Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Waage - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215:
Fjorden laa saa lys, næsten hvitlig blaa med
solens sølv i flaker som dnvet og vugget ganske
litt under vandflatens dovne og evige bevægelse.
Landet paa den anden side saa forlokkende
sommerlig ut i morgendisen — hun kunde se
løvkronerne runde sig lyse imot den mørkere furuskog.
Der laa en fabrik derover og den skinnet straalende
gylden i morgenskjæret — røkén fra den høie
skorsten steg ende tilveirs i den klare luft.
Harriet svømmet utover og saa sine egne slanke
lemmer skimre grønlig under vandet.
Hun hadde ingen rædsel for fjorden mere — hun
som ivinter hadde været viss paa at aldrig, aldrig
mere vilde hun orke at bade i Kristianiafjorden.
Men nu var der ingenting i verden som var
rædsel mere. Gutten visste hun nu sikkert var gjemt
godt og trygt; han laa og sov etsteds nede svøbt
i tang og sjøgræs. Naar hun svømmet utover, saa
var det som hun kom ham nærmere — usynlig var
han hende saa nær at hun kunde hviske til ham:
Ja lille Eva — jeg er lykkelig, du under nok
din mor det, du lille gutten min. Var ikke du blit
tat ifra mig, saa var det vel blit anderledes. De
to smaa velsignede hænderne dine som holdt om
mit hjerte og vannet det — det er jo den eneste
varme jeg har kjendt i alle de lange aarene jeg
har levet. Søte lille barnet mit, mor hadde nok
ikke gaat ifra dig — men- du blev jo tat ifra mig.
Og jeg kunde, kunde ikke holde ut at være alene
der i det tomme huset. Et menneske kan ikke
holde ut at leve og fryse bestandig. — Velsignede
gutten min, hadde du faat leve til du blev en stor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
