Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 37. Lørdag 16. September 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366
URD
Kristiania den 12/9 99.
Hjemme igjen! Ja hjemme igjen! Det kostede
sikkerlig for mange at forlade Fjeld og Skog og
Sjø og det vidunderlige „freies Leben" man kan føre
en Sommer paa Landet, og vende tilbage til
Bygaderne og Bystøvet, til Kontorets, Skrivepultens eller
Hjemmets Pligter. Og alligevel var det sikkerlig
deiligt at komme hjem igjen, deilig at optage
Arbeidet, deilig at have nogen at arbeide for, ikke sandt?
Der er saa mange som staar alene i Verden, som
ikke har nogen at holde af, ikke nogen at værne
om eller at hygge for. Hvor taknemmelig maa
derfor ikke. den være som har et Hjem at vende
tilbage til, som har nogen at leve for, nogen de kan
glæde. Og hvor bør vi ikke gjøre alt for at bygge
dette Hjem, bygge det solid og lunt, bygge det slig
at der er Plads for Glæden, og at det ikke ramler
om Stormen kommer.
Og dog, med hvilke forskjellige Følelser udtaler
ikke, naar alt kommer til alt, de forskjellige
Mennesker disse to Ord: Hjemme igjen! For enkelte
er Hjemmet blot en Slags Tvangsanstalt, hvor de er
nødt til at holde ud indtil dets Døre aabner sig for
dem til–Friheden! For andre er det en kjær
liden Plet, den kjæreste paa Jorden, mens atter
andre sukker ved sig selv: Ak ja, jeg holder jo af
Hjemmet, men––og saa forsætter de at
tænke paa alt det ved Hjemmet som ikke skulde
være der, alle de mørke Pletter som klæber ved
det, alle Disharmonier som skurrer, Pungen som
man ikke faar til at strække til osv. Ja det er ikke
saa greit at holde Hjemmet vedlige, ikke bare slig
at det er rent og pudset og „Staburet" er i Orden
for Vinteren, skjønt dette selvfølgelig er Ting som
ikke maa forsømmes, men ogsaa slig at det
aandelige Maskineri ikke knirker, slig at der er Fred,
Harmoni og Forstaaelse Menneskene imellem, slig
at man lever med hverandre i Ordets dybeste
Forstand og bygger et Hjem inden Hjemmet. Og det
er det vi maa stræbe efter, det at gjøre Hjemmet
til et trygt Sted, hvorfra gode og glade Mennesker
gaar ud.
Ja, dette høres jo vakkert ud, vil maaske nogen
sige, men at naa derhen, se det er det vanskelige.
Det er sandt; det er lettere at anvise Veien end at
gaa den —
„Et er at synge Trøstesang for andre,
et andet selv Passionens Gang at vandre.
Et er at digte, og et at leve".
Og dog kan vi naa langt, meget langt, om vi
virkelig vil, og om vi søger Hjælpen der hvor den
er at linde.
Men det er en Side ved denne Sag, og det en
meget vigtig Side, som Menneskene saa ofte er blinde
for, den nemlig, at hvert Menneske og hvert Samliv,
og derfor ogsaa ethvert Hjem, har sin Høst og
Vinter, som det har sin Vaar og Sommer, og at Høsten
og Vinteren ogsaa maa have sin Tid. Vinteren er
haard mangen Gang, og det ligger fristende nær ved
kunstige Midler at søge at fjerne den. Men gjør
man det, da forcerer man blot det lille spæde Liv
som dog spirede under den haarde Isskorpe, og
frembringer en kunstig og kortvarig Vaar. Derfor:
Tid for Vinteren, men ikke saa stort Ru in for den
at den lille Livsspire dræbes; thi da bliver der aldrig
Vaar mere. —
— midt i Verdens dybe Ve
at spire under Vintersne. —
Og ligesom Solen om Morgenen staar op i
al sin Glans og kaster sit Skjær over hver mørk
Vraa, saaledes skal ogsaa et andet Lys herovenfra
gjennemtrænge alle vore Livsforhold, lyse op i alle
mørke Hjertekroge, om vi blot har Ydmyghed nok
og Mod nok til at modtage det, og vi ikke lader
nogen „Aleksander" stænge det ude fra vor lille
„ Diogenestønde."
Og om blot et af Familiens Medlemmer med
god Vilje til at ofre, give og retlede virkelig
forsøgte at nedbryde de smaa Mure som saa mange
Gange kan skille, bane Veien til Hjerterne og binde
dem sammen ved de mange smaa Tryllemidler *et
Hjem, og fremfor alt et kjærligt, forstandigt Hjerte,
er saa rigt paa, mon da ikke meget skulde kunne
udrettes, og mon ikke denne ene skulde blive den
lykkeligste og rigeste og freidigste af den hele Familie!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
