Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. Lørdag 12. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
URD
Peggy, det er et sjeldent Navn, rent enestaaende, og det høres
saa hyggeligt."
De var begge meget glad i Peggy. Hun var Husets Støtte i
alle huslige Anliggender — det vilde faldt sammen, hvis ikke
hun havde været, og Barnet — det er virkelig aldeles umuligt
at vide, hvad der kunde have hændt Barnet, havde ikke Peggy
passet det!
Hver Torsdag Morgen saa Larrie til Barnet. Idag var det
Torsdag, og Peggy udførte sit sedvanlige Arbeide med at
skure de bare Trægulve i Soveværelserne. Baade Larrie og
Dot hadede Tepper.
Larrie røg sin tredje Pibe efter Frokosten og spaserede op
og ned paa den ene Side af Verandaen. Han vilde gjerne gaat
helt rundt, men saa skulde han jo se til Barnet. Det laa i en
Hængekøie paa en Masse Puder og stirrede med et tilfreds Blik
ud i Verden, som viste sig for det gjennem en Aabning mellem
Slyngroserne. De smaa fine Kinder var rosenrøde efter Søvnen,
og det bløde, guldgule Haar var bustet og krøllet efter
Morgenbadet. Baby havde ualmindelig meget Haar, og Dots Stolthed
over dette var tilgivelig; thi næsten alle Smaabarn af hendes
Bekjendtskab var skaldede.
Har De nogensinde kysset et lidet Barns Nakke? Findes
der vel noget saa varmt, hvidt og fløilsblødt? Dots Barn var
visselig over al Beskrivelse deilig. Munden var rosenrød og
smukt buet. Undertiden satte den store, vaade Pletter paa Dots
Kinder, og hun pleiede at sige til Larrie, at det var Babys Maade
at kysse paa.
Saadanne merkelig tankefulde Øine, som Baby havdel
mørke-blaa og meget alvorlige. Der havde været Øieblikke, da Larrie
følte, han vilde give sin Sjæl for at vide, hvad hans lille Barn
tænkte paa.
Viste man det en smuk Blomst, en lavt hængende Sølvmaane,
et Billede eller noget andet med lysende Farver, syntes Barnet
at se langt forbi disse Ting, og smilte paa en sød, fin Maade,
fordi det saa noget langt skjønnere.
Babys Hænder — ja maaske de var lig de fleste andre
Smaa-barns Hænder — men hverken Dot, Larrie, Peggy eller
Bedstemama vilde nogensinde have indrømmet det. De lignede
Ind-siden af et krøllet Rosenblad, og naar de lukkede sig rundt ens
Finger, følte man, hvor underlig søde og fine og varme de var.
Fra det lange aabne Vindu hørtes Dots Sang. Barnet lyttede,
der det laa i Hængekøien. Larrie lyttede, medens han røgte,
skjønt halvt modstræbende.
Naar smaa Menneskesjæle fødes — lige idet de kommer til
os fra Sjælenes forunderlige Verden, faar de et Numer i Livets
Lotteri. Til et tusind smaa blinde Sjæle er der et halvt Dusin
store, gode Gaver. Ni Hundrede og fire og nitti trækker Nitter,
men seks kommer ned lil os velsignede og glade. Dot var en
af de seks. Hun havde vundet en Sangstemme. I Almindelighed
glædede Larrie sig derover.
Dog ikke denne Morgen. Han havde i den sidste Tid grublet
over Dots Mangler, og han ønskede næsten, at hun havde været
blandt de ni Hundrede og fire og nitti. Havde ikke hun havt
sin Sangstemme, kunde han have spaseret paa alle fire Sider
af Verandaen. Tanken vandrede videre.
„Dot!" kaldte han med Stentorstemme.
Kun Toner svarede ham. Hun sang en trillende,
vidunderlig skjøn Sang af Schubert; den passede til den varme, milde
Luft udenfor, til Fuglenes Kvidren og Løvets sagte Susen.
„Dot!" raabte han paany.
Hun ståk sit krøllede lille Hode ud mellem Gardinerne.
„Vel, Larriken?" sagde hun.
„Kom og pas Barnet", sagde han kort. „Jeg vil gjerne røge
min Pibe".
„Baby har ikke noget mod Tobak. Har du vel Smaaen?"
sagde hun, idet hun gik hen til Hængekøien. „Aa, Larrie, se,
hvor vondt han ligger! Du er rigtig en god en til at se efter
ham! og hvor er Trøsteren hans? han vil snart ikke ha noget
igjen af Tommelfingeren sin!"
„Jeg kastede den bort", svarede Larrie. „Al den
Guttaperkaen kan ikke være sund for ham; jeg agter ikke at lade ham
faa den".
„Taabeligt!" sagde hun. Saa kyssede hun Barnet, kjælte
for det og lagde det derpaa ned igjen.
„Hvorfor kaldte du paa mig?" spurgte hun. „Jeg morede
mig netop saa glimrende". Hendes Øine havde endnu et
aands-fraværende Udtryk.
„Han har det jo bare godt og vel her, og det er din Tur at
passe ham, Larrie. Jeg gik paa Gulvet med ham en hel Time
inat".
(Forts.)
Udstillingen for Sygepleie i Berlin
iaar var i høi Grad baade lærerig og interessant. Thi
her flk man med engang et klart Overblik over
hvilke Hjælpe- og Helbredelsesmidder, der nutildags
letter baade Arbeidet for Lægen og „Tilværelsen"
for den Syge. Tænk Dem Urd! her spaserte vi
gjennem Sygeværelser, en Liggehalle for Lungesyge
og en Hospitalssal med komplet Udstyr af alle
tænkelige Brugsgjenstande, og i Sengene laa der
legems-store Figurer, som i dobbelt Forstand passiv,
representerte Patienterne. Selv Funktionærerne stod der i
tilsyneladende travl Virksomhed, baade Læger,
mandlige og kvindelige Sygepleiere, Portører, osv. hver i
sine særegne Arbeidsdragter.
Studerer man Forholdene lidt nøiere, forstaar
man, at den Syges „Komfort" selvfølgelig paa mange
Punkter maa være afhængig af den Enkeltes
Pengemidler, men at Sygepleien paa andre Omraader
derimod stiller uafvigelige Krav. Specielt gjælder
dette Værelset selv, der maa være rum mel i gt, 1 et
at lufte, let at gjøre rent. Firmaet H. Jordan
i Berlin har paa en meget illustrerende Maade vist,
hvor forskjelligt 3 Sygeværelser kan indredes; og
dog ser man Hygienens røde Traad igjennem det
høist uensartede Udstyr i disse 3 Værelser, der ligger
Side om Side paa Udstillingen.
Først kommer vi til en yderst tarvelig, men
renslig og ordentlig holdt Stue i et Arbeiderhjem.
Konen er syg og passes af en Diakonisse. I Vuggen
ligger et Spædbarn og sover; en sammenslaaet Seng
ved den ene Væg fortæller at Familjen allerede har
flere Børn. Intet Støv under de høibenede Senge,
hvor denne dygtige Kone ikke heller har
„Putter-kammer". „Slaget" er taget af Væguhret, rene
hvide Gardiner er fæstet over Vinduerne, paa Bordet
en Buket Blomster. Den frie Plads midt paa Gulvet
gjør Stuen næsten rummelig. Hvor lyst og
hyggeligt ser ikke alt ud herinde! — Saa gaar vi ind til
en „borgerlig" Familje, hvor Manden er syg og pleies
af sin Hustru. Det hele Stel er præget af en hvis
Velstand. Friskt Vand og Medicinflasker staar paa
Natbordet, mens Blomster og Fotografiportræter er
stillet i Rækkevidde. Fra det blaarudede
Dyneovertræk hos Arbeideren er vi nu naaet til det hvide
Dynetræk hos den mer Bemidlede, for i 3die
Sygeværelse at finde et Sengeudstyr af rød Silke og de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
