Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 9. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358
URD
Stemning.
Du, min deilige, hvide Svane 1 Nu har du forladt vort lune
Rede til Flugt mod Nord — did, hvor Sommeren aldrig ser
Solens Nedgang, der, hvor Blomsterne skyder Knop og udvikles
i Nuet — hvor Stæren synger sine gladeste Sange i Midnatssolens
glødende overmættede Farvetoner — hvor en ensom Lærke
sender sine jublende Triller mod det rene Blaa —. Did gaar din
Længsel om Vaaren, naar Bækkene sprænger sit Aag i svulmende
Livslyst, og Blaaveisens glade rene Blik skuer Himmel og Sol
mellem visnet Løv.
Du elsker denne Sommerdag ren og straalende som dit eget
Øie — du elsker dette rige pulserende Liv næret af et Hav af
Lys og Varme — og du vil ogsaa der leve dit rige Sjæleliv varmt
og livfuldt som Naturen omkring dig — min Kjærlighed skal
være dig den vækkende Lyskilde — den drivende Varme —.
Der skal du blande din jublende Sang med Stærens og Lærkens. —
Der siges at Svanen kun e n Gang kan synge — det er ei
saa — —.
Min hvide Svane har sunget mig Livet rigt paa Kjærlighed
og Glæde — dens hele Liv har været mig en Sang om Sollys
og Vaar — — —.
Mindes du, min deilige Svane, vort første Møde?
,,Det er en sød liden Kylling," kaglede Unghønerne — ,,en
velopdragen Ælling," snadrede de erfarne Gaasemødre — „en
dum liden Gaas," mente de lapsede, spraglede Andrikker–-.
Saaledes fandt jeg dig midt i Hønsegaardens kaglende,
snadrende, sladrende Røre, skjærmet af moderlige Vinger, vogtet og
pint af det tusinøiede Uhyre: Hensyn —, stængt inde af
Hønse-gaardsmurens uoverstigelige Skranke —.
Der saa jeg dig — en Ælling som andre —; men jeg
fornam Svanesangens Toner dæmre dybt i din Sjæl og dens
Gjenklang vibrere i din Stemme — jeg saa et Blik i dit rene Øie, som
en ordløs Bøn om Sollys, Skjønhed og Kjærlighed — jeg saa din
bævende Læbe omslutte en navnløs klagende Længsel efter
Frihed og Fred — —.
Da aabnedes mit Øie, du deilige — da fløi du ind i mit
Hjerte og ombølget af min Sjæls varmende Kjærlighed brast
Hammen og du stod for mig som min skinnende hvide Svane .
Straalende i jomfruelig Renhed fyldte du min hele Sjæl og
bragte mig Liv — ligesom jeg selv saa Livet spire i dig. —
Saa drog du bort, did hvor Længselen drev dig til Sollys
og Varme.
Og atter saa jeg dig du, min deilige Svane, skinnede ren
som før i Udviklingens fulde Vaar — og alle saa dig og
undredes —. Men du bruste ikke med Fjærene eller slog stolt med
Vingerne. Ydmyg bøiede du Hovedet — ak, helst havde du
skjult det under Vingen.
Min Drøm var bleven den skjønneste Virkelighed.
Du havde fundet et Rede, hvor Renhed, Sandhed, Kjærlighed
og Forstaaelse var samlet — did tog du mig med og lod mig
leve et Liv i Skjønhed — sammen med dig har jeg her hentet
Troen paa Sandhed og Skjønhed — Evne og Kraft til at hæves
op over Døgnstrævet og Verdenslivets beregnende Smaalighed —
og Haab — Haab paa Seier over alt, hvad der er ondt og slet.
-r-Og du fremmedes i Sandhed — og dit Livssyn høinedes i
Skjønhed — og vi elsked dig vi, som samledes med dig i Redet.
Nu har du forladt os — men ikke for at vende tilbage til
Hønsegaardens kaglende Sladder — nei, paa dine kraftige Vinger
vil du svømme over Høiderne og fornemme Viddens Høihed og
Fred––.
Men skulde du trættes paa Færden — skulde Vingen mattes
— skulde Troen og Haabet vakle og din Flugt sænke sig mod
Alfarveien — send da en Tanke til dette lune Rede, og din
Sjæl vil hente Tro, Kraft og Udholdenhed til ny Flugt mod det
Høie —.
Saa drag da du, min deilige hvide Svane, mod Sommer og
Sol — ikke sorgtynget af Afskedens Smerte — se 1 min Sjæl
følger dig jo, hvor du færdes — nei, jublende maa du flyve ud
— prisende maa du takke, for hvad du saa — hvad du fik —
hvad du gav — — frydefuld skal du nyde al Naturens Skjønhed
og dens rige Liv — og alt hvad der bydes dig af godt og ædelt
— og jeg skal juble med — jeg skal frydes ved din Livslyst.
Og saa skal du vende tilbage til Redet med nye Indtryk —
forfrisket Livssyn og staalsat Tro, du, min deilige hvide Svane.
O.
■i:
/ skuggan.
_ i
Jag såg på en gård i staden
bland gruslagda stenors rad
i undangömd vrå små späda,
spirande gröna blad.
De hade tätt invid muren
i skuggan klyngat sig upp.
En dag ur den gröna bädden
en liljestengel rann upp.
Så lik sina älskliga systrar
deruppe på slåttets gård
lång skiljd från dem utaf slumpen
hon vuxit här upp utan vård.
I vinden hon vaj ar sin stengel
så täck ock behagfullt som de,
men purpurets ådra i b laden
de snöhvita, kan jag ej se.
Hvarföre? hon fostrats i saknad
af solens varme ock ljus;
nödtorftig var hennes näring
hämtad bland småsten ock grus.
Hur månget väsen förtvinar
af bri stande kärleks vård
lik blomman likgiltigt kastad
bland gräset på stenlagd gård 1
Wilhelma Lundh.
&
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
