Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 42. Lørdag 21. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
— Skrin — Kjenger — Tolleknive — Papirknive —
Fotografirammer — Servietringer o. s. v.» Se iøvrigt
Fru Frida Hansen: Husflid og Kunstindustri i Norge.
Hvad skal vi med alle disse «Erinnerungen aus Norwegen»
lavet med denne lette Turistfixhed, der saa lidet passer
til vor ærværdige, gammelnorske Ornamentik.
Men tilbage til Møblerne! Vi sluttede med at vor
Tids Møbler var trivielle og det er en Sandhed, der
desværre ikke lader sig benegte. Selv de slettere Ting
fra en forgangen Tid er kunstnerisk bedre end det bedste
fra vor Tid. Hvor kan naa høiere end Empiretidens
Møbler, i sin stolte, diskrete Enkelthed, med sin noble
Pragt forenet med Strenghed. Aldrig er^Proportionernes
Kunst og den ene Forms Forhold til den anden saaledes
forstaaet som af denne Tids Møbeltegnere. De forener
en Detaljernes Rigdom med en Linjens Renhed, der for
alle Tider gjør Empirens Møbler til noget af det nobleste
og stilfuldeste. — og Rokokotiden med sine glade Møbler
fra Louis XV, der næsten synes at fortælle om smaa
Intriger og Marquisinders smaa Udyder. Og
Renaes-sancens monumentale og store Møbler. Det er næsten som
man i Hjemmenes Kunst tydeligst kan læse en Tids
Temperament, dets indre Historie. —
Imidlertid trods de store Fortrin gamle Møbler har,
eftergjøre dem bør vi ikke. Vor Tid har andre
Forudsætninger, og disse Krav gjælder det at tilfredsstille.
Vor demokratiske Tid kræver Enkelthed, dette forhindrer
ikke Skjønhed, den bør kræve Soliditet og Komfort.
Lad os da ud af vort moderne Kunst-Kaos arbeide os
frem mod en ny Stil, der giver Udtryk for det bedste
i vor Tid, dens Energi, dens Arbeidsomhed og dens
Alvor. I Udlandet arbeides der netop paa dette, ofte
famlende og smagløst, men ofte har nye Former talt
klart vor Tids Sprog. Strømningen merkes heroppe, dog
arbeides der ikke med Energi paa dette store og lønnende
kunstneriske Felt. Møbelsnedkere og Møbelforretninger
har ikke synderlig følt sig berørt af Bevægelsen og
arbeider trofast videre efter længst fordærvede Mønstre.
Men skulde der ikke her i Norge engang vokse frem en
egen Møbelindustri? Paa Træindustriens Omraade har
vi en Fortid mere glimrende end noget af Nordens Folk,
skulde vi ikke ogsaa have en Fremtid. Naturligvis maa
vi ikke blive ensidige; vor gammelnorske Ornamentik
kan vi lære meget af, men vi kan ogsaa lære af Empire
og af gamle Herregaardsmøbler. Dog først og fremst
maa vi haabe paa selvstændig kunstnerisk Opfindsomhed
og Evne. Norge har mange Betingelser netop for
Kunstindustri. Det gjælder at forene, optage nye Strømninger,
udvide og gjøre netop denne Kultur saa rig som mulig.
Hvad kunde der ikke altsammen gjøres her i Landet?
Vi har en gammel Glasindustri, der har gjort udmerkede
Ting, men Publikum følger ikke rigtigt med og Følgen
bliver, at Interessen svækkes. Og dog er der intet, der
kan give et Bord et saadant festligt Præg som fine Glas.
Hvilken Kunst lagde ikke Fortiden i sine Glas! Tag et
gammelt venetiansk Glas, det er et Raffinement i de lette
Farver og Former, der bryder og brister, det er næsten
som man ser Lagunestadens egne rige Farvenuancer
igjen. I vor Tid er denne Industri igjen kommet op,
mest berømt er den amerikanske Glasproduktion (Tiffani.) Af
de talrige franske skal jeg bare nevne A Gallé i Nancy,
der har lavet virkelig «stemningsfulde» moderne Glasse.
Og Smedearbejder! Skal den Tid komme, at Norge
igjen føder Smede. Paa dette og Træskjærerarbeidet
har Fortiden gjort sine bedste Arbeider. Og af de otte
Idrætter, Harald Haardraade kunde, nævnes i Sagaen først
og fremst, at han kunde smede. Saa høit stod denne
Kunst hos vore Fædre. Der findes i Norge en række
Mennesker, der kan glæde sig over et slet forfusket
Maieri, kjøbt for en billig Penge paa Auction, medens
en gammel prægtig Smedelaas ikke længer interesserer.
Jeg ved ikke, om man skal søge Grunden i, at Verden
har gaaet frem eller tilbage.
Imidlertid er det paa Grund af Landets eiendommelige
Beliggenhed bevaret en rig dekorativ Kultur. At forene
denne med de moderne Strømninger og det personlig
kunstneriske er en stor Opgave, der venter sin Løsning.
Det gjælder at skjænke Efterslegten Verdier og dette
kan gjøres paa mange Maader — et Stykke ny pløiet
Mark, en ny Industri er Verdier for Efterslegten, men
ogsaa Kunsten, den virkelig gode Kunst, det «skjønne.», forat
bruge et gammetl Udtryk, har Verdi for alle Tider — et
Hjem, en Allé, en Park, et Springvand — alt er Verdier.
Lad mig afslutte disse Strøtanker med
Indlednings-verset til John Keats: Endymion.
A thing of beauty is a ioy for ever:
its loveliness increases; it will never
pass into nothingness; but still will keep
a bower quiet for us, and a sleep
full of sweet dreams, and health, and quiet breathing.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
