Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Waage - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277:
rede, hvor livet hadde tæret paa deres kjærlighet
— hvordan vilde det være, naar de engang kunde
gifte sig —.
Sommetider tænkte hun, om hun skulde spørre
Sofie —.
Nei, det kunde hun da ikke —.
Aanei, de fik ydmyge sig, baade hun og
Henning — lære sig til at passe bedre paa sit sind.
Kanske, forsøkte hun at si til sig selv, dette var
ikke bare ulykke for dem. Naar han maatte la
hende reise fra sig paa den maaten, naar lian
visste hun gik alene nede i Danmark og hadde
det saa vondt — naar det kanske bragte hende
like ind i døden; hun hadde jo været saa
forfærdelig syk da Eva kom til.
Og hun forsøkte at tænke paa et litet barn.
Eva, da han var saan halvandet aar. De tidlige
vintermorgener naar han vaagnet og stod op i sin
lille seng, kvidrende som en fugleunge, og strævet
for at komme op til hende. Og hun puttet ham
ned under teppet til sig — han var saa deilig og
varm, søkvaat baki, men haaret lugtet saa
henrivende, fugtig og krøllet som det var efter søvnen.
Saa kom piken, la i ovnen, og om en stund bragte
hun badevandet. Og i den lune stue, i det
dæmpede lys av den rosenrøde skjerm sat hun med
morgenkjolen over natdragten og badet sin lille
gut, gav ham grøten borte ved chatolklappen. Aa,
naar hun tænkte paa hans kurrende lille latter og
hans varme, myke lemmer. Og naar saa piken
kom og hentet ham, og hun krøp iseng igjen, laa
og strakte sig træt av lykke —.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
