Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 50. Lørdag 16. December 1899 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
URD
493
Og saa er hun saa uudviklet tiltrods for sin store
Verdenserfaring. Hun har egentlig ikke levet, forstaar du, bare
representeret efter udenadlærte Regler. Vort Liv, Tankens
og Følelsens, har hun blot set paa Theatret eller kommet i
Berørelse med gjennem usunde Bøger. Jeg tror ikke hun
nogensinde har hørt en Tone af menneskelig Lidelse eller Fryd,
som ikke har været falsk eller forstemt -— — — — Og
længre nede: Du skal ikke dømme hende, som du gjør,
Mor, hun kjender sig jo ikke selv: hun ved ikke endnu hvem
hun er. Hun har endnu aldrig været inde hos sig selv eller
kommet i Berørelse med et andet Menneskes Sjæl uden med
Konvenancen som Midler. Hvordan kan du tro at ^n slig
Kvinde er lykkelig ? Og naar hun ikke er lykkelig selv, kan
hun ikke sprede Lykke omkring sig — — — —
Denne Gang var hun ganske bleg, da hun saa op. Havde
John ret? Var hun ikke lykkelig? Havde hun aldrig været
det? Hvad var da Lykke? Hun greb efter et nyt Brev:
— — — — hun har jo aldrig smagt den Glæde en Opofrelse
kan skjænke, eller den Styrke Seieren over en selv giver —7.
Var dette Svar paa hendes Spørsmaal? Isaafald havde hun
aldrig været lykkelig, thi hun kunde ikke erindre at hun hele
sit Liv igjennem havde ofret noget for andre eller vundet
nogen Seuer over sig selv. Hun havde faat alt hvad hun
havde pegt paa, og alt ubehageligt var blevet fjernet fra hendes
Sti, først i Forældrehjemmet, hvor hun var meget svag, senere
i hendes nye Hjemv.
Aldrig lykkelig! En pludselig Længsel efter Lykke
bemægtigede sig hende. Hun følte det som et Krav i sin
Sjæls Inderste, som et Krav der ikke kunde blive opfyldt.
En ny Verden havde aabnet sig for hende gjennem Mandens
Breve, en Verden hvoraf den hun hidtil havde levet i blot
var et Vrængebillede.
De udenadlærte Salonlektier, de paa Forhaand udtænkte
Svar og Bevægelser, hele den sammensatte Mekanisme og fint
udarbeidede Uhrverk som kaldes en Verdensdame, uforanderlig
korrekt og den samme hver Time paa Dagen — det havde
været hendes Lykke. Og nu stod Uhret stille. Et Hjul var
gaat itu, eller en Fjær sprunget, og det var pludselig blevet
stille i hendes Bryst. Hun følte ikke længre det stadige
Tik-Tak af sit eget lille Uhrverk, men blot en stor Tomhed
som bredede sig ud over alt der hvor Mekanismen tidligere
havde gjort Tjeneste.
Hun greb atter efter Brevene, men denne Gang med
skjælvende Hænder. Og for hvert Brev hun lagde bort, var
det som det skreg indi hende efter mere, stadig mere af
Mandens inderste Tanker. Hun sad med Fanget fuldt af
Breve, og uden at vide hvad hun gjorde, trykkede hun hvert
eneste et til sit Hjerte, inderligt og varmt, inden hun lod det
glide ned til de andre.
Alle talte blot om hende. Hele hans Verden bevægede
sig om hans «lille Poem,» som han kaldte hende. Han levede
blot for at glæde hende. Saa var det en Bøn om Hjælp til
at vælge en kostbar Present eller at berede hende en
Overraskelse, og saa var det Spørsmaal om Reiseselskab til et
eller andet udenlandsk Badested. Han selv vilde ikke være
med. Hun var jo vant til en saadan Verdensmand som Faren,
og han, John, var en ubehjælpelig Bourgeois i alt saadant.
Mere sjelden forekom nu Udtryk for hans dybe Kjærlighed,
og det var dem hendes Hjerte nu længtede efter. Jo, se
her var et: — — — — -— — — — — — — — —
Mor, du kan ikke tænke dig en slig Vaardag som det
har været idag. De hvide Syrener hænger som Brudeslør i
Luften. Hun havde været ude og plukket vilde Blomster til
Vaserne, thi vi ventede Fremmede fra Byen, og da hun kom,
varm, med det lyse, lokkede Haar som en Guldsky omkring
Hodet, gjennem den hvide Syrenallé med Favnen fuld af
Blomster, troede jeg næsten det var Vaaren selv som kom
og aabnede Vinduet for at slippe den ind. Ufrivilligt rakte
jeg Armene ud for at løfte hende op fra Marken. Hun brød
af en hvid Syren og rakte mig den gjennem Vinduet. Nu
staar den her paa mit Skrivebord og dufter, og mine helligste
og bedste Følelser, som alle tilhører hende, gjemmer sig i de
hvide smaa Kalke — —–Hun kunde ikke læse længre,
en uudsigelig Angst havde bemægtiget sig hende. Hvad kunde
det være? Hun vidste det ikke selv; hun havde aldrig lært
at tænke uden Hjælp. Hun følte Lyst til at graate, graate
— — — — eller maaske heller til at le ? — — — —
hun vidste det ikke rigtig. Hun vilde gaa langt bort —
-ud i Skogen — — — — eller hen til den Syrenalléen.
Blomstrede den nu mon ? Eller til en Strøm, en lys og mægtig
Strøm, og lytte til dens Sang — — — — eller bare faa
kaste sig ned og graate.
Ak at faa være ung igjen, men paa den rette Maade
denne Gang, ikke med sammensnørt Hjerte. — — — —
Hun begyndte atter at læse. Imellem var det Breve fra
andre som faldt i hendes Hænder; men hun kastede dem
utaalmodig bort. Det tirrede og plagede hende at alle andre
uden hun havde kjendt, elsket og beundret ham.
Hans Breve blev efterhaanden mere sorgfulde og tunge.
Der taltes nu mest om Forretninger. Nu og da, naar Moren
maaske havde klandret hans unge Hustru, bryder Kjærligheden
frem som en lidelsesfuld Glød, saa meget sterkere som den
synes at have været undertrykt — — — — — — — —
Du har ikke Ret til at dømme hende, Mor. Du kjender hende
ikke; hun er bortskjæmt, det er sandt, men der er ikke noget
ondt i hende, blot ubrugte Kræfter. Feilen er paa min Side.
Havde jeg fra Begyndelsen af lagt hendes Hjerte ind mod
mit, saa havde jeg nok magtet at fylde dets Tomrum. Men
saa langt som vi nu staar fra hverandre — — — hvordan
var det nu muligt.? Og desuden er jeg ræd for at gjøre mig
latterlig — — — —
Hvilken Feil? Hvad mente John? Og saa det om at «vi
stod saa langt fra hverandre?» Hendes Forældre havde jo
altid levet i hver sin Del af Leiligheden, og hun havde anlagt
sit Liv efter deres. Hun kunde heller ikke huske at hun
under deres korte Ægteskab havde kjærtegnet sin Mand mere
, end nogle faa Gange; i hendes Hjem havde de betragtet
den Slags som tarveligt. Og i alle Henseender havde hun
tulgt Forældrenes Eksempel og kun bøiet sig for «den gode
Tone.» De havde bortgiftet hende, idet de havde lovet hende
al den Luksus som hun havde været vant til, og hun havde
ladet dem bestemme. Hun havde ogsaa faat alt hvad de
havde lovet, og derfor havde hun ogsaa, lige til idag, troet
at hun var lykkelig. Men nu vidste hun, at Lykken var
noget ganske andet — — — — Hvad kunde John mene
med Feil ? Her strak ikke de gamle Trøstegrunde til, saa meget
vidste hun blot. Forts.
Literatur.
Bøger passende til Jalegavep.
Faste Forland. Af Jonas Lie. Gyldendalske
Boghandels Forlag, Kjøbenhavn.
En ny Bog af Jonas Lie! Det er som en Solstraale det,
som en lysende, varmende Solstraale der midt i
December-taagen spiller paa Ruden og vil være med til Fest. Thi Jonas
Lie bringer næsten altid Sol med sig. Vi siger rnzsten altid,
thi undertiden har han jo bragt Dynamit med sig ogsaa, og
Gift! Og med Faste Forland er der meget Sol, og meget
Haab, og en stor, lysende Tro paa Gjenopreisning og Seier
for Sandhed og Ret.
Selve Motivet er dystert nok: En ung Mand, med
Idealer og Begeistring og Fantasi, har kastet sig over en
Opfindelse som glipper. Under Vægten af Bylatteren, som han føier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
