Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 40. Lørdag 7. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd.
393
At en Mand kjøber sin Kone en Livrente eller sikrer
hende en vis Pengesum i Tilfælde af hans Død, er jo
en saa nyttig Foranstaltning, at Loven ikke har villet
lægge Vanskeligheder iveien derfor ved nogenslags
Formaliteter, men man bør dog sørge for at Livspolicen
lyder paa Hustruens ikke Mandens Navn.
For Stiftelse af Særeie gjennem Ægtepakt er der
foreskrevet mange Slags formelle Regler, Thinglysning,
Kundgjørelse o. 1., og forsømmer man at iagttage disse,
vil Ægtepakten som oftest ingen Hjælp yde mod
Kreditorer eller i Tilfælde af Konkurs. Til Oprettelse af
Ægtepakt maa det derfor ubetinget tilraades at søge
retskyndig Hjælp.
Forældre kan ved Testament bestemme, at deres
Eiendele efter deres Død skal blive Særeie for en
bestemt Arving. Ligesaa kan den, som giver en gift Mand
eller Kone en Gave, ved Gavebrev bestemme, at Gaven
skal blive Vedkommendes Særeie. Man kan altsaa
oprette Særeie ikke alene for sig selv, men ogsaa for
andre.
Et Ægteskab.
Af
Ethel Turner.
Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
(Forts.)
X.
Riften i Kjolen.
jen drog hendes Tanker bort fra Nutiden og hen til den
Dag Riften blev revet. Det var om Morgenen paa
Bryllupsdagen, og hun havde taget Kjolen paa; hun
huskede, at hun havd’j kaldt den en «hellig» Dragt,
den var saa ren hvid, saa smuk og faldt i saa yndige Folder.
Hun havde klædt sig tidlig, for Larrie havde absolut —
rent mod Skik og Brug — villet se hende, før de mødtes
i Kirken. Og da hun saa ham komme gjennem Haven saa
rent utilpas i sine Bryllupsklær og sin stive Hat, havde hun
sprunget ned i Gangen lige i Armene paa ham. I det samme
havde Porten knirket for at lade ind en hel Hoben Slægtninge,
der kom for at se Bruden. Da havde han grebet hende i
sine Arme og i strygende Galop baaret hende op til
Trappeafsatsen -— med flagrende Slæb og Slør — for at have hende
ganske for sig selv de sidste Minuter, før hun blev hans for
bestandig.
Og saa maatte de stoppe igjen en liden Rift i Kjolen,
der havde hængt fast i en Flis i Gelænderet. Hendes
Reisekuffert havde stødt lidt voldsomt imod det.
Idag saa hun, at Larrie betragtede Smudset paa
Kjolekanten. Hun saa sig selv uden noget Rift, uden Brudedragt,
uden Bryllup.
Det var bare at tage atten Maaneder ud af hendes Liv;
hendes høieste Ønske nu var at kunne græde bort denne
Tid og blive ung Pige igjen.
Hun havde prøvet Ægteskabet, det var mislykket for
begge Parter; Larrie havde Ret, hans Plan var den bedste.
Hun kunde ikke holdt ud, at Folk skulde seet hendes Elen-
dighed, men der var ikke noget iveien for at de begge kunde
give hverandre Friheden igjen og gaa hver sin Vei.
-Men saa var det Barnet! Hun kjendte ikke noget til
Loven, men antog, Larrie havde første Retten, siden — som
hun ofte havde sagt ham — Loven altid gav Mændene det
bedste af alting. Og kold, elendig og forfærdelig træt, som
hun var, sagde hun til sig selv, at det gjorde jo ikke stort
fra eller til. Hun kunde jo ikke helt glemme disse atten
Maaneder, hvis Barnet altid var tilstede og mindede hende
om dem. Hun sagde til sig selv, at hun sammen med Moren
vilde drage til Tyskland eller Italien og vie sit Liv til
Musikens Tjeneste; hun havde bare været saa altfor nervøs og
elendig iaften, Fremtiden var fuld af straalende Forhaabninger.
Larrie talte paany, og i hans Øine var et Udtryk af juridisk
Ærlighed.
«Siden vi begge har lige Ret til ham, saa lad os trække
Lod om ham, hvis du vil.»
«Gjerne det,» svarte hun koldt.
«Vil du lade mig låve dig lidt Te først, ellers kunde du
blive forkjølet,’» sagde han, men uden Spor af Ængstelse i
Stemmen. «Jeg kan tænde paa i Kjøkkenet paa fem Minuter.»
«Nei,» svarte hun; «faa fat i lidt Papir. Der er vist
nogen Stykker i Papirkurven.
XI.
Spørgsmaal om Eiendomsretten.
«Her er de,» sagde Larrie. Han havde lagt Stykkerne
sammen til to smale Strimler. «Skal du eller jeg trække?»
«Hvad har du skrevet paa dem?»
«L og D.»
«Du kunde skrevet «Baby» paa den ene og ladet den
anden være blank, saa kunde jeg taget den ene og ladet den
anden blive liggende.» Hun vandt et halvt Minut paa denne
Maade.
«Det kommer ud paa et,» sagde han og lagde Papirene
i en japanesisk Skaal.
Men hun saa paa de smaa Papirbeter, som om de skulde
være Dynamit. En svag Rødme farvede hendes Kinder,
Øinene blev saa store. «Træk en,» sagde han.
Hun strakte Haanden ud, men trak den tom tilbage
skjælvende som et Espeløv.
«Vent et Øieblik,» sagde hun med et lidet Gisp. Hun
holdt Haanden for Øinene et Øieblik og sagde saa mistænksom:
«Hvorledes kan jeg vide, at du ikke har et Kjendemerke
paa dem?»
«Hvis du trækker, gjør jo det det samme,» svarede han
taalmodig.
Hun strak igjen Haanden ud, og følte først paa den
ene og saa paa den anden.
«Jeg ved, at jeg kommer til at tage den gale,» sagde
hun med halvkvalt Stemme, vendte paa dem og undersøgte
dem nøie og kritisk.
«Hvorfor har du gjort den ene mindre end den anden?»
«Har jeg det?» spurgte han og saa paa dem. Hans
Hænder rystede ikke, men i sit Hjerte længtede han efter
sin Søn.
«Det er vist bedst jeg trækker, saa er det over.»
Den hurtige Bevægelse med Haanden viste, at hendes
Tillid til ham ikke var saa stor, som den burde være, hendes
Fingre greb og slåp atter det største Papir. Hendes Kinder
brændte og Pusten kom og gik hurtig.
«Faa det overstaaet, Dot,» sagde han meget venlig.
Hun lukkede Øinene, Haanden straktes fremover, Ansigtet
blev dødblegt. Saa aabned hun Haanden og viste frem —
begge Papirer laa i Haandfladen. «Jeg vil ikke gjøre det paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
