Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
lokkene. Men det var ikke hengivelsens og be-
frielsens milde taarer ... Nei, saa underlig er
mennesket sammensat: Eftersom sørgeaaret gik
til ende, var det som enkefru Honoria Salmeyers
taalmodighet med den gamle sognepresten gik
samme veien. Og det forrige liv, hun hadde
levet i tappert stræv for at gi gud, hvad guds
var, og øvrigheten, det vil si Salmeyer og
stillingen, hvad deres var, det forekom hende
nu i hendes ensomhet attraaværdigere end
det stille liv, hun efter sogneprestens og
folks mening herefter var bestemt for. Ja, hun
som i festombruste aar, som konsul Salmeyers
anden kone og byens første dame aldrig hadde
overhørt samvittighetens røst, naar denne bød
hende at lægge et lod i den ene vegtskaalen,
i de gode gjerningernes, straks den andre, som
bar hendes verdslige virke, fik øket indhold —
hun rakte nu klagende armene efter glæderne,
hendes samvittighet ikke længer lot hende naa,
mens kinamissionen, jødemissionen, indremissio-
nen, fattigpleien og de vanføres tunge lod la
sig knugende over hendes liv.....
Hun hadde skrevet til Paris efter fjæren.
Det var ikke det første skridt hun tok, væk
fra det tunge, ut mot den verden, hvis liv endda
bruste paa Strandveien og under «Festiviteten»s
gaskroner. Men det var det største; og det
kostbareste . . .
Hun hadde ogsaa lidt, den gangen hun for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
