Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 45. Lørdag 11. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
444 urd.
Tyrkiske Damer røgende.
Fængselsportene sig for de muhamedanske Hustruer.
Paa denne Dag foretages der i Vaarmaanederne en
almindelig Udfart til «Europas søde Vande» og i
Sommer-maanederne til Asiens do. — den eneste Anledning, der
bydes en Fremmed til paa nærmere Hold at tage de
fornemme tyrkiske Damer, i Øiesyn — forsaavidt som
da Sløret tillader det. Man maa imidlertid ogsaa paa
disse Dage tage sig iagt for ikke at se altfor opmærksomt
paa dem, thi som oven omtalt kan man derved let
udsætte sig for Ubehageligheder af alvorlig Slags.
Paa disse Dage, da hele Konstantinopel drager ud
til en liden Flod, der falder i det gyldne Horn, ruller
ogsaa Haremsvognene afsted i Skridtgang med sine
mere eller mindre tilslørede Passagerer, der rolige og
ligegyldig betragter det myldrende Liv omkring sig. Alt
hvad Koketteren og Flirt heder er her ganske ukjendt.
Bakke op og Bakke ned gaar den støvede Vei til «de
søde Vande.» Paa forskjellige Punkter, hvorfra der er
en prægtig Udsigt over Bosporus eller det gyldne Horn,
sidder paa de Veien omgivende Høider smaa Selskaber
af tyrkiske Damer røgende sine Cigaretter og spisende
Sukkertøi, men alle alvorlige og tause. Nedenfor den
sidste Bakke bugter sig den lille Flod, langs hvilken
gaar en bred Landevei med smukt bevoxede Høider paa
den anden Side. Paa et Sted, hvor der mellem Veien
og Floden er en større aaben Plads, er der en liden
Brønd, og her har Handlende slaaet sig ned og udbyder
sine Drikkevarer. Fra Klokken tre til en Time før
Solnedgang frembyder denne Vei et livligt Skue med alle
sine ridende og kjørende. Gjennem Vognenes store
Spejlglasruder ser man de fornemme Tyrkerinder i sine
prægtige ofte guldfarvede Silkegevandter med sine mørke
Øine, stærkt buede Bryn og som oftest matgule
Ansigtsfarve. Sminket er de allesammen og halvt tilslørede,
men Sløret er hos de yngre og smukkere af dem ikke
tykkere, end at man nok kan se derigjennem.
Endnu smukkere og mere eiendommelig er det
sommerlige Fredagsbillede fra «Asiens søde Vande.»
Den lille Flod, som ved Kandilli falder i Bosporus er
garneret af smukke grønne Bredder med prægtige Trær
og talrige tyrkiske Huse. Her leirer sig paa brogede
Tepper Klynger af tyrkiske Kvinder i sin bedste Feststas
med Cigaretter og Sukkertøi, medens Floden med sin
Mangfoldighed af Farkoster, fra den almindelige Leiebaad
til de elegante og vidunderlige Haremsbarker, hvis
nedhængende rige Silketepper feier Vandfladen, afgiver et
ligesaamalerisk som eiendommeligt Skue.
Stille glider Baadene forbi hverandre — ingen Skrig
og ingen Uorden — stille og højtideligt som i en Kirke
færdes man paa Flodkorsoen, alle og enhver udvisende
den største Høflighed og Hensynsfuldhed ligeoverfor
hverandre. Stive og tilsyneladende udeltagende sidder de
tyrkiske Damer i Baadene, der ofte roes af udsøgte
smukke og kraftige mandlige Skikkelser klædte i Sk|orter
af Brussasilke. Damernes melkehvide eller rosafarvede
Slør og farverige Silkegevandter er af en henrivende
Virkning i disse landskabelige Omgivelser — det hele
er et østerlandsk Eventyr, henrivende skjønt og betagende
en Stilhed, Fred og Harmoni som man ingensteds
finder i det europæiske Vesten.
Billedet er skjønt, og alligevel virker det saa
vemodigt. Man kan ikke andet end tænke paa, hvormegen
Jammer og Elendighed der skjuler sig bag al denne
Pragt, og spørge sig selv om nogengang Frihedens Time
vil slaa ogsaa for Islams Kvinder.
Y- ’ .
Høst i Skogen.
Tyst! Hvor her er stille!
Ingen Fugletrille
dirrer gjennem Hækken.
Kun et Kluk af Bækken,
mens den hurtig iler
under Hængebirk og Piler,
vil os minde
om, at Skogens Hjerte slaar derinde.
Tyst! Hvor hep er rolig,
her i Sangens Bolig.
Ingen Lokken høres,
ingen Kampe føres.
Fra de gule Blade
flygter Fugleskarer glade.
Intet Rede
har de mer at kjæmpe for og frede.
Tyst! Hvor høi og værdig!
Hvert et Blad er færdig
med sit Sommervirke —
Skogen er en Kirke.
Alt er nu i Orden; —
Hvile sænkes over Jorden.
Ingen vover
at forstyrre nu — Naturen sover.
Ima.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
