se mig endnu
engang ?
— Nei. Hun har betroet mig eders Barn, mig — ikke dig !
— Hermann, skreg Bruno og sprang op. Barnet tilhører
mig! Ingen anden har Ret til det.
— Dig, Spilleren, Falskneren, tilhører det? lød Svaret
ubarmhjertig! Bruno sank sammen som truffet af et Dolkestik, og
Hermann overfaldtes næsten af Medlidenhed ved Synet af den
sammensunkne Skikkelse.
— Lad det nu være nok, Bruno, gaa — du har ikke længer
noget Hjem her! Tag Pengene! Har du indlevert din
Afskedsansøgning?
— Nei, endnu ikke.
— Saa gjør det her, nu straks.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
