Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 19. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324
URD
hun lærte at se Guds Haand som den røde Traad
der gaar gjennem hvert Menneskes Liv, og det var
gjennem Sorgen hun lærte at tænke paa andre, og
at gjøre alt for at hjælpe dem som lider og er i
Nød. Den Lektie hun lærte i sin tidligste Barndom
glemte hun aldrig, og mange er de som har
velsignet den medfølende Dronning-Forfatterinde, der
trøstede dem i deres Sorg og hjalp dem da de var
stedt i Nød.
Hendes Forældre lærte hende ogsaa tidlig at
være god mod de Fattige. Og saa naturlig blev det
hende at ofre alt for andre, at hun mangen Gang
bad sine Forældre om at maatte faa tage af sig sine
egne Klæder og give dem til et eller andet fattigt fillete
Barn som hun havde truffet i Nærheden af Slottet.
I 1850 drog Fyrsten og Fyrstinden af Wied til
Bonn med sin yngste Søn. De andre Børn fulgte
med, og de Maaneder de tilbragte her var den lille
Elisabeth meget sammen med Forfatteren Ernst
Arndt, som var meget begeistret for den begavede
lille Prinsesse der aldrig blev træt af at høre ham
foredrage sine patriotiske Digte.
To Aar senere reiste Fyrstinden af Wied til Paris
for der at konsulere en Læge; Reisen lykkedes over
al Forventning, og hun vendte hjem fuldstændig
helbredet.
Prinsesse Elisabeth havde imens været sin lille
Brors Sygepleierske og sin Fars Kamerat og Sekretær.
Hans „Das Unbewüsste Geistes Leben und die
Gött-liche Offenbarung" fuldendtes i denne Tid, og
Elisabeth var ham stadig behjælpelig med hans
Arbeide.
Prins Otto var af et meget blødt Gemyt og bar
sine Lidelser med stor Taalmodighed. Han var
ogsaa usædvanlig begavet og havde en aldeles
glimrende Hukommelse. Han døde i Februar 1862 12
Aar gammel, efter ubeskrivelige Lidelser, og hans
Forældre og Søster kunde kun være taknemmelige
for at den tunge og lange Prøvelse var over.
Erindringen om Brorens Lidelser og
Taalmodighed har siden altid været præget i Søsterens Sjæl,
og da hun selv senere blev angrebet af en Sygdom
af hvilken hun aldrig mere troede at skulle reise
sig, skrev hun en rørende Beretning om sin lille
Brors Liv, en Beretning der er udsprunget af Carmen
Sylvas dybeste og inderste Tankeliv. Det er et Værk
som er saa udmerket, at ingen Lidende kan læse
det uden at føie sig trøstet og styrket.
Den unge Prinsesse vokste op i den herligste
Natur. Hendes Vinterhjem laa ved Rhinens
Bredder; hendes Sommerresidens i Skogene ved
Taunusbjergene, — Egne til hvilke de mest
romantiske Legender knytter sig. Dronningen omfatter
endnu sit gamle Hjem med den dybeste Kjærlighed
og taler om „Fader Rhinen" og de vidunderlige Skoge
ved hendes Barndomshjem som hendes ældste og
kjæreste Venner.
En af hendes første Lærerinder var Fräulein
Lavater, en Niece af den berømte Professor af samme
Navn, og det var af hende Prinsessen først lærte at
interessere sig for de mange Legender der er knyttet
til Rhinlandene. Hendes kjæreste Fornøielse i de
lange Vinteraftener blev nu at lytte til Guvernantens
skjønne og romantiske Historier om Landene paa
begge Sider af „Fader Rhinen".
Prinsessen og hendes Brødre blev opdraget meget
strengt; foruden sine Lektier maatte de ogsaa lære
at arbeide med sine Hænder. De fik sine egne Haver,
hvor de maatte udføre alt Arbeide, ja Prinsesse
Elisabeth lærte endog at melke, kjerne, yste og alt
andet tænkeligt praktisk Arbeide.
Fyrsten og Fyrstinden af Wied vaagede selv med
den største Omhu over sine Børns Opdragelse og
havde dem altid hos sig. Prinsesse Elisabeth blev
snart sin Mors intime Veninde, og da Aldersforskjellen
ikke var saa svært stor, saa de mere ud som to
Søstre end som Mor og Datter.
Hver Søndag Morgen efter Frokost maatte den
lille Elisabeth og hendes Brødre foredrage et Digt
for sine Forældre. Valget af Forfatter og Sprog var
ganske overladt til Børnene selv, der paa denne
Maade blev vel bevandret i Literaturen. Skjønt
Elisabeth beherskede det franske Sprog til
Fuldkommenhed og altid interesserte sig for meget af den
franske Literatur, og særlig da for de historiske
Værker, var hun en afgjort Modstander af de franske
Digte.
(Forts.)
Et Ægteskab.
Af
Et hel jTurn er.
Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
II.
,un vilde til at gaa ind igjen.
„Bliv her, naar jeg siger det", sagde han i en
} fortrædelig Tone.
Dot sendte ham et forundret Blik.
„Du glemmer dig selv, Larrie!" sagde hun
mildt.
Dermed gik hun ind og begyndte at spille en af
Mendel-sohns stille og yndige. Melodier. Men hun tog den i et noget
for hurtigt Tempo. Larrie afbrød .hende, fordi han var i
daarligt Humør. Han kom bag paa hende og løftede hendes Hænder
op fra Tangenterne.
„Gaa straks paa Minutet ud og pas Barnet!"
Det vrede Glimt i hans Øine gjenspeiledes straks i hendes.
„Hvor tør du tale saaledes til mig!" sagde hun.
„Gaa og pas Barnet!" gjentog Larrie.
Dot slog an en stormende Akkord og hævede sin høire
Haand til et brilliant Løb. Men Larrie løftede hende op, førte
hende ud paa Verandaen og satte hende ned lige ved Siden af
Hængekøien. Derpaa gik han ind og lukkede Døren efter sig.
Imidlertid havde hun løbet rundt gjennem Spisestuen, og
da holdt han paa at laase Pianoet.
„Hvor tør du vove!" sagde Dot i en heftig Tone. „Mit
Piano! giv mig Nøglen øieblikkelig !"
„Gaa og pas Barnet!" sagde han. Han bøiede sig lidt, fordi
Nøglen sad fast; den havde aldrig været brugt, og hans Hode
var omtrent jevnt med Laaget.
Det næste Minut stod han næsten stiv af Forbauselse. Dot
havde tildelt nam et heftigt Slag paa Øret og flygtede nu ud af
Værelset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
