Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 41. Lørdag 14. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
404
urd.
.skalv under Ængstelsen, da ser hun et Smil paa hans
Læber, — var det velvilligt eller spottende ? Det skulde
ikke siges om hende, at hun var ræd, nei, nei! Og saa
fik Stemmen Kraft og Diktionen Ild. — «Bravo, bravo!
Nu et andet Stykke!» Hun skulde komme op til den
og den Tid og tale nærmere med ham. Hvorfor ikke
sige hende et eneste Ord, om hun var antaget? Skulde
han være i Tvil? –-Gaaden løstes. Forsslow havde
personlig været hos Direktøren og erklæret, at her var
der ikke tale om det sædvanlige Prøveaar; her var en
saa usædvanlig Begavelse tilstede, at hun kunde springe
det Aar over.–Saa kom Studietiden med det ofte
anstrængende Arbeide; Lotten Forsman, som hun
dengang kaldtes, overvandt alle .Vanskeligheder gjennem
sin Jernflid, ægget af sin ærgjærrige Energi, der hos
hende altid har været blandet med mild Beskedenhed.
Allerede dengang, som 16-aarsBarn, stod den maaske
klart for hende denne Skuespillerkunstens dybe Sandhed,
der paa engang løfter denne Kunstart og gjør den saa
vanskelig — det, at man her bare har ét Instrument at
spille paa, og det er — sig selv. — Dette Instrument
maa dannes, forbedres indtil Fuldkommenhed for at man
ved den tekniske, rent ydre Færdigheds Hjælp s!:al være
istand til sandt og naturligt at gjengive det menneskelige
Væsens Følelser og Sindstilstand. — Den unge Elev
blev da ogsaa Forsslow’s erklærede Yndling; desto mer
ondt gjorde det ham derfor, da han senere mærkede,
hvorledes Intriger hindrede hende i at komme frem, og
da den unge Pige mærkede, hvorledes end ikke Forsslows
Magt kunde beseire Hindringerne ved det kgl. Teater,
besluttede hun at søge Plads, hvor hun kunde faa spille,
faa tilfredsstille sin Trang til større Opgaver. Hun tog
Engagement ved det Anderssonske Selskab, der tællede
flere særdeles dygtige Kræfter inden sin Midte og særlig
gjorde den finske Hovedstad til Felt for sin Virksomhed.
Atten Aar gammel debuterede hun i Helsingfors som
Jane Eyre og gjorde en overordentlig Lykke. Publikum
blev greben af en af disse Paroxysmer, der af og til
noteres i Teatrenes Annaler, og under hvilke man
henreven af sin Begeistring for den enkelte — ikke altid
øver fuld Retfærdighed mod andre. Publikum vilde
efter Frk. Forsmans første Optræden kun se hende og
ingen anden; det gik saa vidt, at man i selve Teatret
demonstrerede, naar hun ikke havde en Rolle. — I to
Aar spillede hun i Helsingfors, hvor hun satte sig
fuldkommen fast i Publikums Gurtst. Det tredje Aar optraadte
Selskabet i Gøteborg og Malmø, hvor Frk. Forsman
gjorde lige saa megen Lykke som i Finland. Imidlertid
var i 1861 Forsslow gaaet over fra det kgl. . Teater til
Edv. Stjernstrøms Teater i Stockholm, og her kom nu
Kunstnerinden at optræde. En af de første Roller, hun
fik, var Markisen i «les Effrontés.» Hun gjorde
stormende Lykke hos .Stockholmerne som Eboli, i denne
Skikkelse er hun fremstillet paa det af Friherrinde
Leuhusen malede Portræt. (Forts.)
Et Ægteskab.
Af
Ethel Turner.
Autoriseret Oversættelse fra Engelsk.
(Forts.)
r. Armitage er lykkelig, som kan reise bort,» sagde han
i en noget stiv Tone.
Dot drog langsomt overland fra Brindisi til Calais,
og nu saa hun op.
«Nei, han er ikke saa lykkelig, for han kan slet ikke
reise. Jeg skal drage alene, det vil sige Mor og jeg.»
«Og naturligvis den lille Gutten ogaa?»
Dot snappede efter Veiret.
«Aa,» sagde hun henkastet, «Børn er bare til Hinder paa
Veien efter Lykken, desuden maa jeg lade ham blive hos min
Mand som Erstatning, mens jeg gaar paa Jagt efter Berømmelse.»
Han var altfor forbløffet til at kunne svare. Det havde
netop slaaet ham, at Larrie var den eneste Mand i Verden,
som foruden Wooster selv var istand til fuldstændig at sætte
Pris paa denne tilbedelsesværdige, yndige Kvinde. Og saa at
høre, at han var tilfreds med at skilles saaledes fra hende
bare efter atten Maaneders Forløb!
Han følte pludselig Foragt for Larrie og uendelig Sorg
og Medlidenhed med sig selv; for et deiligt, sødt lidet Barn
hun var med disse bløde, rødmende Kinder og store, mørke Øine!
Og saa tænke sig at en Mand maatte lide Tantaluskvaler,
fordi han hele Livet igjennem aldrig skulde faa kjærtegne
disse søde barnlige Krøller, mens den anden, som eiede hende
helt, kunde give slip paa hende !
«Jeg antager, at De anser dette for et sindsvagt
Foretagende efter min mislykkede Debut,» sagde hun, da hun
fandt ham saa altfor stille.
Han protesterede ivrig. Han var fremdeles lige
overbevist om, at hun tilsut vilde gjøre Lykke, han vidste jo, at
Fiaskoen kun kom af, at hun var saa overnervøs og ræd.
Som det var, havde alligevel flere Kritikere talt meget
for-haabningsfuldt om hende.
«Nei, De vil selvfølgelig gjøre Lykke,» sagde han rolig.
Han saa ikke paa hende, men tænkte bare paa, om han var
istand til at lade være at reise han ogsaa, nu siden Australien
ikke længer skulde huse hende. Derpaa ønskede han, at
moderne Kjøbmænd kunde slcaffet Haarskjorter, og takkede
Gud, fordi hun reiste. Han talte livlig om Ruten og anbefalede
de bedste Steder for hendes Studium, de bedste Lærere,
tilbød Anbefalingsbreve og lignende.
Denne Samtale virkede oplivende paa Dot, hendes Øine
og Kinder brændte; — to Timer i forveien havde Stikket i
hendes Hjerte næsten været uudholdeligt, men Tanken paa
Italien og Musiken gjorde alt meget lettere.
Fra sit Hjørne — optaget med at sy paa en liden hvid
Musselinskjole — saa den lille Mor paa dem med rynkede Bryn.
Dette her var ugunstigt for Larrie og Gutten, hun næsten
ønskede, at hendes lille Pige var født uden Musikens
Naade-gave. Saa fik noget hende til at snappe efter Veiret, og hun
blev pludselig meget bleg. Hun havde seet og forstaaet
Woosters underlige, tankefulde Blik, og hendes Hjerte blev
koldt. Dot saa op fra sine Karter, mødte hans alvorlige Blik
og rødmede uvilkaarlig; den lille Mor sagde halvhøit: «Min
Gud,» — hun var ikke vant til at bruge sterke Udtryk, men
skrækkelige Muligheder aabenbarede sig for hendes indre Syn.
Da Wooster reiste sig for at gaa, fulgte hun ham ned;
de havde hele Tiden været i Dots lille Dagligstue.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
