Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 19. August 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
327
En Aften passi ar.
Kjøbenhavn.
a, det er saamænd mig der styrer det Hele,
for min Mor hun synes hun er for gammel
t^v. nu. Skjønt det er en stor Gaard — vi har
jo 80 Kjør — saa falder det mig ikke svært,
for jeg har jo været vant til det fra lille, og
jeg synes om at have saa mange Tjenere og
Hus-mandsfolk, saa har man nogen at tage sig af!
Vi har det saamænd godt paa vor lille 0. Der
er saadanne gammeldagse Forhold, ingen Socialister.
Og der er slet ikke ensomt, naar man har nok at
tage vare. Vi bor jo nær Landsbyen, hvor jeg
kjender hvert Menneske — ja lige til deres Heste
og Hunde.
Jeg fik jo engang Lyst til at se mig lidt om i
Verden, og saa indrykkede jeg et Avertissement i en
Avis. Jeg vilde jo betale lidt for mig og ellers være til
Hjælp. Og jeg fik ogsaa en Plads hos et Par gamle
Folk. Men det var jo rigtignok en stor Begivenhed
hjemme, da jeg skulde reise.
„Ak Misse," siger min Mor til mig, da jeg
pakker ind, „hvor din Far dog skal være glad, naar du
pakker din Kuffert ud igjen! For han tror nu, at
du faar Difterith derinde i Kjøbenhavn, og saa
kommer du paa Hospitalet, og saa dør du."
„Ih bevares lille Mor!" siger jeg. „Saa
forskrækkeligt gaar dét dog vel ikke!"
Jeg var rigtignok heldig, jeg kom til saadanne
elskværdige Folk. Der var jo rigtignok meget at
gjøre. To Gange om Ugen havde vi Middagsselskab.
Naar vi havde havt et Selskab, saa sagde Tante —
det kaldte vi hende jo — „Hvad skal vi dog gjøre
med alle de Levninger, Misse ? Vi maa holde et
Selskab til!"
Hver Søndag kom deres Slægt og Venner paa
Visit, og da blev de trakteret med Vin og Kjæx.
Onkel var saa glad i Mennesker.
„Her har været faa idag!" sagde han tidt, men
jeg syntes saamænd ikke, at det havde været faa.
Det havde været Meningen, at jeg kun skulde
været der et Aar, men ved den Tid døde Onkel, og
saa vilde jeg jo ikke forlade Tante, naar hun havde
det saa trist. For de havde holdt voldsomt af
hinanden de to.
Tante syntes jo, at hun maatte sælge en
Samling af sjeldne og antike Ting, som hun havde.
Det var et helt Kabinet fuldt — jeg havde saamænd
været kjed nok af at tørre Støv af det altsammen.
Vi averterede, og saa solgte vi det selv. Men hun
syntes jo, det var leit at skille sig ved de Ting, som
de to havde samlet.
„Gaa dog ind," siger jeg en Dag] til hende.
„Folk har ikke Lyst til at kjøbe, naar du ser saa
bedrøvet ud."
Saa kom der en Herre, som blev helt forelsket
i et lille Skab og spurgte om Prisen paa det.
„36 Kroner," siger jeg, men det var en Feiltagelse.
„Det er dyrt," siger han.
„Men det er jo antikt," siger jeg. Jeg vidste
Skam ikke bedre.
„Der er ogsaa en Sprek i det," siger han.
„Det er, fordi det er saa antikt, saa det skader
ikke," siger jeg.
Ja, han kjøbte det jo.
Saa gaar jeg glad ind til Tante og siger, at jeg
har solgt det lille Skab for 36 Kr.
„Men Misse, Misse, hvad har du dog gjort!"
siger hun. „Det Skab var taxeret til 15 Kr!"
„Hvorledes kunde saa det Fæhoved give 36 for
det?" siger jeg.
Men det var der nu ikke noget at gjøre ved.
Han var gaaet og vi kjendte ham ikke.
Jeg var jo ogsaa i Kjøbenhavn senere i Besøg
hos min Kusine og hendes Mand. Men De kan
tænke Dem, en Morgen kom der saadan Uro over
mig, og jeg siger til min Kusine, at jeg maa reise
hjem strax.
„Hvorfor vil du dog reise, Misse?" siger hun.
„Morer du dig ikke?"
„Jo, jeg morer mig saamænd altid," siger jeg.
„Men nu har jeg en Følelse af, at der forestaar,
noget alvorligt hjemme."
Paa hele Reisen hjem talte jeg næsten ikke,
saadan var jeg tilmode! Og det er ikke ret ofte,
at jeg tier. Naar jeg ikke taler, siger de hjemme:
„Er du syg, Misse?"
Og da er jeg rigtignok ogsaa syg!
Saa ængstelig var jeg, at jeg telefonerede hjem,
strax jeg var kommet iland og spurgte om det stod
vel til. De svarede, at alt var vel. Men paa Veien
hjem møder jeg en at vore Karle som kjører efter
Doktoren. Min Far havde faaet Slag. Han levede
kun Aaret ud.
Nu kan jeg jo ikke godt komme fra uden for
nogle Dage. Og vi har det godt, hvor vi er. Det
er saa fredeligt og idyllisk hos os. Vi blev jo
lidt opskræmt efter det Mord paa to gamle Folk
ivaares. Vi havde jo aldrig kunnet tro, at saadant
kunde hænde hos os. Det var nu heller ikke en af
vore egne, der gjorde det.
De kan tænke, det var saa underligt: en Morgen
kommer en af vore Husmandskoner og siger til os :
„Ak, jeg er helt syg — jeg har mødt et Menneske
med et saa skrækkeligt Blik."
Og siden om Dagen siger hun det ogsaa til
andre: „Jeg kan ikke glemme det Menneske jeg
mødte imorges. Han saa paa mig, og hans Blik
var saa skrækkeligt, det var som han havde begaaet
den forfærdeligste Forbrydelse."
Saa faar vi høre næste Dag, at to gamle Folk,
som bor alene paa sin lille Gaard, er fundet
myrdede. Jeg reiste strax derud. Saadant noget maa
man dog se.
Morderen havde slaaet itu en Rude og krøbet
ind gjennem Vinduet. Han havde taget en Kølle
og med den havde han slaaet til Manden i Hovedet.
Konen havde værget for sig med Haanden, kunde
man se. Det var et skrækkeligt Syn — jeg sov jo
ikke den Nat.
Morderen havde sat den blodbestænkte Kølle
tilbage paa sin Plads. Penge havde han dog ikke
fundet. De stakkels Folk havde nylig solgt en Ko,
men Pengene for den havde de gjemt i et gammelt
bornholmsk Uhr, som Skikken ofte er paa Landet.
Det blev jo fortalt, hvad vor Husmandskone
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
