Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 43. Lørdag 28. Oktober 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
urd.
utaalmodig Gebaérde ned paa det bløde Mos foran Orekrattet i Scenens
Baggrund. Han tager sit Cigaretui frem og tænder en Cigar, idet
han siger:
«Jeg vil ligesaa godt ty til en Cigar for at dræbe
Tiden, medens jeg venter.–— Hvor underligt det
er at vide, at jeg ifjor ved disse Tider ikke havde det
fjerneste Begreb om, at Helma var til, og nu er hun mit
alt i alt; og naar jeg saa tænker paa, at det var mig,
der sidste Vinter — selvfølgelig før jeg havde seet hende,
— holdt en Tale i Studentersamfundet: ’Om den frie
Kjærlighed og dens naturlige Berettigelse’, uf, — da
løber det mig koldt nedad Ryggen, og jeg kan næsten
fristes til at betvivle min egen Identitet. Talen var god;
den var s’gu meget god. Min Ven, Herman Jensen,
sagde, den var fuldendt logisk og i høi Grad
overbevisende. Men jeg tror dog, det er den forbistrede Tale,
som er Skyld i, at jeg endnu ikke har vovet at
introducere mig hos min Svigermoder in spe; og hvad Logiken
angaar, da kan jeg med Sandhed bevidne, at den
henvejredes for alle Vinde ved det første Blik fra Helmas
søde, uskyldige Øine.–-Det var paa Samfundets
Vaarbal, jeg traf hende for første Gang; og da jeg saa
hørte, at hun bor herude i det gamle, minderige Oslo,
fik jeg naturligvis straks en brændende Interesse for
’Dyvekes Hus’ og alt, hvad her ellers findes af
Reminiscenser fra ’det förflutna ; og enten jeg gik hid eller did,
førte min Vei bestandig forbi det Vindue, hvor hun sad og
tittede frem bag Gardinet, og da kunde det nok hænde,
at hun ogsaa tog sig en Spadseretur, og saa mødtes vi
— hahaha! — til gjensidig Overraskelse.––Ak
ja, — tempora mutantur! Nu ligger jeg her og længter
efter min lille, blaaøiede Pige, kanhænde netop paa
den selvsamme Plet af Jord, hvor Danmarks Hertug
Kristian i længst henrundne Dage har tolket skjøn Dyveke
sin Kjærligheds Glød. Min lille, blaaøiede Pige! Ja,
— gid det var saa vel; men endnu er jeg ikke kommet
saa vidt, og denne Ventetid falder mig lang. Og saa
hedt, som her er! Puh, — jeg tror, jeg vil søge Ly
derinde mellem Buskene, indtil Solen begynder at dale,
og min Sol oprinder».
Han lægger sig saaledes, at Tilskuerne kan skimte ham inde i
Buskadset, medens han i de følgende Scener er usynlig for de spillende.
Et Florsforhæng sænker sig for Scenen i lette, bølgende Draperier,
og medens Orkestret spiller en dæmpet, vemodig Melodi, glider Vaa
ningshuset ind mellem Kulisserne, og «Dyvekes Hus» i sin gamle
Skikkelse kommer helt tilsyne. Det er et lavt, toetages Træhus med
brunagtig Træfarve og smaa Vinduer med blyindfattede Ruder. Ved det
øverste Hjørne fører en Trappe op til Svalegangen, som springer et
Stykke frem over Døren og Vinduerne i første Etage. Den massive
Dør er af riflet Træ. Øverst ved Trappehjørnet er der en liden Lund
af Lindetræer. En lav Græsbænk er anbragt mellem Træerne saa langt
frem paa Scenen, som det er gjørligt. Paa samme Tid glider det høie
Plankeværk tilside, og bag dette sees et Gjærde af Mur og
Bindingsværk (Havemuren om Klosterhaven), bag hvilket Æ]ble- og Pæretræer,
der bugner af Frugt. De yderste Mure af Munkeklostret hæver sig
over Træerne. Musiken i Orkestret forstummer, og dyb Stilhed raader
for en kort Stund. Da glider Florsforhænget sagteligt tilside, og i det
samme begynder Oslos samtlige Kirkeklokker at ringe til Vespersang.
En Procession af Munke i Franciskanerbrødrenes Ordensdragt kommer
ud af en Laage i Havemuren og bøier af til høire i Baggrunden, hvor
man tænker sig Veien, som fører hen til Klosterkirken. Et rødgyldent
Skjær af den dalende Sol breder sig lidt efter lidt over Scenen til venstre
og lader de smaa Ruder paa «Dyvekes Hus> straale i Guldglans. Et
stærkt Sollys falder ogsaa paa Svalegangen i anden Påtage.
Anden Scene.
dyveke
kommer ud paa Svalegangen, idet Processionen forsvinder. Hun bliver
staaende ved Rækværket og skygger med Haanden over Øinene, medens
hun stirrer hen for sig. Hun er iført en lyseblaa Damaskes Kjole med
hvidt Forstykke, der gaar helt ned til Fødderne, og side, helt opskaarne
Ærmer, hvorunder de hvide Linærmer sees lige op til Skuldrene. En
høit opstaaende Krave af samme Stof som Underærmerne danner ligesom
en Skjærm bag Hovedet og ender ved de blottede Skuldre. Hun har
askeblondt Haar og lange, nedhængende Lokker. Haaret dækkes halvt
af en skjævt siddende, sort Fløiels Baret med en blegblaa, bølgende
Fjær. En sort Fløiels Taske hænger ned fra Bæltet paa venstre Side:
«Dagen skrider, og Solen har alt begyndt at dale;
men den Forlængsel, der atter og atter driver mig herud
for at speide efter det aftalte Tegn, har ikke fundet Vei
til min Kristians Hjerte og Hu; thi ellers vilde han
sagtens drage sig til Minde, at min Dag vorder saare lang,
naar min eneste Tidkort er at stunde og længte efter
ham. ’Naar jeg vifter med min hvide Lommedug fra
Vinduet hist paa Akershus, skal det varsle min lille Due
om, at jeg snart stiger i Baaden, som skal føre mig til
hende’, har han jo sagt; men naar han endnu ikke —
–. Ah, — nu kommer han! Jeg vil fluks besvare
hans Viften, saa at han kan fornemme, at Duen stevner
ham imøde paa Tankens lette Vinger. O, —: al min
Forlængsel er glemt fra den Stund, jeg ved, han kommer».
Hun tager sit Lommetørklæde op af Tasken og vifter ivrigt dermed.
Tredje Scene.
broder mauritius
træder i det samme ud af Laagen i Havemuren. Han er iført en graa
Munkekutte, der er fastholdt om Livet med et tykt Taug, hvorfra
Fjater-nosterkransen hænger ned, og Træsandaler, som med Læderremme er
fastbundne til de nøgne Fødder; ubedækket Hoved og Munketonsur.
Han kaster speidende Blikke til alle Sider, og da han mærker, at Dyveke
ikke har faaet Øie paa ham, hilser han hende med et salvelsesfuldt:
«Dominus vobiscum» /
d.yveke
farer sammen og bøier uvilkaarligt Hovedet for den fromme Tiltale;
men Stemme og Miner røber hendes Misnøie, da hun svarer:
«Ei, ei, — er det Eder, Broder Mauritius? Hvad
fører Eder hid paa denne Tid? ■— Har I kanhænde ikke
fornummet, at Vesperklokken har kaldt Eder til Bøn og
Sang i Kirken»?
broder mauritius
med tilbagetrængt Selvfølelse:
i_•
«Vor høiærværdige Gardian, der stedse med usvækket
Nidkjærhed vaager over vort Klosters Ære og Fremgang,
formener i sin Visdom, at det vilde geraade Klostret til
Baade, om nogle af Brødrene havde mere Lærdom og
Dygtighed til at sysle med Bog og Pen. Trods min
Ungdom og Ringhed i alle Dele og Maader har han
besluttet at bruge mig som sit Redskab til dette
høilov-lige Øiemeds Opnaaelse. Det er hans Vilje, at jeg
imorgen skal drage til et af vor Ordens Hovedklostre i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
