Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saaledes fuldt op at gjøre. Der var haardt Arbeide mangen
Gang med Kjærning og Bagning; Vasken besørgede vi ogsaa
selv. Men jeg tror alligevel, at her var penere dengang end
nu med alle vore F^olk; Haven især var penere. Mor var
meget stolt af sin Have. Jeg blev sat til at luge, saasnart
jeg kunde gaa. Hun var en mageløs Kone. Jeg husker, at
da jeg syede min første Navnedug, maatte mit Fingerbøl fyldes
ud med Papir. Hun underviste altid i noget.
DATTEREN.
Men din Far underviste dig ogsaa?
MODEREN.
’ Hans Undervisning var af en anden Slags. Jeg husker,
at han en Morgen kom ud i Kjøkkenet, mens jeg stod paa
en Stol ved Siden af Mor og knadede et Stykke Deig. Jeg
kan endnu se ham for mig. — «Hvem vil vel spise din graa
Pudding, Phæbe,» sagde han, «kom saa skal jeg ogsaa lære
dig noget.» Og saa gjorde han en Bogstav af Deigen. «Det
er en Bogstav,» sagde han — «Bogstaven M. M. er
Begyndelsen til Mor.» Jeg var meget stolt og gik hele Dagen
omkring og sagde: «M. er Begyndelsen til Mor.» •
DATTEREN.
Din Far synes jeg om. Fortæl mig mere om ham.
MODEREN.
Lidt senere gav han mig Timer hver Dag. Mor likte
det ikke; hun sagde, hun var kommet godt nok frem uden
Kjendskab til Bøger; men hun var glad, da jeg kunde skrive
en pen Haand og kopiere hendes Opskrifter pent i en Bog.
Da jeg var omkring fjorten Aar, troede min Far, at jeg havde
sjelden gode Evner og forsøgte at gjøre et dygtigt Menneske
ud af mig. Han gjorde sig megen Umage for at undervise
mig i Fag, som ikke var almindelig for de fleste Kvinder.
Men efter nogle Aar holdt vi op; han var skuffet over mig.
«Phæbe,» sagde han bedrøvet, «naar jeg skal si’ min Mening,
saa har du bare en Kvindes Forstand. Du sluger og sluger
og sluger, men kan ikke fordøie.»
Men jeg læste alligevel hver Dag for ham af de gamle
Filosofer, og det hændte, da han ingen anden havde at
henvende sig til, at han kom hinkende ud i Kjøkkenet med en
Bog i Haanden og raabte: «Phæbe, væk med Sæbevandet!
Nu har jeg det. Saaledes var det Epiktetos mente.»
Han havde Ret. Jeg slugte alt, men intet af al denne
Lærdom trængte ind i mit Væsen.
DATTEREN.
Aa, Mor!
MODEREN.
Det er sandt, min Skat. Jeg var en meget dum Pige.
Om Aftenen og tidlig om Morgenen paa mit lille Værelse
tænkte jeg hverken paa Epiktetos eller grublede over Døden,
som Far vilde. Jeg tænkte bare paa Livet — mit Liv —
paa den lange hemmelighedsfulde Kjæde af Dage, som ligger
mellem mig og Graven. Naar Mor lod mig faa en Fristund,
likte jeg bedst at løbe over Frugthaven og gjennem den lille
Skog til Sortetjernet, og paa disse Spadserture paa den
mosbevoksede Sti, eller siddende paa Bredden af det dybe Vand,
som glimtede mørkt i Skyggen af Trærne, levede jeg et andet
Liv, et Liv udenfor det Virkelige. Hvis Far havde vidst
dette, vilde han her have fundet Feilen i min Udvikling,
Sygdommen paa det friske Skud.
DATTEREN.
Er det da saa galt at drømme — at tænke paa det, som
skal komme?
MODEREN.
Mit Barn. Ondet ligger i Drømmens Natur. Men jeg
tror, det er saa med alle Kvinder.
DATTEREN.
Bare med Kvinder? Har Mændene ingen Drømme om
Dagen ?
MODEREN.
Det kan jeg ikke sige dig. Kanske. Men deres Drømme
er vist af en anden Natur, thi deres Haab er et andet; andre
Billeder lyser for dem gjennem Fremtidens "Taage. Deres
Verden er Kundskabers og Tankers uovervundne Riger,
Folkenes Skjæbne og store Handlinger i Berømmelsens Glans.
Vi ser bare et Billede, en Skikkelse med Regnbuevinger,
som staar mellem Stjerner og fylder vor Himmels Hvælving,
som breder sine Arme ud mod os: Kjærlighed! Bare
Kjærlighed !
Kom, giv mig et Kys, min Engel, god Nat. Det er
Sengetid nu.
DATTEREN.
Aa nei, nei! Søde Mor, lad os bli en Stund til.
Fortæl mig mere — fortæl mig alt! Jeg er en Kvinde nu! Og jeg
er saa glad i dig! Giv mig hele din Fortid, lad mig" faa
gjemme den i mit Hjerte, faa se paa den hele mit Liv. Vi
har det saa lunt, som vi sidder her og prater. Gjør det dig
ondt at fortælle? Saa skal du ikke fortælle noget, men hvis
du kan, saa fortæl mig alt. Jeg længes^ efter at høre.
MODEREN.
Jeg havde ikke tænkt at fortælle dig alt saa snart. Men
sent eller tidligt maa det ske. Jeg har saa ofte tænkt paa,
hvordan det skulde fortælles. Nu lader det til at komme
anderledes.
Hvorfor ikke iaften ? Hent en Stol, min Ven. Du blir
stiv af at ligge paa Knæ paa Gulvet.
DATTEREN.
Aa, vil du ? Aa, saa deiligt! Nu gaar Tjenerne
tilsengs, og vi kan være ganske alene med din Ungdom. Der.
Maa jeg sidde ind til dig? Imod dit Knæ? Giv mig din
Haand. Saa Mor, begynd !
MODEREN.
Hvor var jeg?
DATTEREN.
Du drømte ved Sortetjernet. Hvor gammel var du da?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
