Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121:
lysringen, der hvor skumring møtte fra krokene,
sov et barn i en vugge —.
Yi trodde vel ikke andet end det var lykken yi
længtet efter. Men længtet vi ikke efter begge
dele? Hadde vi faat valget: enten bare smertens
hovmodige stolthet eller lykkens ydmygt bøie de
hode — gud vet hvad vi hadde valgt —.
Jeg fik det som vi mente med lykken. Aar ut
og aar ind har jeg sittet bøiet over sømmen og
vuggen. Er det længsel efter ulykkens storm som
har murret og murret i mit hjerte. Aa nei, jeg er
ikke færdig med livet, jeg er ikke færdig med mig
selv, Vegard — jeg ønsker jeg kunde være rolig
og glad med min lykke. Men det nytter ikke —.
Det forekommer hende som hans sidste ord
rummer uendelige dyp.
Hvad er det som ikke nytter. Det nytter
hverken for ham eller hende at forsøke forsone sig
med den skjæbne de har faat. Der er bestemt for
dem begge. For hende er det den evige utilfredse
higen efter stormen, efter at bæres høit oppe i
svimmelhet og brus — og de fire elskede smaa
væsener som klamrer sig fast til hende og holder
hende nede. For ham — men hun tænker ikke
videre over, hvad det er for ham.
Aa Vegard — det er da forfærdelig. Som jeg
elsker de søte velsignede smaa barna mine — og
saa har jeg ikke fred i sindet allikevel. Og
Kristian stakkar — hvad har han gjort mig —. De
andre som jeg kjender, som har maattet taale
utroskap og uhæderlighet og haardhet og fornærmelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
