Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41
enfoldige musik og det gamle klavers sprøde,
slitte toner, og naar han seiv spillet paa det om
eftermiddagene heroppe, efterlignet han uvilkaarlig
hendes barnslige maate.
Naar ikke fru Wegner læste eller spillet for
dem, sat hun og snakket og fortalte for dem, mens
hun sydde. Altid om tider og mennesker, som
han ikke kjendte — om sine pikedage i Danmark,
om underlige gamle folk, som hadde levet i hendes
barndom og nu var døde — ofte ogsaa om sine
reiser med manden. Der kom en uendelig til*
bedende ømhet i hendes stemme, naar hun nævnte
Roses far. Ellers skiftet hendes stemme og uttryk
uavladelig — hun hadde pussige betoninger, som barna
lo av, alt hun fortalte blev levende og anskuelig.
Hvad hun næsten aldrig nævnte, det var de aar
hun hadde levet som gift i Kristiania og ført stort
hus. Hun omgikkes absolut ingen av sine be*
kjendte fra den tid. Og det var hende som hadde
trukket sig helt tilbake fra dem og ikke de fra
hende. Torkild hadde hørt sin mor snakke med
fru Wegner om dette. «De var dog alle saa ven*
lige og hjælpsomme mod dig, da din mand døde,»
sa hans mor. «Ja saamen var de saa.» «Men for
Roses skyld,» sa fru Christiansen. «Du maa tro det
vilde være gavnlig for hende at ha forbindelser naar
hun blev større. Og saa kunde hun maaske bli
buden ud — barnet gaar jo her og kommer aldrig
nogen steder.» Da smilte Roses mor: «Det savner
virkelig ikke Rose. Tror du hun og jeg savner
noget i verden her i vort hjem? Saa skulde folk
maaske invitere mit barn til sig ved jul og saa*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
