Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
HOLGER VADUM
Der gives Mennesker, hvis Øjne man aldrig glemmer. Alverdens Lidelser har
sløret dem, mørknet dem, brudt dem. Saadanne tunge Øjne ligger gemt bag
Holger Vadums lille Produktion. Deres smertefyldte Blik skælver frem overalt.
Dødens Stemninger brydes i deres Farvespil. Ingen læser Stroferne om Esben fra
Dalen uden at møde Øjnene bag Digtet:
— Dengang lian traadte til’Vejcn,
havde han friske Brød.
Støvet laa bundet af Duggen
og Himlen var morgenrød.
Dengang han traadte til Vejen
var Esben taalelig sund —
Men da han kom til første Station–
da slog hans sidste Stund.
Der er den samme Gravstemning i næsten alt, hvad Holger Vadum har
skrevet. Hans Sjæl lyser under Sygdommens Mare med et Rædslens Genskær af det
nedbrudte Legeme. Han er sjælelig knuget, men ikke sjælelig svg. Tværtimod er
der i hans Væsen en stoisk Mandighed, der tegner sig saa vemodig skarp mod
hans tyveaarige Ungdom. Han har set Ulykken lige i Øjnene og intet fortiet for
sig selv. Derfor er ogsaa hans Stil kort og klar, hans Opfattelse konkret og
positiv. Han har studeret sin Sygdom med objektiv Resignation.
I et lille Miniaturbillede, Sommeraften, maler han den Stemning, der vel oftest
fyldte ham:
— Jeg sidder i mit Værelse i Kroen, optaget af at studere den besynderlige
Marmorering bag Kakkelovnen: fritsvævcnde Kometer i alle mulige Retninger og Haletudser
af kornblaa Fan e paa skidengul Grund. I den store Sal hölder Støberiarbejderne fra Byen
Gilde med deres Kærester . . .
— Mine Damer og Herrer . . .
Desværre kan jeg ikke skælne Ordene, der lyder ind til mig som en fjærn
Insekt-summen.
. . . Pludselig hører jeg udenfor en Kylling skrige Gevalt. Jeg gaar hen til Vinduet:
Kromanden jager efter den med en Kørepisk og fanger den i Græsset paa Aaskrænten.
Den ovcrantvortes en Morlille, klemmes mellem hendes Knæ, snittes i Halsen, saa Blodet
driver ned paa en Skræppe — og bringes saa ind i Køkkenet med strakte Ben og
dinglende Hoved.
— Hurra, hurra, hurra - — a! lyder det inde fra Bordet.
Aftenen er mild med klar Himmel og svagt skælvende Korn.
Havde Sygdommen ikke ganske bøjet Holger Vadum i Knæ, vilde hans Talent
sikkert have givet sig et sundere Udslag. I Særdeleshed tyder det sidst udgivne
Bind Skuespil »Uro« herpaa. I omhyggelige Studier behandles her en Række
Samfunds-spørgsmaal, der til alle Tider har fundet Digtere. Forholdet mellem Børn og
Forældre, Samfundet og Individet, ideel Fremfusenhed og praktisk Fornuft er her
taget op til fornyet Behandling. Undertiden er Stoffet udformet med en lykkelig
Friskhed og Repliken som oftest usædvanlig fyldig og rammende. En vis klassisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
