Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Waage - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
259:
hun kunde takke Fredrik for — fra Bryhn hadde
selv plumpet ut med det.
Yaarbrytningen gjorde Harriet træt og nervøs.
Der var noget saa inderlig sørgmodig over dette
strøket saan om vaaren. Husene og gåterne saa
dobbelt saa luvslitte og skidne og sotede ut, slik
de stod i vaarsolen med tøvandet flommende
nedover. Barn hang i klynger og klinket indved
husmurene overalt livor der blev en bar f lek jord; de
var daarlig klædt for det meste. Og de enkelte
trærne som stod indpaa tomter og rakte utover i
gap mellem husene — der var noget saa uendelig
længselsfuldt og vemodig over dem, slik de løftet
sine skinnende, nakne grener, hvor knopperne
allerede begyndte at svulme, op mot den klare blaa
himmel og de vaarlige sølvblanke skyer.
Harriet blev liggende længe om morgnerne. Og
hun laa og graat — hun visste neppe selv for hvad.
Det var ikke stort mere end ett aar siden hun
hadde mistet Eva — og dermed var hjertet blit
slitt ut av hele hendes forrige liv —. Saa usigelig
langt som dette aaret hadde været — der var hændt
saa meget, og der grydde en anelse i hende om at
der hændte fremdeles ting med hende — med fuld
fart. Hun fik enslags angst for livet der førte
hende saa susende fort avsted —.
Lille, lille Eva — var det bare ett aar siden.
Hun syntes der laa et saa umaadelig spand av tid
mellem hende og barnet nu — naar hun rakte ut
efter mindet om ham, saa merket hun, hvor langt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
