Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
hadde Regitze Hammerich fra Hindevadgaarden
kjørt med blink paa hestene, naar hun skulde ind
og besøke veninden i kjøbmandsgaarden. Skjønt
— der var vel aldrig nogen som hadde kjendt
Rose Fredrikke Vogelius, uten de syntes, det var
som det skulde være, at hun fik alt som penger
og kjærlighet kunde skaffe. Hun hadde været regnet
for den vakreste pike paa hele Fyn, var blit for*
kjælet og føiet fra barnsben, alt som regnedes til
«folk» i Nyborg og langt utomkring over landet
hadde sværmet for hende, alle hadde taalt hendes
luner og indfald, og da hun giftet sig op til
Norge, gik der sagn hjemme paa Fyn om hendes
mands tilbedelse og hendes hjems pragt og rigdom.
Og der fandt alle mennesker det selvfølgelig, at
Rose Fredrikke hadde fæstet bo i fremmed land
og at hendes hjem var sagnagtig prægtig.
Rose lignet sin mor og dog var de uendelig
forskjellige. Træk for træk var det morens ansigt,
hun hadde morens øine og morens håar. Alt var
like vakkert som paa moren — og dog blændet
hun ikke. Der var ingen glans over Rose.
Og glans hadde der været over fru Wegner
til den sidste dag hun levet — mere glans end
nogensinde, syntes Torkild, da hun sat i den lille
leiligheten oppe i Steensgaten, like ved hans eget
hjem.
Roses far var død av mæslinger og der var
ingenting igjen efter ham. Da Torkild fik vite
det, hadde det forekommet ham saa usandsynlig, at
han først hadde ledd — mæslinger hadde han hat
seiv, det var noget som smaabarn fik, og ingenting
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
