Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S4
’ VED ]. P. JACOBSENS GRAV 64
og Hjem og tegne derfra og skrive. Om han har Lyst til at hilse paa min
Rejsefælle, ovre ved Graven.
— Jo Tak! Men han maatte da først gøre sig lidt i Stand . . . Han havde ellers;
kendt J. P. Jacobsen rigtig godt, været en Slags Ven af ham, ja ikke saadan andet,
end at de begge to holdt saa meget af Blomster og gik og snakkede sammen om
de Ting, i de senere Aar især . . . Vi var jævnaldrende, og Jacobsen kom tidt
herover i Gartneriet og botaniserede. Han forærede mig en Gang den botaniske
Afhandling, han havde faaet Guldmedaille for . . . Som han dog forstod sig paa
Blomster, saa omhyggelig over for dem og kærlig . . . Han kunde staa og snakke med
dem, som om de var Væsner, der forstod ham, stryge dem saa blødt, naar de var
syge, og sige: Saa-saa, lille Bæst, hvad fejler du, hvorfor hænger du med Næbet,
er det i Hjærtekimene, du har det! . . . Jeg husker saa meget smukt og morsomt
om" ham . . . Han talte aldrig meget ad Gangen, altid i smaa Sætninger, der ofte
havde et selvironisk Anstrøg. Naar vi havde passiaret for længe, kunde han sige:
Nu skal jeg skam hjem og arbejde paa min Udødelighed! . . . Han gik meget
foroverbøjet, mere og mere med Aarene som Brystet blev ringere ... Jeg er
alligevel Marskallen blandt danske Digtere — sagde han en Dag — se bare, hvor jeg er
rank. . . Og om Egnens Venstrebønder sagde han en Gang: Det er jo mine
Meningsfæller — de er bare af en anden Mening! . . . Hjemme hos Jacobsen selv kom jeg
af og til. Mest med Blomster, da han blev stadig liggende. De skulde ha’ set, hvor
lian og Moderen kunde ordne Blomster saa varsomt og forstaaende tog de paa
dem og prøvede Farverne sammen og stillede dem om og om . . . Sidst jeg saa’
ham, var en Ugestid før han døde. Jeg havde et Par pæne Blomster med. Han var
frygtelig udtæret, kunde ingenting nyde, han mente selv, at han holdt Livet oppe
alene ved Blomsterduft - og saa nikkede han taknemmeligt.....Naa, vi
snakker. Farvel saa længe. Om lidt skal jeg komme over til Graven.
Jeg gik. Lidt efter, da Maleren og jeg stod ved Graven og talte om denne
Mand, jeg havde truffet, og som i sine beskedent fortalte Smaatræk fra J.
P.Jacobsens Liv havde givet mig et fint og levende Billede af Digteren, netop da kom
Manden over til os. Han havde en dejlig Terose med, som han lod falde ned paa
Graven ved Siden af vore Roser.
Jeg præsenterede. Vi talte videre om Jacobsen.
- - Ja, sagde Gartneren, han kunde saaniænd ha’ levet den Dag i Dag, om han
havde været forsigtig, men ude i Vildmosen hentede han sin Sygdom. Han gik
Dage om og botaniserede, var vaad langt op og blev forkølet og tog sig slet ikke
i Vare. Lidt Disposition til Tæring var der nok ogsaa i Familien. Faderen, som
oprindelig var Skipper, maatte forlade Søen, fordi hans Bryst ikke var godt. Saa
blev han Reder og Kulhandler, en velstaaende Mand. Men en haard Negl!
Bonde-født var han, strænge Træk, og stræng, især over for Jens Peter. D e t har Digteren
selv fortalt mig, hvorledes Faderen revsede ham, naar Karakterbogen ikke var
præsentabel nok — Jens Peter gik jo og drømte og digtede allerede som Skoledreng —
og hvorledes han blev jaget i Seng og ikke fik Mad, naar der ellers var det mindste
i Vejen ... En Hædersmand var gamle Jacobsen jo alligevel, men han lærte vist
aldrig at forstaa, hvad Sønnen var værd. Moderen forstod ham bedre. Og Jens
Peter holdt da ogsaa af sin Mor, rørende kønt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
