Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 9. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356
URD
havde baade før og efter sit Giftermaal levet saa stille i denne
ensomme Egn, at hun aldrig før havde havt Anledning til at faa
høre en kompetent Kritik. Selv havde hun ikke engang havt
Idé om, at Stemmen virkelig var saa stor.
Hun havde vistnok altid været glad i at synge — det var
for hende ligesaa naturligt som at tale, og hun vidste, at hun
havde den bedste Stemme i hele Omegnen, men det vilde jo
ikke sige saameget, og imellem naar hun havde været paa
Koncert i Sydney, havde det slaaet hende, at hun kunde sunget
enkelte Sange ligesaa godt som Koncertgiverne — om ikke bedre.
Hr. Woosters Ord havde været som et Lynglimt der belyste
hele hendes kommende Liv. Hvilke Drømme hun havde ved
Pianoet, mens hun klarede B og det høie C! Hvor stolt Larrie
vilde blive af hende; hvor berømt hun skulde blive, og hvor
de skulde reise, naar hun havde tjent sig en Formue, og for
en herlig Fremtid Barnet vilde faa!
Hun fox-talte Wooster, at hun ønskede at holde det
hemmeligt for sin Mand, og han bifaldt smilende, da han saa
hendes store Jubel derved. Da han spurgte Larrie om Lov til at
give hans Hustru nogle Timer, sagde han bare, at hun havde
en meget god Stemme; men at den vilde blive meget bedre ved
Uddannelse.
Larrie gav halvt uvillig sit Samtykke; han syntes, at Dots
Stemme var fuldstændig god nok til hvad det skulde være, han
var fuldkommen tilfreds; men han indsaa, at det vilde være
upassende at sige nei, og at Dot vilde tage det som et ny i:
Bevis paa hans „Tyrani", derfor gav han sit Samtykke.
Han var i denne Tid ikke halvt saa lykkelig som Dot.
Stakkels Larrie!
Det var virkelig et meget nedslaaende Arbeide at sidde i
det lille Kontor hele Dagen og vente paa Klienter, der ikke kom.
Han følte det som en Forvisning ogsaa, hver Gang han
tænkte paa Villaen, hvor Dagene havde været korte og
lykkelige. Det lod til, at Dot havde banlyst ham fra sit lille
Kongerige, fordi hun var træt af ham, og det var en sand Tortur for
ham at se, hvor glad og let om Hjerte hun var uden ham,
mens han var mere ulykkelig end nogensinde før i sit Liv.
Dot kunde med lykkelig kvindelig Lethed ræsonnere sig
baade fra og til alting. Med Larrie var det anderledes. Han
havde god Forstand, og hans Logik var næsten altid udmerket,
men havde han først faat en Idé ind i sit Hoved, behøvedes
næsten et Jordskjælv for at faa den ud af ham igjen. Det var
det som Dot kaldte en „irriterende Paastaaelighed."
Han havde mere end én Gang bebreidet hende det han
kaldte „Luner"; hun var ikke altid den samme mod ham, havde
imellem slige underlige Anfald af Kulde og Tilbageholdenhed —
som omtrent alle Kvinder har — men ikke tilfredsstillende kan
forklare. Dot svarede, at hvis hun var lunefuld, saa havde han
Tendenser til noget meget værre.
En Sag, hvorover hun vilde udgyde endel Taarer og siden
glemme, vilde han gruble over indtil han havde arbeidet sig op
til at føie sig forfærdelig ulykkelig.
Han kunde ikke hjælpe for det, det var en Følge af hans
Natur, men dette gjorde baade Dot og ham ulykkelige.
Engang, da Baby bare var nogle Dage gammel, havde han
faaet den Idé, at Dot brød sig meget mere om Barnet end om
ham; hun var jo aldeles optaget af det og havde ingen Tid
tilovers for ham. Han blev i den Grad jaloux paa Barnet, at der
behøvedes en huslig Scene og en paatagelig Forsømmelse at
Barnet, før han igjen fik Ligevegt i Sindet.
Han elskede sin lille søde Hustru med en saa lidenskabelig
og hengiven Kjærlighed som kun en Mand blandt Tusinde er
istand til. Hun var ligesaa nødvendig for ham som Luften i
Lungerne eller Blodet i Hjertet. Men denne hans store
Kjærlighed gjorde ham lidt grusom imellem; han forlangte næsten
formeget, og hun kunde ikke altid forstaa det og være taalmodig
med ham.
Nu samlede der sig en ny Sky paa deres Himmel. Dot
tænkte med forbausende Blindhed, at det var en ny,
vidunderlig Sol, der vilde kaste Lys og Varme over dem og alting
igjen.
„Hvad vil Larrie sige?" udraabte hun i et Anfald af
barnlig jublende Glæde en Aften hun havde sunget Juvelarien paa
en saadan Maade, at end ikke den strenge Kritiker Wooster
havde nogenting at rette paa.
Han betragtede hende med et ømt Blik. Næsten altid, naar
hun var saa jublende glad som iaften, sagde han til sig selv:
„for en yndig liden Pige!"
„Jeg tænker, han vil sige, at han ikke kan blive stoltere af
sin Hustru, end han er!" svarte han højt. „Naar vil De
fortælle ham det?" „Aa, ikke endnu," sagde Dot; „nei slet ikke
paa nogen Maade, elektriske Stød er Livets Salt! Tænk for et
Ansigt han vil sætte op, naar jeg lægger Programmet foran ham.
„Juvelarien — Fru Laurence Armitage!"
Hendes Øine lyste, og hun lo igjen fornøiet.
„Hvor inderlig jeg vilde ønske, at Batteriet var færdigt!"
Wooster stod i Vinduet og saa aandsfraværende ud.
Han havde et skarpskaaret Ansigt; det lignede slet ikke en
Musikers; i det mindste havde de ikke de bløde, drømmende
Øine og den store, brede Pande omrammet af en Masse bølgende
Haar, saaledes som vi ialmindelighed tænker os en Musikers
Ansigt. Han lignede mere en Munk; Hagen var skarp og
glatraget, Munden noget streng, Haaret meget kort og mørkt, og
Øinene var i dette Øieblik bare tankefulde. De var brune af
Farve, men blev undertiden rent sorte og kunde skifte Udtryk
i høiere Grad end hos de fleste Mennesker. Han var omtrent
middelhøi og førte sig med Lethed.
„Jeg vilde heller, at De skulde tale til Deres Mand, før
Programmet blev trykt, Fru Armitage," sagde han, idet han
uvilkaarlig trommede Akkorder paa Vindueskarmen. Det var faldt
ham ind, at det kanske var et vel voveligt Skridt for hans Elev
at forberede en offentlig Optræden uden sin Mands Vidende.
„Nei, ikke paa nogen Maade," sagde Dot med
Overbevisning. „Det jeg lever for, er Overraskelsen med Programmet.
Han skal faa vide det to Dage før Koncerten, ikke et
Minut før."
Wooster spillede en kromatisk Skala med Tommelfingeren og
den anden Finger, indtil han opdagede, at Støvet paa Karmen
skidnede dem. Han ståk da Hænderne i Lommen og vendte
sig om.
„Han kunde tænke, at jeg misbruger mit Privilegium, idet
jeg forbereder Dem til dette," sagde han. Men Dot raabte baade
heftig og utaalmodig: „For noget Sludder! Det vil han mindst
af alt tænke, han vil blive henrykt — naturligvis! Han har
ikke Idé om, at hans Hustru har Talent nok til at synge i
Centennial Hall for en stor Forsamling af alle Musikinteresserede
i Sydney."
„De vil altsaa virkelig ikke fortælle ham det?"
„Findes der et sterkere Ord end „Nei", noget absolut og
ugjenkaldeligt, saa anse det for sagt."
Han lo.
„Antag at min nervøse Forsigtighed lader mig give ham
„Katten i Sækken"."
„I saa Fald vil jeg hevne mig ved at give et slet A. Har
De ingen Respekt for mig?"
Han glemte Støvet og spillede nok en langsom Skala.
(Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
