Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 45. Lørdag 11. November 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
446
urd.
nu var Veien øde og vildsom, og en tæt Taage hyllede
alt i Haabløshedens Mulm. Og stundom saa det ud,
som om jeg gik paa rødglødende Guld, og det brændte
mine Fødder; men jeg maatte gaa videre, enten jeg vilde
eller ikke. Og stundom saa det ud, som om hvislende
Slanger bugtede sig henad Jorden, og de strakte de
kløftede Tunger imod mig, og jeg vendte mig hid og did
for at undfly dem; men de fulgte mig allevegne og[gav
mig ingen Rast. Og–Aar svandt hen, medens jeg
fortfor at vandre fremad paa den grufulde Vei».
hertug kristian :
«Dyveke, — jeg besværger Dig, lad disse dystre
Tanker fare»!
dyveke:
«Ak, — men det er jo ingenlunde Tanker eller
gjøglende Blændværk, jeg beretter. Jeg drømte det
altsammen ganske grangiveligt».
hertug kristian:
«Nu, — lad mig da ogsaa faa høre Slutningen af
din Drøm, endskjønt den for mine Øren lyder som en
Ligprædiken over det, der er mit Livs dyrebareste
Klenodie».
dyveke:
«Maaske er den det ogsaa; hvem kan vide, hvad
Drømmen varsler. Det staar til Eder at tyde den
rette-ligt, naar I har hørt Resten*.
Hun stryger med Haanden over Panden, som om hun vilde samle
sine Tanker, og fortsætter med stigende Sindsbevægelse, som hun
forgjæves stræDer at beherske.
dyveke:
«Jeg ved ei, hvorlunde det gik for sig, men
pludselig var det, som om jeg havde naaet min Vandrings
Maal. Lige foran mig skimtede jeg en mørk Masse, der
lidt efter lidt udviklede sig af Taagen, indtil jeg kunde
skjelne Omridset af en stor Bygning. Jeg famlede mig
hen til en Dør, som stod paa vidt Gab, og i det næste
Nu befandt jeg mig i en Kirke. To Vokskjærter brændte
paa Alteret foran et Helgenbillede og kastede et svagt
Lys omkring sig; men det formaaede ikke at trænge
igjennem den Dunkelhed, der rugede over den "øvrige
Del af Rummet.–Det var saa tyst og ødsligt
derinde, og jeg var saa ensom, o, — saa ensom, medens
Menneskene jagede efter al Livets Lykke og Lyst ude
i den lyse, deilige Verden, som jeg higede efter med
Savnets hedeste Forlængsel. Da grebes jeg af Stilhedens
og Ensomhedens Gru. En navnløs Rædsel lammede mit
hele Væsen, og i stum Forfærdelse sank jeg ned paa
Gulvet og skjulte Ansigtet i mit Fang».
hertug kristian
med tilbagetrængt Spænding:
«Nu vel, — og da Du atter hævede Hovedet, —
— vaagnede Du»?
dyveke:
«Der staar endnu et lidet Gran til Rest, Eders
Naade. Da jeg atter hævede Hovedet, blev jeg var, at
Gravsten ved Gravsten dækkede Kirkegulvet. Hartad
mod min Vilje nærmede jeg mig den, som laa tæt ved
det Alter, hvor Vokskjærterne brændte. En kyndig Haand
havde udhugget en Kvindes Kontrafei i Stenen. Jeg
vilde ikke drage Kjendsel paa disse ungdomsfagre
Lineamenter, og dog kjendte jeg dem saare vel og veg gysende
tilbage for det uafviselige Vidnesbyrd, de fremholdt for
mig; thi under Stenbilledet læste jeg: ’Hier liegt
be-graben’ — —*)».
hertug kristian
med frembrydende L.idenskab:
«Dyveke! — Dyveke»/
dyveke
dæmpet og dybt vemodigt:
«I tyder allenfals Navnet retteligt; ’Dyveke’ var det,
jeg læste paa Stenen».
hertug kristian
slutter hende i et langt, inderligt Favntag:
«Alle Helgener skjærme og bevare Dig! —- Hvis
Døden skulde vriste Dig ud af min Favn, var det
tilvisse mere, end Kjød og Blod kunde bære. Kom, min
elskede, — vi vil ei dvæle længer her. Lad mig følge
Dig hen til din Yndlingsplads paa Fjeldet hist oppe,
hvor vi kan skue vidt ud over Fjord og Land. Der skal
Aftenvinden! kjøle dine Kinders Glød og henveire de
Skræmmebilleder, som din Drøm har fremmanet for os».
Han leder hende henad en Sti, der til venstre fører opad
Ekeberg-aasen, hvor de forsvinder mellem Træerne.
Et Florsforhæng sænker sig for Scenen i lette, bølgende Draperier,
og medens Orkestret spiller en dæmpet, vemodig Melodi, glider Vaa
ningshuset frem mellem Kulisserne og indtager sin forrige Plads, saa at
kun det øverste (Trappehjørnet) af »Dyvekes Hus» er synligt for Til
skuerne (som i første Scene). Paa samme Tid glider det høie Planke
værk frem og skjuler Muren om Klosterhaven osv. Solen er gaaet ned,
og et dæmpet Lys hviler over Scenen; men Skumringen er endnu ikke
indtraadt. Musiken i Orkestret forstummer, og Florsforhænget glider
tilside, straks Sceneforandringen er foregaaet. Dyb Stilhed raader for
en kort Stund.
Femte Scene.
en konstabel
er iført Konstablernes sædvanlige Uniform. Han kommer langsomt ind
fra Baggrunden til høire, og da han i forbigaaende faar Øie paa den
sovende Student i Orekrattet, gaar han hen til ham og rusker lempeligt
i harrf:
«De’ er inte telladt at ligge og sove her,..Di, og
eide’ saa, at Di er drokken, da faar Di gaa hjem, hvis
som atte Di inte vil paadra Dere Ubehageligheter».
student blom
har under de sidste Replikker mellem Hertugen og Dyveke gjort nogle
urolige Bevægelser, der antyder en utryg Søvn. Ved Konstabelens Be
rørelse farer han op, og idet han bøier sig med dyb Ærbødighed, udbry
der han i søvndrukken Forvirring:
«Eders Naades Høimægtighed bedes gunstigst at
tilgive, at jeg —»
konstabelen
vredt afbrydende:
»Aa er detta for no’ Tøveri da ? — Hvissom atte
Di unnerstaar Dere at drive Ablegøier med Polletie’, saa
ska’ Di jagu’ paa Stassjon og de’ fort».
student blom
stirrer omkring sig med vidt opspilede Øine og synligt forvirret:
«Hvor er jeg? — Hvad er her hændt? — Hvorer
Jomfru Dyveke» ? i—
konstabelen
yderst indigneret:
«Jeg har slettesinte no’ Bekjenskap tel den
Jomfrua, jeg, Far. Men enten faar Di naa rusle hjemover
eller følge med mig, de’ er sikkert de’, skjønner Di».
*) Dyveke blev begravet i St. Anne Nonnekloster ved Helsingør.
Paa den Sten, der dækkede Graven, hvilede en Kvindeskikkelse,
som var indhyllet i et folderigt Ligsvøb. En høi, opstaaende
Krave, der havde samme Tilsnit som de saakaldte »Dyvekekraver ,
omgav Hovedet. Under Fødderne var der udhugget et
Dødninghoved, og her læste man: <Hier liegt begraben D)veke».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
