Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
da de stod nedover den sidste kleven og han
støttet hende — alle de gangene paa skiturerne,
naar han hjalp hende op — aa den flygtige be*
røring av hendes deilige, slanke, faste legeme —.
Et aapenbart forsøk paa at overrumple hende
— det var bare at han ikke turde. Han turde
ikke resikere hendes tillid — for det var ved hen*
des tillid at han mente at snike sig ind paa hende —.
Det var ikke bedre end vold —. Det var bare
feigere —. For han visste, mat visste han saa
skrækkelig visst, at hun kom aldrig til at bli hans
fordi han var den hun længtes efter —.
— Forhaabentlig blev der ikke no kjedelig snak
om det, seiv om det skulde spørres, at de hadde
været alene paa hytten mat. Lund og Helsing
var han ikke ræd for. Men Betzy, Betzy — for*
haabentlig kom hun ikke. For Betzy kunde na*
turligvis ikke holde sin kirsebærmund —.
Han sovnet sent, og det første han hørte da
han vaaknet, var Betzy Helsings stemme nede fra
stuen. Hun snakket med Rose.
«Nei det klabbet ikke da vi gik opover,» sa
Rose, «ja det var jo ikke fint føre netop. Men
De vet j e g bryr mig ikke om at det skal gaa saa
fykende.»
Torkild aabenbaret sig paa stigen.
«Der har vi ’n sandelig,» ropte Betzy. «Lo*
rens og Nils svor paa du vilde sove rundt idag,
men jeg sa, naar ’n lugter kaffen, kommern nok
for en dag, sa jeg.»
«Ja dere er noen flinke smaapiker,» gjespet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
