Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Häfte 1 - Två hittills otryckta uttalanden - 2. af Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
des som Landsforraeder i Rigets Act. Under dette Raseri forholdt
jeg mig selv stille. Jeg tilbageholdt efter modnere overlaeg de
Stridsskrifter, som en naturlig Indignation over denne barariske
Frem-faerd havde afibvinget mig. — Ligesom jeg i mit Digt, tvertimod
Anonymens Fremstilling, havde afholdt mig fra alle personelle
Henpegninger, saaledes taalte jeg nu disse Angreb, der for den
störste Deel indtil en oprörende Grad vare personlige. Jeg vilde
ikke fopöge Bitterheden, jeg vilde kun, at man, uden at forstyrres
af nye Indtryk, skulde nödes til i Tankerne at vende tilbage til
Sagen. Der var en i saa mange gode norske Gemytter hvilende
Uroe af Smerte og Harme over det store onde i Fsedrelandet, og
denne Stemning kom gjennem mig til Udbrud; men det hendte
da, at flere, ved et, under saadane Omstsendigheder ei usedvanligt
Selvbedrag, vrededes over, at jeg havde bragt deres lönlige Tanker
til deres Bevidsthed, og derfor maatte jag staerkere föle
Betydnin-gen af at lade det udsendte Ord selv söge sin Forklarelse og
Ret-faerdiggiörelse. — Jeg ved nu, at dette Ord har stiftet Gavn.
Det hörte til den rammede Komplott Taktik at generalisere
mine Ytringer, hvor de dog vare sikkert nok betegnende til
kosmo-politiske Klager, medens man atter gjorde det hele norske Folk til
Gienstand for disse Hug, der kun vaere rettede mod Komplotten.
Haer, hvor mine Linier g£iae til et fremmed Land og skulle
gjen-gives af en fremmed Tolk, maa jeg protestere mod denne sidste
Förvanskning. Jeg vilde bidrage til at vaekke den sande norske
Aand af sin Hvile, men just derfor kunde jeg ikke tvivle om dens
Kraefter. Norges Liv* skal mere og mere godtgjöre sin
ungdom-melige Charakter i dette friere Spillerum, som Skjebnen har givet
det. Det er Kampen mod det Svundnes Gjenfaerd, der paa
Yer-denstheatret frembringer Uro og Oscillationer, under de nye
Syns-maaders Fremtrsengen til en Seier, der endelig ikke vil udeblivej
men hos os er denne Kamp saa godt som ikke tilstede. Vi have
lidet at glemme. Vi have ingen gothisk Architektur, med
dens-imponerende Illusioner, med dens Slågskygger over Grader og
Torve. Det er den födende Krafts egne Veer, der aengste os, og
der maa ledes til det Heles Sundhed af en kyndig og taenksom
Behandling. Naar denne Tilstand er over, skal uden tvivl det lille
norske Folk fremvise denne tsette Styrke, der udmserker
Klippevege-tationen og erstatter den manglende Brede og Pragt. Med denne
Forhaabning, der ikke er et Luffckastel, kan man baere
Ubehagelig-hederne af en Overgangsperiode, der nödvendig maa indvirke
for-styrrende på Individets Velvaere. Men Erkjendelsen af Unionens
Vaerd for Norge, er efter min Anskuelse saa nöie knyttet til dette
Haab, at jeg ikke kan taenke mig dem adskildte, og jeg kjender
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
