Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155:
graat litt igjen og Kristian tok hende paa
fanget.
Hun lutet hodet mot hans pande. Der er
ingenting som er blit anderledes mellem os, tænkte hun
bedrøvet. Det som er imellem os to, det er hele
vort liv. Naar det blir for vondt og vanskelig for
os, lar vi det gaa ut over hinanden — av
tankeløshet og nogen ganger av ond vilje. Og naar
det blir alt, alt for vondt, tyr vi til hinanden for
at hjælpe og bli hjulpne.
Jeg har elsket han — det er det eneste i mit
liv som er visst. Jeg gik fra ham engang fordi det
uvisse drog mig, men jeg blev nødt til at gaa
tilbake. Jeg elsker ham vel endda. Der er ingen
glans over det mere, men med alt det som binder
mig til ham er der ingenting andet i verden
heller som kan ha glans for mig. Det er sandt som
Henriette sa, der er følelser som ikke har nogen
værd mere, hvis man har delt dem med mere end
ett eneste menneske i verden.
En dag i julen da Uni og Torbjørg Bakke gik
ut med alle ungerne — de skulde paa
barneforestilling — møtte de overretssagfører Damm i
trappen. Og de snakket om fru Waage.
„Aa jeg kan da begripe det," sa Uni. „Ingen
barn har hun, og manden ser da saa kjedelig ut.
Det vil si, jeg kan ikke skjønne at Damm kan
være farlig for nogen kvindes hjertefred —."
„Han er vel akkurat like farlig som alle andre,"
s a Torbjørg. „Der er ikke en av hundrede
mandfolk som er farlige. Det er omstændigheterne som
er farlige. Eller vi selv som har det farlige i os.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
