Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
204
For Bendik som skal dø ber alt i verden — fuglen
paa kvist, barnet i vuggen, træet i skogen og blom-
men i fagerli, Mari dronning i sin silke grøn. ro-
lija bærer lys paa alterbordet for Bendiks sjæl, og
saa synker hun stille ned, hendes hjerte er bristet.
Kongen bryter ut i bitter klage, men hans dronning
sier:
«Du var verd liva eismall’e
utpå ein øyeskog!»
Og over Bendiks og Åroliljas graver vokser lilje-
runnerne og tvinner sine grener sammen over kirke-
svalen «kongjen til domar».
Mellem Havbor og Signe veksles ingen bristende
ømme og søte ord; for Havbors liv faar ikke Signil
selv lov til at be:
«— Saa lidet passer jeg paa det liv
der kvinder skulde til mig bede.
Hører I det, stolten Signillille !
I lader godvilje kjende:
første I ser mig hænge i gren,
I lader eders bure brænde!»
«Ja er her nogen i min faders gaard
som voldet haver i eders død,
da skal jeg det hevne idag
paa deres fæstemø”r»
Den danske vise naar sit poetiske høidepunkt i
Hagbards unge ørneskrik, da han ser Signilds bur
staar i flammer:
Mælte det Havbor kongens søn,
der luen legte i sky:
«Havde jeg nu ti tusende liv
jeg ønskté ikke ett av di!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
