Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124:
mer du ikke," sa han sagte og vilde ta hendes
yttertøi.
„Nei du — jeg vil ikke ta av mig —Han holdt
forhænget tilside for hende, og hun gik ind.
„Hver gang saa tænker jeg ogsaa, at jeg burde
ikke gaa," sa Uni. Hun gik bort til verandadøren
og saa ut. Hustak, trætopper, fjorden langt ute
smeltet sammen til et tungt blaagraat ett, litt
mørkere, litt graaere end den graablaa himmel.
Vegard kom hen til hende:
„Men du kommer allikevel," sa han og smilte
litt. Han tok hendes haand: „Vi trænger
hinanden, du."
„"Kanske. Det maa vel være slik at jeg trænger
dig," sa hun uten at se paa ham.
„Kom nu — la mig faa kaapen din." Hun lot
ham ta den av og hun lot sig føre bort til den
ene av de to klubstoler som stod ved
svenskeovnen borte i hjørnet.
Der var et litet orientalsk bord med frugt i et
indisk messingfat, baaret av elefanter; vinkaraffel
og glas var av gammelt krystal. Ellers var Vegards
stue mest møbleret med orientalske tepper — paa
gulv, paa divaner og paa væggene — og med låve
bokreoler. Oppaa reolerne stod der smaa saker av
gammelt porselæn og Sheffieldsplet; der var nogen
gode kobberstik og franske raderinger paa væggene.
„Du skal drikke litt vin —" han skjænket i —
„for du fryser. Hvad er det du tænker paa, kjære —"
„Jeg tænker paa dig," sa Uni og saa op.
Vegard hadde sat sig i stolen ret overfor hende.
Han møtte hendes øine og han smilte litt:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
