- Project Runeberg -  Urd / 3. Aarg. 1899 /
384

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 39. Lørdag 30. September 1899 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

384

dig sin ældre Svigerindes Venskab. Dette Venskab,
der stiftedes for over firti Aar siden, bar ikke
Døgnets Præg. Aarene nedigjennem har det været lige
friskt og varmt, og selv nu finder Iveiserinde
Charlotte under sine lysere Øieblikke en stor Glæde i
sin Svigerindes Selskab.

En af de Ting der først bandt de to Unge
sammen var deres Kjærlighed til Musiken. Den unge
Kronprinsesse var nemlig meget musikalsk, og
Glæden over i sin lille Svigerinde at finde en med
hvem liun kunde dyrke sin kjære Kunst, var
ubeskrivelig. Dette saa meget mere som hendes Mand
ikke alene var aldeles blottet for musikalsk Sans,
men endog hadede selve Lyden af Musik. Det var
ogsaa deres forskjellige Interesser i dette Stykke som
var Aarsag til de første Rivninger mellem
Ægtefællerne.

Den 18de Februar 1858 fødtes deres ældste
Datter, Prinsesse Louise Maria Amalie Johanna, og
femten Maaneder senere deres eneste Søn. Der var
stor Jubel over de to Børn; Kronprinsesse Maria var
som forvandlet, hun straalede af Livslyst og Glæde
og levede og aandede kun for dem. Den 21de Mai
1864 fik hun atter en Datter, den senere
Kronprinsesse af Østerrige. Aaret efter døde Kong
Leopold; hans ældste Søn^fulgte ham paa Tronen, og
Maria blev Dronning. Hun var dengang niogtyve
Aar gammel og stod i sin fulde Blomst. Dronning
Maria var paa denne Tid meget populær i Belgien,
hvor man beundrede hendes faste Karakter og
alvorlige Sindelag; hun havde ogsaa forlængst sluttet det
inderligste Venskab ikke alene med sin Svigerinde,
Prinsesse Charlotte, men ogsaa med sin Svoger,
Kongens Bror; kun med Kongen selv stod hun allerede
nu paa en meget spændt Fod. Hvor Feilen til dette
Misforhold egentlig laa, er ikke saa godt at sige,
skjønt man er mest tilbøielig til at lægge den
største Skyld over paa Kong Leopolds Skuldre. Maaske
man dog nærmest træffer det rette, naar man siger,
at de to Ægtetæller begge forsaavidt er uden Skyld
som de er saa forskjellige af Karakter og af
Til-bøieligheder, at de knapt kunde mødes i et eneste
Punkt, og at saaledes de mest elementære
Betingelser for et lykkeligt Samliv manglede.

Aar 1869 kastede en stor Sorg sin Skygge over
den belgiske Dronnings Liv, idet hendes eneste Søn,
den kjække, vakre lille Kronprins hurtig blev
rykket bort, endnu ikke ti Aar gammel. Kongen Var
aldeles nedbrudt af dette Slag, og Dronningen, hvis
Livs Sol denne Gut havde været, holdt næsten paa
at bukke under.

To Aar efter fødtes den lille Clementina, der
blev modtaget med en saa stor Skuffelse — man
havde jo haabet paa en ny liden Kronprins — men
som siden skulde blive begge Forældre saa kjær,
ja i Virkeligheden være et af de faa Baand der
i Fremtiden skulde binde Ægtefællerne sammen.

Bruddet mellem Kongen og Dronningen blev
nemlig nu snart fuldstændig, og i alle disse Aar har
de kun mødt hinanden ved festlige Anledninger og
i Hoffets Nærvær. Ved disse korte Møder viser
de hinanden dog al mulig Opmerksomhed og
konverserer hinanden som gode Venner.

(Forts.)

Et Ægteskab.

Af

Et hel Turner.

Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
(Forts.)

X.

Riften i Kjolen.

[>et regnede igjen og ulede slig gjennem Trærne, som
det bare kan i Australien. Mod Øst tindrede nogle
enkelte Stjerner, men fra Syd kom der seilende
tykke graablaa Masser, saa „Sydkorset" blev rent
borte, der var bare to svagt lysende Punkter
igjen-For en Time siden havde der været blaa Himmel, —
for det var Fuldmaane — men nu havde Regnet vasket hort al
Farve, det var bare graat i graat. Paa Villataget var der et svagt
Gjenskin af Maanen, men ellers var det bælmørkt.

„Kjør ikke ind," sagde Dot.

Hun hopped ud, før Wooster kunde faa slængt fra sig
Tømmerne, aabned Porten og kjørt ind.

„Hun blir gjennemvaad," raabte den lille Mor.

Men den hvide Skikkelse skyndte sig opover Alléen med
Slæbet hængende ned i Sølen. .

Der var Lampe tændt i Dagligstuen, og der faldt lidt Lys
paa den ene Side af Verandaen, men Gardinerne var nedrullede.
Dot bankede paa Ruden med sin lille vaade Finger.

„Vi faar ligesaagodt se til at komme hjem," sagde den lille
Mor, da hun saa Dot i Sikkerhed; men Wooster bare tog op
Tømmerne.

„Larrie," lød en skarp Hvisken, der hørtes helt ned til
Porten, og saa kom Lyden af hendes Ring mod Glasset.

Nu aabnedes Døren. Larrie drog hende ind i Værelset, og
Rullegardinet faldt ned igjen, saa Verandaen blev helt mørk.

„Det er saa koldt," sagde Moren og sitrede af Kulde; da
vendte. Wooster sig bort og kjørte hende hjem.

Dot gik næsten blindet af Lyset lige bort mod Larrie; men
lian trak sig tilbage; hun tog to Skridt til fremover — igjen
veg han bagover. Værelset var lidet, saa nu var han helt ind
paa Væggen; han holdt Hænderne paa Ryggen og vendte Siden
til; han vidste, at liun vilde lægge sit Hoved til hans Bryst og
skrige ud. Situationen vilde været komisk, havde den ikke
været saa tragisk.

„Jeg gjorde ikke Lykke," sagde hun med et dybt Suk.

Han hverken talte eller bevægede en Muskel.

„Aa, jeg er saa ulykkelig!" sagde hun og strakte Armene
ud mod den stive Støtten; men han drog sig undaf igjen,

„Larrie," skreg hun i en Tone fuld af Længsel og Sorg.

Men han lod Skriget dø hen i Nattens Stilhed og lod hende
falde paa Knæ ved Sofaen og hulke mellem Puderne, saa saart,
som om Hjertet skulde briste.

Han var blevet kold som Is i de lange Timer, han havde
ventet paa hende.

En Gang saa hun op under sin bitre Graad.

„Du er grusom mod mig," sagde hun, — „haard som en
Sten; hvad kan jeg gjøre?

Det var galt, jeg er saa bedrøvet, saa bedrøvet — jeg
gjorde ikke engang Lykke! Jeg var altfor ulykkelig — aa, hvor
grusom du er 1 Hvad kan jeg gjøre? Jeg vil gjøre alt, aa,
Larrie, Larrie, vær ikke saa haard-, nu jeg er saa ulykkelig,
Larrie, saa ødelagt, bedrøvet og elendig, saa det er grusomt
grusomt!"

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 23:08:22 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0394.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free