Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 35. Lørdag 2. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
U.RD
349
dag. Hun følte sig sikker paa, at han vilde sætte mere Pris
baade paa hende og sit Hjem, hvis han gjorde dette, og han saa
tilsyneladende sterk ud; der syntes ikke at være nogen Grund
til at han ikke skulde begynde at arbeide.
Det var denne Følelse, der havde faaet hende til at sige
dette om Forklædebaandet; Forklæde var ellers en Ting, hun
aldrig brugte. Larrie følte sig dybt saaret.
„Du er træt af mig; saa vidt er det allerede kommet,"
sagde han; men der var et Drag af saa dyb Smerte i hans
Stemme, at hun paa sin gamle impulsive Maade slog Armene
om hans Hals.
„Det var stygt af mig," sagde hun; „du maa naturligvis
være hjemme bestandig, hvis du vil. Tilgiv mig, Larrie!"
Og han tilgav hende snart, kyssede hende venlig og bad
hende ikke bryde sig om det. Men næste Dag havde han leiet
Kontor i Byen og faat en Mand til med hvide Bogstaver at
male „Laurence Armitage, Sagfører." Hvormeget hun end bad
ham, saa blev han nu ikke hjemme en eneste Dag, men tog
Forretningstoget Kl. 8 og kom hjem med Femtoget.
Han var tilsidst lig alle andre Ægtemænd, og Edens Have var
forvandlet til en liden Villa med en Stump Have rundt.
Men saa lang som Tiden faldt dem i Begyndelsen! Larrie
havde naturligvis i Ugevis intet at bestille. Han pleiede at sidde
paa sin ubekvemme Kurvstol, lægge de lange Ben op i
Vindus-karmen, røge og tænke halve Dagen. Eller ogsaa satte han en
Lap méd „Tilbage om ti Minuter" paa Døren og vandrede om
paa Gaden uden Maal og Med eller gik op paa Kontoret til
Bekjendte og misundte dem den travle Mine de havde.
Dot havde aldrig før trod, at Dagen havde saa mange
Timer. Baby sov en hel Del, holdt paa at faa Tænder, og var
derfor grætten og vanskelig at gjøre tilpas. Det Arbeide, hun
havde at gjøre i Huset, optog ikke lang Tid, og den lille Mor
syede saa meget for alle i Villaen, at der ikke blev noget
tilbage til Dot undtagen at fæste en Knap eller et Baand nu og
da. Hun besluttede at lade sin Stemme udfylde det tomme
Rum i hendes Liv — den var hendes eneste store Gave — lade
den uddanne rigtig meget og derefter — — men hun havde
ikke rigtig opgjort med sig selv, hvad dette „derefter" havde
at betyde. 1 The Red Road Country havde en liden Kirke paa
Toppen af en af Bakkerne, og Dot ledede Sangen som om det
Var en Selvfølge. Undertiden sang hun lange Solopartier, og da
syntes det stygge ladelignende Gudshus at blive forherliget.
Ofte kom Folk den lange Vei fra Kysten bare for at høre den
vakre, klare og glade Stemme til den lille Skikkelse i første
Række. Hun var ofte blevet anmodet om at synge med i
Koret i forskjellige store Kirker i Sydney, men der gik ingen Tog
om Søndagene, og Larrie vilde ikke have tomt Hus
Størsteparten af Dagen, fordi hans Hustru havde vakker Stemme.
Cortel indøvede Sangen hver Onsdag Eftermiddag, og Dot var
nu bestandig tilstede; for det første hjalp det hende at slaa
Tiden ihjel, og for det andet vilde hun have Sangen saa god
som mulig og følte, at hun rev de andre med, naar hun var
tilstede.
Landet deromkring er blevet berømt for sin sunde Luft
Folk som havde Land at sælge og et Par Hoteleiere averterte
„Sanatoriet i Ny syd Wales.« Doktorerne sendte imellem sine
Patienter did istedenfor til „De blaa Bjerge", og den rene Luft
mellem Gummitrærne virkede ofte vidunderlig godt.
Hr. Sullivan Wooster var sendt derop for en Maaneds Tid.
Han var en af de mest fremragende blandt de musikalske
Størrelser i Sydney, hvor han gav Undervisning, dirigerede
Konser-ter^ udførte sine egne Kompositioner paa Orgel eller Piano og
høstede megen Bos. Han havde nylig havt et Anfald af Pleurit
og var kommen til Red Road Country under sin Rekonvalesens,
da han ikke var at formaa til at drage længere bort. Det var
en Uge efter at han var kommet did, og Onsdag Han holdt
næsten paa at dø af Kjedsomhed; de mange Gummitrær blev
ham snart en ren Plage. Han havde taget Logi i et lidet Hus,
hvor der „ikke var Børn, men smuk Udsigt og Piano."
Men Husets Datter havde kunstneriske Tilbøieligheder, som
hun ønskede at vise, elskede Valser og havde et stort bustet
Pandehaar, saa Wooster altid var ræd for at finde Rester af det
i sine Puddinger. Den smukke Udsigt bestod af Høie og Dale.
Naturligvis var han mest paa den røde Vei. Da han denne
Aften hørte Stemmer fra den lille Kirke, gik han hen til Døren
bare for at have noget at gjøre. Saasnart han hørte Dols Stemme,
gik han ind og satte sig paa nederste Bænk til megen Fortrydelse
for et nervøst Medlem af Koret.
Efterat Timen var forbi, gik han bort og hilste paa
Prestefruen, som havde spillet Orgel. Han kjendte hende meget
godt; hun havde leiet Logi for ham og en og anden Gang
sendt ham Tomater eller en Flaske af hendes egen Appelsinvin
— en afskyelig Vin forresten.
Han spurgte efter hendes Mand, prjste Udsigten, troede at
Veiret vilde forandre sig, sagde intet bittert om Vertindens Datter
og tilbød sig at spille Orgel førstkommende Søndag. Saa bad
han om at blive presenteret for den unge Pige med den vakre
Stemme.
Et Kvarter efter vandrede han hjemover med Dot. Hendes
Bøger - hun havde tre — tjente ham som Paaskud, og desuden
havde han gaat den Vei, da han gik ind i Kirken. Hele Veien
talte de om Musik.
Dots Øine lyste, og hun talte ivrig. For en morsom, uventet
Oplevelse dette var!
Hun kjendte ham godt af Omtale, — det gjorde alle i
Sydney — og hun havde været paa hans Koncerter og spillede hans
Verker — nogle af hendes Veninder havde været hans Elever,
saa han var næsten som en gammel Ven, da de naaede Toppen
af den anden Bakke. Halvveis nede blev de opmerksomme paa,
at Skyer trak op, og da de naaede Porten, begyndte det at regne
sterkt. Dot betænkte sig ikke et Øieblik; hun vidste, at han
havde været syg og troede derfor, at han kanske ikke taalte at
blive gjennemvaad.
„De maa komme ind," sagde hun, „kom og vent til det
klarner." Dot gik foran ham opover Veien og sprang op paa
Verandaen, rystede Begndraaberne af de korte Krøller og pustede
sterkt efter den hurtige Marsch.
„For en yndig liden Pige," sagde han til sig selv, idet han
med største Glæde fulgte hende. Han havde aldrig tilbragt en
hyggeligere Time end den efterfølgende.
Hans kunstneriske Øie var henrykt over Ordningen af den
enkle lille Dagligstue; det var en sand Glæde for ham at spille
paa et virkelig godt Piano igjen — her var al den Slags Musik,
som gjør Jorden til en hyggelig Plet, og fremfor alt var her
denne henrivende unge Dame med de korte, bløde Krøller, de
store, straalende Øine og en aldeles vidunderlig Stemme. Aa !
for en herlig Time dette var!
De var begge straks gaat hen til Pianoet, ligesaa selvfølgeligt
som Anden gaar i Vandet; de forsøgte hele Sider af Operaer
sammen og gik to Gange igjennem Sangene bare for at have den
Fornøielse at synge.
Siden spillede hun noget af Bethoven, som hun aldrig før
havde fundet vakkert, saa spillede hun paa hans Bøn Stykke
efter Stykke, og han var forbauset over hendes gode Uddannelse.
Et Par Gange syntes han næsten, at det hele maatte være en
vakker Drøm, der vilde svinde, saasnart han vaagned Liggende
paa Knæ foran Nodehylden fandt han en Samling af ,,Faust’1
liggende aaben ved Juvelarier. Han holdt den ivrig op. „Lad
mig faa høre Dem i denne," sagde han, ,,De synger den
Dot nikked fornøief og satte Nodeheftet tilrette paa Pianoet,
mens han tog Plads ved Siden. Hun hostede lidt for at klare
Halsen. Men da reiste han sig op med et omsorgsfuldt Udtryk
i Ansigtet og lukkede straks Bogen.
„Der er „intet’’ saa strafværdigt som at overanstrenge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
