Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - Lidt om gamle Milla og vore „Aflæggere”. Af Elias Kræmmer. Illustrationer af Othar Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det, som først vakte min Forbauselse ved Milla,
var den fænomenale Færdighed, hvormed hun behandlede
den lille Bylt. Formelig som en Jonglør eller rettere
Jongleuse! Hun heiste ham op i strak Arm, satte ham
paa Hovedet, svingede ham rundt i mildt gyngende
Bevægelse, uafladelig akkompagneret af en Dur: Bys-s-s
—sum—bys-s-s—sum –-.
Jeg tror, hun kunde bragt en Taagelur til at tie
stille og søvne!
Man taler om Massage, men saadan som hun udførte
denne Kunst og med hvilken storartet Virkning, det
overtraf de dristigste Forventninger. Hun anvendte
Kuren bare i et vist Tilfælde, men det indtraf jo
nok-saa ofte, nemlig naar Vedkommende havde «Knib»!
To raske, ganske lette Slag og et lidt stærkere faldt
regelmæssigt paa Patientens fremtidige Sidderedskab —
og det stillede Smerterne, det «slog» aldrig feil.
Apropos Knib, saa hændte det mig noget engang, hvorved
Gamle Milla beredte mig en stor Skuffelse. Jeg kom
ind i Barnekammeret og saa en af de smaa Aflæggere
ligge og smile saa huldsaligt — ja det saa skindbarligt
ud, som om han lo, saa det klukkede i ham. «Han er
vist født Humorist, den Gutten», sagde jeg glædestraa
lende til Milla. «Aa nei», svarede hun, «han har bare
Knib, for da smiler dem somoftest.» Jeg følte mig som
sagt skuffet, men mange Aar senere fandt jeg dog hos
de samme Aflæggere Glimt af Humor, hvilket gjorde, at
jeg kom til at tænke paa den Gang, de laa i Vuggen
og storlo af, at de havde Knib! Saaledes frydede det
mig, at en af dem, der havde med en Salonbøsse skudt
af sig «Pegetaaen», under den mest smertefulde
Forbinding af Saaret kunde døbe sig selv for: «Tobias»!
En anden Gang, da de skulde fabrikere en
Lyk-ønskningsskrivelse til sin Mor paa hendes Fødselsdag —
hun var tilfældigvis borte fra Hjemmet — saa blev der
sat sammen følgende højstemte Kvad å la Ørnulfs
Drapa:
Fem er dine Sønner,
men kun én din Datter,
og vi alle skjønner,
hun du høiest skatter,
ligevel vi ved, du vilde
savne kjcerlig Hilsen
fra vort Ophavs Kilde,
vi mener —n.!
Derfor kan ei bedre gjøre
dine haabefulde Poder
end at spleise hver en Øre
for et Brevkort til sin Moder l
(Underskrifter).
Men nu faar vi tilbage til gamle Milla.
En god Del af Byens gjæve Borgere har Milla
dasket i — nei jeg vil udtrykke mig penere: masseret
i Børneaarene.
En Dag overraskede jeg Milla, da hun stod ved
Vinduet og saa ud samt smaasnakkede med sig selv:
«Jammen er det rart, at jeg har husket ham der paa
Armen min lel!», hun betragtede min smelfede Ven
Grosserer Jensen, som stabbede afgaarde med en Vægt
af ca. 170 Kilo.
«Det er sørgeligt, hvor godt han ser ud,» sagde
Milla til mig, da hun opdagede, jeg var tilstede.
Men det er ikke bare, naar det er Solskin i
Barnekammeret, at jeg har lært gamle Milla at kjende.
Naar Høststormene rusker i de bladløse Trær
udenfor, da kommer oftest de mørke, uhyggelige Gjæster,
der bringer Roserne paa de trivelige Barnekinder til at
forsvinde.
Det pidsker og regner paa Ruden, men Mor og
Milla sidder bøiet over den lille Seng og lytter til hvert
Aandedrag.
Det gamle, furede Ansigt er alvorligt, men altid
velsignet roligt — og det giver slig Trøst, vi er saa
trygge, naar hun sætter sig paa Skammelen ved
Barnesengen og begynder at strikke paa den lange, graa
Strømpen, som jeg har seet i alle disse Aar, og som jeg
indbilder mig altid er den samme. Naar Milla begynder
at strikke, da er det, ligesom vi begynder at tro, det
gaar over — for ellers kunde hun vel ikke tage det
med slig Ro?
Og saaledes har Milla vandret fra Barnekammer til
Barnekammer, fra Generation til Generation — hun er
ligesom en Gartner i Vorherres Have, der pleier og
passer de smaa Skud, til de voxer op og blir store Trær,
som skaffer sig Sol og Næring selv — eller visner paa
Livets Skyggeside.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
