345 (Urd / 3. Aarg. 1899)

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 35. Lørdag 2. September 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

URD

345

Haardnakket Taushed–Graaden sad mig i Halsen;
Regnen var nær. Da hævede min hæderlige Kamerat Hovedet og
sagde halv forlegen halv trodsig: —

„Jeg hviskede ikke for at hjælpe, jeg kom blot til at sige:
det er akkurat Mamas Ord, naar vi skal have Selskab, — hun
siger som Scrooge, kan vi ikke tage alle med én Gang, saa er
det overstaaet."

— Midt igjennem Taarerne kunde jeg se. at Hals var en
liden Smule forbløffet; han pleiede at være Gjest i de Selskaber,
tror jeg.

Vi havde mange flinke Lærere paa Nissens Skole, det er
vist, men Mage til Hals i at kunne drive frem hurtigt og dog
grundigt, har der vel neppe været. — — Det gik dygtigt tilbage
med Regningen, efter at han havde forladt os for at blive
Skolebestyrer i Sarpsborg, det var vi alle enige om. Dette Fag
kom først op igjen, da vi fik til Regnelærer den kvikke, unge
Løitnant med de smaa spillende Øine; han formaaede igjen at
holde Disciplinens Tømmer stramt og samtidig tvinge alle til at
følge med. Han var besynderlig vennesæl og vindende, og vi
underordnede os saa gjerne, naar Løitnant Nyquist befalede
noget. — Ogsaa han er vandret bort til Skyggernes Land efter
først at have opnaaet Ære og Paaskjønnelse — han var jo General
da han døde.

Kun yderst faa af vore Lærere er endnu ilive, og dog staar
de lyslevende for vort indre Øie, ikke sandt? — Husker du
engang, ti ganske uventet flk en ny Lærer, det var i Fysik og
Naturhistorie. Vi havde bestemt ønsket at faa Keyser til Lærer
i Fysik og var paa Forhaand unaadig stemte mod den
Bergkandidat, som Nissen ledsagede ind i vor Klasse og saa lod alene
med os. Vi var oplagte til at være uskikkelige Unger mod ham.
Han var liden og undersætsig, havde et stort Hoved og var
næsten aldeles skaldet, skjønt han var en ung Mand. Han stod
ved Kathedret, bladede lidt i Læsebogen og tog saa straks til at
tegne forskjellige Figurer paa Vægtavlen, hvorefter han som til
en Indledning holdt et kort Foredrag paa bredt Trøndermaal. —
Mens han talte, holdt han Øinene omtrent lukkede. Vi syntes,
det var en umaadelig snurrig Person og var ganske optagne af
de talende Miner og Smil, vi tilsendte hverandre. Dette var jo
langt morsommere, end at følge med i hvad den nye Lærer
gjennemgik. Mens han talte, hviskede en af de kjækkeste Smaapiger
halvhøit:

„Ved du, hvorfor Hanen lukker Øinene, naar den galer ?
Det er, fordi den har lært Lektien sin udenad".

Vi besvarede desværre denne Udtalelse med en plebejisk
Fnisen. De halvlukkede Øine aabnede sig roligt og sendte et
forbauset Blik ud over Klassen. Læreren skjændte ikke, han
bare pegte paa hende, der havde sammenlignet ham med Hanen,
og sagde:

„Kom hid, du Piga mi, og gjentag hvad jeg har lært Jer
om disse tegnede Kar. Naa, husker du ikke det". — „End det
der da med den besynderlige Skabelon?" — Han gav sig ikke,

før han allerede i denne første Time havde lært os noget–

og hvor meget lærte han os ikke senere ! Det var vist første

og sidste Gang, vi prøvede paa at være uartige mod ham–

den senere saa anseede Professor Hartvig Christie, hvis livfulde
og originale Undervisningsmethode snart blev vor store Fryd.

Hvilken Hærskare af Erindringer, der vælder ind over mig,
naar jeg nu sidder og tænker tilbage paa Skoledagenes lyse
Billeder. Hvis vi sad sammen, du og jeg, blev vi vel aldrig
færdige med at sige: Nei husker du det — — og det — og
detl — Skulde jeg fæste paa Papiret alt, hvad der rinder mig
ihu, saa fik dette Brev ingen Ende. Vi var lykkelige i Skoletiden,
gode Kamerater og prægtige Lærere havde vi ! Tænk Hartvig
Lassen i Norsk! og Behrens i Sang, og mange andre. Gid jeg
fra mit landlige Hjem kunde lægge Blomster paa de kjære Grave
paa Jubilæumsdagen! Et faafængt Ønske! Kun i Fantasien kan
jeg flette en Mindekrans med Tak for alt det Gode, jeg i de

unge Aar modtog paa den kjære Skole af de uforglemmelige
Lærere.

Din

S.

Til gamle Klassekamerater.

Husker dere 6te Klasse? Det lyse, venlige Rum, hvor vi
tilbragte saa mange glade Timer! — Husker dere, hvorledes det
saa ud i gamle Dage. — To store, lange Borde, ved*hvilke vi
sad paa nogle morsomme, smaa, brune Stole. — Lærerinden
brugte meget ^sjelden at sidde paa Katederet. Hun sad gjerne
ved Enden af et af Bordene, og vi misundte altid dem, som sad
ved Bordenden og fik hende ved Siden af sig, og vi passede godt
paa, at det gik efter Tur, og at ingen blev forurettet.

Kan dere ikke se Frk. Arndt med sin store Kurv med
Haandarbeider sidde ved det lille Bord i Hjørnet ud mod
Voldgaden, og Frk. Hagerup komme rask ind ad Døren for at give
sin Time i Historie. Jeg kan se hende sidde der for Bordenden
i en blaagraa Kjole med det sirlige, glatte Haar over den kloge
Pande, med det livlige, interesserede Udtryk, naar hun fortalte
os Historie eller læste „Ivanhoe" for os. Hun stod for mig som
Indbegrebet af Klogskab. — Og hvilken Respekt jeg havde for
hende! Naar liun lagde Haanden paa min Skulder og nervøst
bevægede Fingrene, mens hun saa mig ind i Øinene, syntes jeg,
hun kunde læse mine inderste Tanker.

Og saa de morsomme Frikvarterer, naar Pauss legte „Buk"
med os i Skolegaarden. Da kjendte Jubelen ingen Grænser. —
Og Pauss’ Timer. — Hvor godt husker jeg ikke engang, jeg stod
paa Katederet og skulde fremsige „En Vildand svømmer stille’1.
Jeg blev saa rørt over Indholdet, at jeg begyndte at graate, og
Pauss kom hen til mig, lagde sin Haand ovenpaa min, saa saa
venlig paa mig og sagde: „Ja det er meget, som er sørgeligt i
Verden, men du skal ikke graate for det, der var nok en, som
tog sig af Ungerne", da følte jeg mig trøstet med engang,

— Og saa Behrens — den sidste Dag paa Skolen. — Vi
var ubeskrivelig vemodig stemt ved Tanken paa at skulle skilles
fra Lærerne og Kameraterne, om end Livet og Fremtiden laa
lokkende for os. — Da vi havde sunget „Glade Jul" for sidste
Gang, kom Behrens hen til os og sagde, at nu vilde han takke
os saa hjertelig for den Tid, vi havde været sammen, og sige,
at han altid havde været saa fornøiet med os, og at han vilde
savne os i Sangtimerne. — Tænk Behrens ! At han havde bryd
sig noget om os. — Vi som altid troede, han var saa vond, naar
han skar Ansigter og jamrede sig, naar vi sang altfor gyselig
falsk, — det bragte Bægeret til at flyde over, vi kunde gjerne
faldt ham om Halsen allesammen.

— Ja den kjære, gamle Skole. — Den er den bedste Skole
i Verden! Hemmeligheden ved den er, at vi følte, at vi blev
omfattet med Kjærlighed, og saa gav vi Kjærlighed igjen, og
Kjærligheden er den største Magt i Verden. —

— Og saa tilslut et Vers, som blev skrevet, da 8de Klasse
skulde begynde efter Ferien for mange Aar siden:

14 Dage efter Ferien.

Hurra for Skolen, det raaber jeg,
og Skam for den, som ei gjør det samme.
Ja du kan gaa hjem og lægge dig,
som knyr imod det mindste granne.
Ja Skolen er et Hjem for Fryd og Flid,
og gid jeg kunde gaa der al min Tid.
Der er nok faa,
som ønsker saa,

som ei har gaat paa Nissens Skole. A. W.

Det er ganske vist mange af Nissens Pigeskoles gamle Elever,
der i disse Dage, da Skolen feirer sit 50-Aars Jubilæum, opfrisker

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Tue Dec 12 12:27:51 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/urd/1899/0355.html

		Urd / 3. Aarg. 1899 / 345 (1897) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|