Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenummer 1899 - En uanet Tragedie. Af Laurence Alma Tadema. Oversættelse af Tyra Bentsen. Titelvignet af Th. Holmboe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MODEREN.
Rag op i Ilden, Smaa; den brænder saa lavt. — Hvor
var jeg? — — Javel. En Dag var vi i dette Værelse,
Mor, Sir Jasper og jeg. Jeg har glemt, hvordan det kom
sig, at Mor forlod os, men før jeg fik tænkt mig om, var vi
alene.
«Miss Phæbe,» sagde han, «Jeg har en Bøn til Dem.»
Jeg vovede ikke at se paa ham; jeg husker intet af, hvad
jeg sagde eller gjorde; jeg husker bare, at jeg blev greben af
en pludselig Lyksalighed. Nu var det kommet! Og jeg
følte mig allerede lænet mod hans stærke Kjærlighed. Han
stod akkurat der. Jeg har glemt hans Ord, men de faldt
isende paa mit Hjerte. Han bare spurgte om Tilladelse til
at bede Far om min Haand. Han havde ventet, sagde han,
for først at erholde mit Samtykke, da han var af den Mening,
at i Ægteskabsspørgsmaalet burde Kvindens Valg iagttages
ligesaameget som Mandens.
DATTEREN.
Aa Mor! Var det alt?
MODEREN.
Det var alt. I Begyndelsen var jeg ganske fortumlet og
isende kold. Men jeg sagde, at han maatte spørge Far. Saa
kom Mor tilbage, og jeg styrtede ud.
Paa Trappen græd jeg bitterlig, men begyndte snart at
trøste mig og "3 bygge op igjen det Luftslot, som hans tørre
Ord havde revet ned. «Han er streng,» tænkte jeg, «en
streng, men ædel Mand, ikke en taabelig Pige med Hjertet i
Munden. Hvis han ikke elskede mig, saa vilde han ikke fri
til mig. Han vil vise det senere.»
Og da Mor kom ud for at hente mig, var mine Øine
tørre. Da jeg kom ind i Værelset, tog min kjære Far mig i
sine Arme og kyssede mig og 1od til at have glemt, at han
var en Stoiker. Ogsaa Mor kyssede mig. Vi var i Regelen
ikke henfaldne til Kjærtegn; Far likte det ikke og ansaa
megen Kjæling for den største Daarskab.
DATTEREN.
Det havde aldrig passet for mig.
MODEREN.
Mig passede det heller ikke. Jeg lurede mig ofte til at
kjærtegne Mor, skjønt hun heller ikke var af dem, som gjerne
kysses. Men den Dag kyssede hun mig, og Far ogsaa. Jeg
vidste ikke, hvad jeg saa skulde gjøre, for Sir Jasper stod
der ganske stiv. Jeg holdt min Haand ud mod ham, og han
berørte den let med sine Læber.
DATTEREN,
Aa, Mor, Mor! Hvilken bitter Skuffelse! Nei, le ikke!
Jeg troede, det havde været saa ganske anderledes altsammen.
MODEREN.
Jeg ogsaa, min Skat.
Nu, Dagene gik. Mor og jeg reiste til Byen om Vaaren
for at kjøbe alle Slags Sager til mig. Nu vilde vi nok ha
fundet dem tarvelige, men dengang forekom de mig
overordentlig elegante. Jeg skulde bli en rig Dame, men min
Mor vilde, at jeg skulde forlade mit Hjem med mine egne,
tarvelige Klæder. «Hvis din Mand vil, at du skal gaa i
Silke,» sagde hun, «saa kan han kjøbe dig andre Klæder,
naar du er bleven hans Kone.»
Nu blev der en Sying. Den Sommer fik Ugræsset vokse,
som det vilde. Imidlertid kom og gik Sir Jasper som før.
Engang bragte han mig en liden Ring og paa min Geburtsdag
en Halsekjæde. Jeg saa ham sjelden alene, men hvergang vi
stod sammen, bankede Blodet i mine Øren ved Tanken paa
den Malstrøm af Kjærlighed, som jeg længtede efter, men
frygtede saare.
DATTEREN.
Og saa?
MODEREN.
Kornet modnedes. Vi skulde ha Bryllup den 17de
August ....
DATTEREN.
Jeg hører, søde Mor.
MODEREN.
Hvor var jeg?
DATTEREN.
Kornet var modent. Du skulde ha Bryllup den 17de
August.
MODEREN.
Ja, rigtig . . . kjæreste, nok for i Aften. En anden
Gang skal jeg fortælle dig det, som fulgte.
DATTEREN.
Nei, nei! Du lovede mig alt, Mor! Se, du er bundet
fast til Stolen af mine Arme! Aa fortæl, fortæl!
MODEREN.
Det er snart Midnat.
DATTEREN.
Vi kan sidde til Hanegal, hvis du bare vil. Jeg kunde
ikke sove et Øieblik nu. Nei, fortæl! Naar kom det?
MODEREN.
Hvilket?
DATTEREN.
Hans store, mægtige Kjærlighed.
MODEREN.
.... Det var varmt, hin August. Omtrent en Uge
før mit Bryllup forlod jeg en Eftermiddag mit Arbeide og løb
ud for at faa frisk Luft. Jeg sprang langs med Frugthaven
og ned ad Indhegningen, hvor jeg lænede mig mod Grinden
og saa paa Høstfolkene, som arbeidede paa den anden Side.
Paa Stien, nogle faa Skridt fra mig, stod en ung Mand med
Ryggen vendt mod mig. Luften var stille, ikke en Lyd
hørtes uden det sagte, regelmæssige Fald af Havren ved hvert
Strøg af Sigden.
Han vendte sig hurtig mod mig. Han stod med Hodet
saa’n lidt forover, Hagen opad. Jeg syntes ikke dengang, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
