Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169:
bekymring for dem, ett i trang til at glemme at
vore legemer slites ut og ældes. Engang blir vi
sagtens ett i den samme skuffelse over at barna
vender sig fra os —.
Jeg var ett med mine smaa, dengang jeg bar
dem inde i mig. Og saa længe jeg lever, vil jeg
bli ved at være ett med dem — stundevis,
hver-gang en sorg av deres svir i mig og en glæde av
deres gjør mig glad. Og det kommer jeg ikke til
at huske paa, hvergang jeg merker at de er blit
særskilte mennesker og at der er ting i deres liv
som jeg staar utenfor —.
Det er barna som gjør at vi er glad i livet, trods
alt. Og det er kjærligheten som gjør, at vi ikke
hænger saa fast ved det at vi ikke orker tanken
paa døden.
For vi mister den altid — paa en maate eller
en anden. Lasses lille ansigt, slik det er ikveld,
skal jeg miste — for det blir anderledes fra dag
til dag, smaat og sikkert, like til gutten min er
blit mand — om gud vil.
Lille Lars Kristian bare kan aldrig bli andet end
min lille, lille —.
Det er vel derfor at en mor altid synes at det
barn hun har mistet, er det deiligste. —
Men hver trevl i os skriker ved tanken paa at
miste, og vi ber Gud og Jesus, om vi saa ikke tror —
Evig eies kun det tapte —. Ordene randt hende
i tankerne. Hun hadde kunnet dem altid som man
kan Elie melle misten, du har sisten —. Det var
som hun et øieblik skimtet en sandhet i dem — en
av de som maa gaa omkrins: mellem menneskene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
