Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - Naar Julen kommer. Af Sigrid Scheel. Vignet af Arne Hjersing
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der var stor Raadslagning i Skogen. Grantopperne vuggedes frem og
tilbage, det susede og hviskede, det knagede i Stammerne, og Støien
vokste til en Brusen som af mægtige Orgeltoner. Spurvene blev nysgjerrige og
fløi lydløst ind mellem Grenene for bedre at kunne høre efter.
Hvad gik der dog for sig i Skogen? De voksne Grantrær stod ranke og
imponerende og talte besindig med hverandre, medens de vel overveiede hvert Ord, de
sagde. De unge Grantrær, som endnu bar lysegrønne Naale, var livlige og høirøstede, og
de ganske smaa forsøgte ogsaa at sige sin Mening; men da de havde saa spæde Stemmer, var der ingen, som lagde
Merke til dem.
Alene oppe paa en Høi stod en gammel, kroget Gran med langt, graat Skjæg. Nu og da saa de andre
ærbødig hen til ham, fulde af Forventning, — for han var deres Ældste.
«Mine Venner!» begyndte han hæst og rømmede sig flere Gange. «Vinteren er kommet; den vil blive streng
og kold, jeg føler det i min Ryg. Vi ved alle, hvad det betyder, naar Himlen drysser sine hvide Blomster nedover os:
det er Julen, som melder sin Ankomst. Vi ved ogsaa, at en af os skal følge ham paa hans Vandring, og at det er den
største Ære, vi kan opnaa. Dette Træ maa tidlig dø; men det dør under brændende Lys og mellem dansende Børn,
og det fik Del i Menneskenes Liv. Vælg saa, hvem der vil følge Julen —■ jeg venter Svaret.»
De voksne Grantrær rystede betænkelig paa deres Hoveder, de Unge vilde alle afsted, — men de Smaa blev pludselig
bange og skjulte sig. Da sagde den aller vakreste af de unge Grantrær med sin dybe Stemme:
«Mester, jeg vil følge Julen.»
En slank og fin liden Birk, indhyllet i en blød Snekaabe, bøiede sig mod ham og begyndte at graate.
«Min Ven,» sagde han til hende, «og alle mine Venner her i Skogen, hør, hvad jeg har at sige! Jeg gaar, fordi jeg
føler, at jeg kan ikke lade det være. Om Natten hører jeg Stemmer af Mænd, af Kvinder, af smaa Børn, som kalder
paa mig. Det er haarde og onde Tider for dem, og deres Hjerter begynder at blive kolde; derfor maa jeg gaa og lyse
lidt op paa deres lange, mørke Vintervei. Jeg vil fortælle dem om vor Skog, som altid er grøn, om alle de underlige
Ting, vi ser og hører, om Trold og Nisser og Alfedans i Maanelyset. Jeg vil jage de tunge Tanker bort fra de voksne
Mennesker og bringe de smaa Børn til at le. Jeg ved, at min Død er nær, for jeg kan ikke leve længe i deres varme,
tillukkede Værelser. Men naar mine Naale falder og mine Grene tørres hen, da vil jeg gjennembæves af en saa stor
Lykke, at mit Hjerte brister, og jeg dør af den Glæde, jeg har forsøgt at sprede omkring mig.»
Et langt, skjælvende Suk gik gjennem Skogen, og den lille Birk hulkede saa sterkt, at Sneen faldt fra hendes
Skuldre, og de sorte Grene hang som et Sørgeflor om den hvide Stamme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
