Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SANGEN OM LYKKEN 242
II
UDE.
Jeg red mig ud ad vilden Sti
og spurgte om Lykkens Færd.
Nogle var længst hun kommen forbi,
nogle mente, hun endnu var nær.
Saa var det en Gang i et fremmed Land,
jeg sad i en ringe Kro.
Spurgte jeg der en rejselig Mand:
»Ved du ikke, hvor Lykken kan bo?«
»Lykken«, han svared, med Smil om Mund,
som Smærten kæmpede i.
»Lykkens Hus er et Blændværk kun,
som helst man skal drage forbi.«
»Rømt hun er fra min Faders Gaard,
har ranet vort Gods og vort Guld,
og bringer jeg hende ej hjem i Aar,
lægger Hunger os alle i Muld.
Og hjem jeg haver langt fiere Mil
end Dage der er i et Aar.
Haardt trænger det gamle Øg til Hvil,
saa langsomt det Vejene gaar.«
Jeg bød Farvel til den fremmede Mand,
underligt paa mig han saa.
Der fløj et Smil fra hans hvide Tand.
Jeg kunde ham ej forstaa.
III
HJEMME.
Jeg tænkte, at hun havde Krone af Guld
og Demantstene i Haar,
og havde to Øjne som sorten Muld
og varede Livets Aar.
Hun kom mig i Møde en frydelig Stund
og gemte sig ind i mit Bryst.
Man mærkede det paa min fløjtende Mund
og paa min venlige Røst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
