Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
87
allesammen, endda jeg var jo aldrig noget sammen
med dem dengangen — men det er jo næsten de
eneste mennesker jeg kjender. Jeg merket forresten
hvor gammel jeg maa være blit — dengangen
syntes jeg jo Anna Antonsen var en ren olding*
inde — og nu vi begge er blit fem aar ældre,
syntes jeg næsten vi var jevnaldrende —.
Det er forresten et komisk menageri, saant
damepensionat. Der er en bergenserinde paa
værelset ved siden av mig, jeg husker ikke hvad
hun heter. Tænk imorges kom hun ind mens
jeg klædte mig, hun vilde laane nogen haarnaaler.
Og saa slog hun sig ned uten videre, gav sig til
at se paa tingene mine, spurte om alle fotografierne
— «er det kjærester det der,» sa hun, «gid for noen
nydelige fyrer» — det var det sidste billedet av
dig og saa et av Bengt Stenbock i uniform — var
det ikke komisk?»
Torkild smilte:
«Jeg liker forresten ikke rigtig den der Bengt —»
Rose la hænderne mot hinanden og smilte
underfundig:
«Sandt at si du — det gjør forresten ikke jeg
heller. Jeg tilstaar, jeg hadde sat op billedet —
ja fordi jeg syntes seiv, det var en pen fyr — saan
noksaa dekorativ —, med uniformen og det hele.
Men da hun bergenserdamen sa det —»
«Naa?»
«Ja —» hun 10. «Saa bestemte jeg mig til at
putte ham i skuffen.»
«Skaal,» sa Torkild.
Hvis ikke hun var det søteste i verden —. Nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
