Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- No. 49. Lørdag 9. December 1899
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
urd
487
ßopgny Linn.
(Af T. C.)
(Slutn.)
Tf
I angsmed Bækken gik hun, den koselige lille Bækken
lix mellem fine Bregner og saftig ungt Græs. Solen kigede
ned til Bækken og Bregnerne og hende i enkelte
Lysninger mellem Topperne. Hun gik og glædede sig til
Kaffen og Smørrebrødene paa Frognersæteren. Skulde hun ta
Smørrebrød med Hummer ianledning af at det var i
Begyndelsen af Maaneden ?
Ikke et Menneske hadde hun mødt paa Skogstien, men
da hun kom op paa Hovedveien, hørte hun en Vogn komme
trillende. Hun hørte Hestenes energiske Hovslag, idet de satte
i opfor den lidt bratte Bakke. Hun hørte det knislede i
Smaastene og sammen med disse Lyd hørte hun en anden:
en høi klingende Latter. — Den Latter skulde hun kjende.
— Jo, ganske rigtig. — Hun fanger Glimtet af
elfenbenskin-nende Tænder og et flammerødt Haar, idet Vognen ruller hende
forbi. — Det gik et Ryk gjennem Borgny Linn. Alt Blod
for hende til Hodet. — — —
Der sad hun, den Kvinde hun hadede, ja hadede af ganske
Hjerte, Sjæl og Sind. — Hun var ikke istand til andet endnu.
Borgny vidste om Sigyn Strøm at hun var gift, men af
de tre Herrer T Vognen var ingen hendes Mand. Gemalen
var en lidt ældre Herremand med bar Skalle, mange Penge
og en god Forretning i Byens Centrum. Selv residerede Sigyn
i et flot Hus paa Drammensveien. Borgny hadde hørt
fortælle, at hendes Mand hadde eiet en Tomt ved Slemdal og
tænkt at bygge sig Villa deroppe. Men Sigyn’ fik ham til at
sælge; den. Hun vilde ikke bo der. Der var blit saa altfor
«blandet.»
Nei, efter dette kunde ikke Borgny gaa op til
Frognersæteren. Hun kunde ikke resikere at maatte være under samme
Tag som denne Sigyn. Derfor vendte hun om. Hun vilde
ikke gaa Skogstien nedover igjen, gik den stenede, gruslagte
Vei med de mange Slyngninger.
Aa, hvor hun hadede denne Sigyn. Det suste hende om
Ørene, det hvislede hedt om hendes Kinder. Hun kjendte sig ’
saar og sorgfuld, var lei paa sig selv, fordi hun var saa ond.
Taarerne steg op i hendes Øine, hun kjendte hvorledes de
piblede frem, hun pressede dem tilbage, men de kom alligevel,
og det her midt paa Landeveien, uf. — Hun kunde ikke lade
være at hade Sigyn, denne Kvinde, som hadde røvet hendes
Lykke, gjort hende saa fattig, saa arm paa Glæde, nei hun
kunde ikke, ikke enda ialfald. Kanske engang, naar hun blev
gammel, naar hendes Ungdom var sluknet.....
Hvorfor skal de Kvinder faa den Skjønhed som er saa
betagende, som virker saa uimodstaaelig paa Mænd, de som
er saa letsindige og bare gjør ondt. Det kunde Borgny
egentlig ikke fatte. —
*
— Arbeidet ved Skolen blev Borgny mer og mer kjært
elter hvert som hun fik Erfaring. Desmer Tag fik hun ogsaa
paa alt. Hun syntes det var som med Blomster disse Smaa der
i Klassen. De maatte passes og pleies og elskes og
undervises hver paa sin Maade. Nogen maatte ha bare Solskin
ligsom, nogen en skarpere Behandling. Værst var det engang
hun blev nødt til at tugte alvorlig. Det var skrækkelig, men
saa gjorde det ogsaa utrolig godt.
En Dag kom en liden Pige stilfærdig bort til Kathederet.
«Frøken, Dagny har en løs Tand.» — Borgny skjønnede godt,
det var en Opfordring til at være Tandlæge. Naa ja, hun
gik ned til Dagny, tog med venstre Haand et kraftig Tag om
Dagnys lille Hage, medens hun med høire nappede Tanden
ud. — Stoltelig vandrede Dagny ned mellem Pulterækkerne
bagefter, da hun skulde bort for at skylle sin Mund. Dagny
var en Helt, for hun skreg ikke, da Frøkenen trak Tanden ud.
Ja, det var mangt og meget Borgny maatte lære sig til
i Egenskab af Lærerinde. Men saa blev hun ogsaa under
Arbeidet freidigere og modigere, ligesom rankere indvendig.
En Yndling hadde hun, en liden Pige med Smilehuller
og gule Krøller. Hvor det var slemt at la være at knibe
hende i Kindet og stryge de silkebløde Lokker, men hun
maatte passe sig, det vidste Borgny Linn. Ingen maatte komme
foran den anden paa andre Præmisser end Flid og god
Opførsel, og den lille Skøierungen var intet Dydsmønster. Det
var de Smilehullerne og det lille buttede Barnelegeme som var
saa forlokkende.
*
Sommeren var gaaet, en deilig Sommer med passelig Regn
og passelig Solskin, akkurat slig som det altid skulle være i
Ferien. Og bagefter kom der en god Høst med en Række
skjønne Septemberdage.
Paa en af disse høstklare Dage, som gjør et Landskab
saa fortryllende, gik Borgny Linn en Tur ud til Bygdø. Fra
Oskarshal tog hun Veien mellem Trærne, en af de mange der
fører over til Søbadet.
Det var saa stille der under de høie Kroner. De var
grønne endda, men et enkelt Blad faldt af og til lydløst til
Marken. Det løsnede og dalede sagte, sagte. Ingen
Fuglesang, ingen duftende Blomster, men Solskin, lyst Solskin over
grønne Enge.
Hun gik under Trærne og saa paa det stille Solskin
derude. Og hun kjendte sig saa rolig. Hun kunde enddog
tænke paa det fra før. — Det var nu alt tre Aar siden.
Hun vidste, at han hadde en god Stilling i en af Kystbyerne,
og at han var alene. — Hun saa ham tydelig for sig. — Det
slanke over Hofterne og det egne Lag, naar han gik — det
som var saa smukt — det smidige over hans Skikkelse —
aa — nei, det er bedst at tænke paa noget andet.
Hun var netop kommen ind i Kongsgaardens Park. Hun
stansede paa den lille Bro og gav sig til at se ned i det
grumsede Vand. Det laa der saa stille og graat og dødt. —
Hun fortsatte Veien gjennem Parken og videre. Engene var
frodige og grønne som paa en Vaardag, men Græsset havde
ikke Vaarens Duft. Mellem det grønne Græs lyste enkelte
Margueriter, store og pragtfulde som de kan være ved anden
Blomstring. De stirrede med sine store Øine omkring sig som
følte de sig ensomme i alt dette blomsterløse Grønne. Det stod
koldt fra dem. — Nei, da var det noget anderledes varmt
over det Træ derborte i Skogranden, det som lyste ildende
rødt mod de grønne Graner. Det var en Rogn, Kronen var
saa hvælvet, og Rognen blir saa vakkert rød i September.
Længer henne var en Klynge, der skiftede i Farver fra dybeste
rødt til lyseste gult. Pragtfuldt. Det er kun Aspen der løfter
sig saa rank, mens den drysser sit gyldne Løv. Den lyser
og gløder i de stærkeste Farver, mens Bladene sagtelig dale-i
mod Jord. ^Ja det var Farver. Borgny syntes det var saa
vakkert, hun vilde gaa derhen og plukke med sig en Buket
af det rødeste Løv.
Hun var saa optaget at hun ikke merkede der kom en
Herre gaaende paa Veien langsomt imod hende, før hun var
nær indpaa. Da braastansede hun med et. — Hun blev
ligbleg, alt Blod for hende til Hjertet. — Det var ham. —
Han var stanset et Par Skridt fra hende. Han løftede
paa Hatten, og hun saa et Ansigt saa blegt og sørgmodig.
Forvjrret saa hun sig om, ikke kunde hun gaa hverken frem
eller tilbage. Knærne skjalv under hende, dersom hun rørte
paa sig vilde hun falde. Hjælpeløst saa hun op og hun mødte
et Par Øine, der bad, ja bad saa ydmygt-
«Borgny» — lød det bønlig, som Øinene. — Nu maatte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Jan 24 23:08:22 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/urd/1899/0497.html
