Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 40. Lørdag 7. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
Børnenes Spalte.
I Eventyrland.
(Frit fortalt efter det Engelske).
J|lle Smaagutter og Smaapiger har hørt tale om London. Der boede
Harald og Berta, som jeg nu vil fortælle om.
Harald boede i No. 37, og Berta i No. 59, der var lige ved
Siden af. I den Gaden var nemlig alle de Huse, der havde et ulige
Tal til Numer, paa samme Side.
No. 37 var et høit, gult Murstenshus med røde Forsiringer; det
havde Badeværelser og elektrisk Ringeapparat, og Døren havde
skinnende Messinghaandtag og farvede Ruder.
No. 39 var akkurat ligedan, saa en gjerne kunde holdt det for
et Speilbillede af det andet. Saa meget er vist, at det var to høist
elegante, moderne Bygninger.
Haralds Far og Mor var døde, og han boede hos en Onkel, der
var saa optaget med Forretninger, at han ikke forstod, hvor kjedelig
Harald havde det om Søndagene. Om Hverdagene var Harald paa
Skolen, og der var det i det mindste ikke kjedeligt.
Harald fik aldrig Lov til at gaa ud alene, endda han var ti Aar
gammel. Hans Onkel var saa gammel, at han rent havde glemt, hvor
ledes det var at være en liden Gut. En kan jo aldrig komme til at
opleve noget, naar en altid skal have en Barnepige med sig, og da er
det ingen Moro at gaa ud.
Paa Skolen var det derimod anderledes; der kunde han have
mangeslags Moro for sig. Som f. Eks., da han i en Time fik sværtet
otte forskjellige Gutter over Øinene med en ny Slags Farveblanding,
som han havde lært af en Gut, der netop havde forladt Skolen. Harald
gav ham et Farveskrin, der var næsten saa godt som nyt, for denne
nyttige Lærdom.
Harald havde meget vægtige Grunde til at hade Berta. For det
første var hun en Pige. For det andet var hun altid nydelig klædt,
hvilket ikke var Tilfældet med Harald. Var ikke dette Grunde nok
til at hade hende?
Harald og Berta havde gjort Grimaser til hinanden paa alle mulige
og umulige Steder, — om det saa var i Kirken. Men de havde aldrig
talt et Ord med hinanden før den Dag, da begge deres Barnepiger
traf sammen paa en Bænk i Parken og begyndte at slaa af en liden
Passiar.
Berta havde renstrøgen hvid Kjole og nydelig krøllet, guldgult
Haar, der hang ned over Ryggen hendes. Hun gik pludselig lige hen
til Harald.
«Hvad er det, du staar og glaner efter, Gut?» spurgte hun.
«Om Forladelse, jeg glaner slet ikke,» sa Harald.
«Jo, du gjør,» sa Berta igjen.
«Kommer det dig ved, kanske?» svarede Harald. Han havde
begyndt med at svare høflig, men da han skjønte, det ikke hjalp, blev
han grov.
Berta satte sin lille Næse i Sky og sa til Barnepigen, at hun vilde
spadsere lidt frem og tilbage under Trærne.
Men som hun gik slig og satte Næsen i Veiret, glemte hun rent
at se sig for, og saa kom hun til at snuble over en Trærod og faldt
saa lang, hun var.
Harald løb bort og skyndte sig at hjælpe hende op igjen, og da
han saa, at hun græd, glemte han rent, at han havde saa gode Grunde
til at hade hende.
«Græd ikke, du!» sa han. «Det gjør vel ikke ondt, vel? Se, her
skal jeg vise dig Uret mit!»
Det var nok mest for Kjolens Skyld, Berta græd, men da hun
hørte om Uret, sluttede hun alligevel med at græde.
Det var et nydelig Ur ogsaa, et morsomt lidet gammeldags Legetøi.
Naar det blev optrukket, kunde det gaa omtrent i to Minuter ad
Gangen.’
Berta var henrykt.
«Hvor yndigt!» sa hun. «Bedstepapa gav mig et Guldur paa min
Geburtsdag, men det gaar bestandig, og det er saa kjedeligt. Skal vi
bytte?»
Harald var to Aar ældre end Berta, og han vidste, at det ikke
var rigtig at bytte til sig et Guldur for et, der var af et simplere Metal.
Han sagde derfor: «Jeg vil ikke bytte, men du kan faa laane mit Ur
til imorgen, hvis du vil være forsigtig med det.»
Da Berta havde trukket op Uret og set paa, at det gik ned, sa
hun med et: «Du er rigtig en sød Gut, er du. Jeg er lei, fordi jeg
sa, at du glante. Skal vi være Venner?»
«Gjerne for mig,» svarede Harald meget forsigtig.
De kunde ikke komme paa Besøg til hinanden, for Haralds Onkel
kjendte ikke Bertas Forældre, men de blev gode Venner alligevel.
Harald havde det saa kjedelig, fordi hans Onkel rent havde glemt,
hvorledes det var at være en liden Gut, og Berte havde det kjedelig,
fordi hun hverken havde Brødre eller Søstre, og fordi hun altid maatte
gaa fint klædt og krølle sit Haar mange Gange om Dagen.
Saa var de sammen saa meget, de kunde: de gav hinanden
Sukker-tøi over Muren; de gjorde Grimaser til hinanden paa alle mulige Steder
nu ogsaa, selv naar de var i Kirken. Men nu var det paa en anden
Maade end før: det var Venskabstegn.
Saa var det en Dag, Harald saa ud af Vinduet, at han. fik Øie
paa Berta. Hun var nydelig som sedvanlig; dennegang havde hun
lysegrøn Silkekjole og lysegrøn Hat, og hendes krusede Haar skinnede som
Guld i Sollyset.
Hun gik op og ned paa Fortouget og ventede paa sin Mama, der
skulde tage hende med til nogen fine Folk i Sydenham. Hun havde
ingen Lyst til at være med.
Harald aabnede Vinduet og sa: «Berta, skal vi gaa ud og
spadsere alene?»
«Vi har ikke Lov,» sagde Berta og saa ud som en rigtig snil,
liden Pige.
«Vi skulde ha det ,saa morsomt!»
«Det vilde ikke være rigtigt.» .Berta saa endda snillere ud.
<Vi kunde kanske opdage en øde 0.» (Forts.)
Gaafler.
i.
Mit første i vort Indre bor,
ei nogen har det seet.
Blandt alle rare Ting — jeg tror,
det mærkeligst er blevet.
Mit andet i mit første bor,
naar Lykkens Sol her daler.
Saa tidt det kom did ved et Ord,
sjelden ved lange Taler.
Mit Hele i mit første bor.
om det ei stænges ude.
Den tungeste Ballast paa Jord
det blev i Livets Skude.
K. M.
II.
En ung Mand friede til en rig, tysk Grossererdatter; men Faren
gav Afslag, fordi Frieren ingen Penge havde. — En Tid efter gik
Grossereren Fallit, hvorefter han skrev til den unge Mand, at nu
kunde han saa gjerne faa hans Datter. Men den fordums Beiler
svarede kun: Mit Svar indeholdes i Deres Datters Navn. — Datteren
hed Elisabeth. Opløsning paa Tysk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
