Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SlfcGHUfcD WAGXEK
KÆRLIGHEDENS ORM
Der red en enlig Rytter i Nattens Stilhed.
Timevis havde han redet — gennem mørke, indfiltrede Skove, over aabne,
maanelyse Stepper.
Forsigtigt var det gaaet gennem Skovene. Hesten maatte føie sig frem ad den
ukendte Sti, ræd, saa det skjalv i den, for hvert Ugleskrig, der lød, stejlende angst,
naar en vissen Gren knak med et Brag og sank raslende ned i Skovbunden. Og
de mange Nattens Lyde, én aldrig faar opklaret — saadan er det med en fremmed
Hest, der hverken kender Rytter eller Vej. Forsigtigt, Fod for Fod i det ravende
Mørke til Rytterens indædte Arrigskab.
Der sad han ørkesløs paa Dyrets Ryg med Skinsygens nagende Tvivl i sit
Bryst, ønskede halvforrykt, at Skinsygen maatte faa Ret, saa han kunde komme
til at slaa ihjel, inden Dagen brød frem, og sove trygt paa fuldbragt Gerning som
en forhærdet Morder. Men hvert Minut forinden var en Evighed af Kval.
Og saa denne Sneglefart gennem det gaadefulde Mørke.
Sære Ting er det, der vokser i Natten. Af den fugtige Jord skyder blege,
giftige Paddehatte til Vejrs, benyttende sig af Mørket, mens ingen ser det. Og sære
er Menneskenes Tanker, der spirer i Mørket. Lange, blege Tanketrevler i frodig
Vækst, der smuldrer til intet, naar Sol bryder frem.
Som i Drømme, naar Flugt gælder Livet, og man ikke kan røre et Lem af
Lamhed, saadan følte han Ridtet gennem de mørke, indfiltrede Skove. Som en gal
i en Spændtrøje.
Men paa de maanelyse Stepper var hans Ridt som naar en rasende skaffer sig
Luft. Dyret laa fladt i Farten, saa det stride Græs kildred dets Bug, og der stod to
Straaler af Damp skraat bagud fra dets Næsebor. Manden laa hen over Manken
og lod Suset bedøve sig, til han følte sig eet med Hesten.
Til sidst gik Ridtet gennem en lille By med toppede Brosten. Gnisterne fra
Hestens Hove spruttede rødt i Maaneskinnet. Ruderne i de låve Huse klirred, som
sad de løse. Byens Hunde hylede i Kor. Men Skyggen af Mand og Hest for som
et Spøgelse langs Husrækkens hvidkalkede Mure. Endnu da Manden længst var
af By, gøede en enlig Køter Maanen lige op i Ansigtet.
Men da saa’ Rytteren allerede i det fjærne den store By. Kupler og Spir,
giftiggrønne af Ir, ragede op og lyste. Men uden for Byen ved et enligt Hus sprang
han af og lod Hesten løbe sin Vej, hvorhen den selv vilde. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
