Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OM LIVSANSKUELSE
235
Dertil forslaar ikke det længste Liv. Men vi maa have et Glimt af den. Er det
der, saa forvandles alle Ordene, vi faar noget. Hvor mangen Taler stod ikke og
talte; der var ikke et Ord, vi kunde indvende noget imod, og dog, vi fik intet.
Eller rettere, vi hørte ikke, vi kunde ikke høre. Det var, fordi Glimtet manglede.
Men er Glimtet der, da maa han sige snart, hvad det skal være, vi lytte, vi er
med.
Og det er udmærket set og sagt, at det aandelige Liv har ikke Afstand fra
det daglige. Det aandelige svæver ikke som en Slags krystalliseret Masse et eller
andet Sted udenfor Menneskene, og nu skal de hver som fra sin Kant storme til
og gribe det. Var det saa, da blev det aandelige en trist Kedsommelighed. Da
vilde det være uudholdeligt at høre paa aandelig Tale, thi da fik vi jo aldrig andet,
end hvad vi kendte i Forvejen, da fik vi overalt og fra alle det samme ensformige
gentaget. Da manglede det aandelige netop alt, hvad der gør det værdifuldt at
leve et aandeligt Liv: Friskhed, Udvikling, Forskellighed, Mangfoldighed.
Nej, det aandelige gror i Menneskets eget Sind, i hans Sjæls Dyb; det nærer
sig af hans Oplevelser og Erfaringer. Det væves af hans sarteste Stemninger og
fineste Følelser. Derfor blive to Menneskers aandelige Liv saa forskelligt som de
to Mennesker er inderst inde, dybest bestemt — og Ordene, hvori deres
aandelige Liv træder frem, er snart forskellige, snart de samme, men siger selv da noget
forskelligt. De har en Tone i sig, en Farve, en Duft over sig, som bærer Bud fra
det Dyb, hvor de dannedes. Det er det samme, som vi før kaldte Glimt af Sjæl.
Et Menneskes aandelige Eje er hans egen Sjæls Værk. Naar det træder frem, maa
det have Præg af Værkmesteren.
To Sjæle er aldrig ens, arbejde ikke paa ganske samme Maade; to Sjæle har
derfor aldrig ganske det samme aandelige Eje, forstaar aldrig fuldt hinanden, kan
ikke helt og fuldt smelte sammen.
Den, der slet ikke arbejder i sin Sjæls Dyb, er ganske ude af Stand til at
forstaa en andens aandelige Liv. Den, der selv arbejder, forstaar en større eller
mindre Del deraf. De, som er i Gang med dette Arbejde, har nemlig en lønlig
Samviden med hinanden. Naar Ordene fra den ene lyder, som bringer Bud fra dette
Arbejde, da har den anden Øvelse i at forstaa dem: han griber den Farve, den
Duft, der er over dem, han føres ad Ordenes Skakt ned i Gruben, hvor de er
udhamrede, han har fra sig selv Forstand paa dette Arbejde, véd, hvordan det
udføres, hvordan Ordene er blevne til. Derfor kan Ord bære Bad mellem to
Menneskesjæle, saa de faar et Møde, et Sjælemøde, hvori to Sjæle staar nøgne over for
hinanden. Dog bliver der altid noget tilbage, ja Udtrykket er maaske saa meget
for stærkt, at Sandheden bliver: De ses, de mødes paa den Maade kun i Glimt.
Men det er en saa uhyre Glæde og Berigelse, hvert saadant Glimt, at den, der
kender noget dertil, sætter disse Øjeblikke over alt andet i sit Liv.
Men altsaa, der blev det tilbage, som hvert Menneske havde for sig. Dybest
inde er der Forskelligheder, som Ordene ikke kan ophæve. Ja, jeg indrømmer, at
just i det Øjeblik, vi mødes, just idet det glimter, og et andet Menneskes Sjæl
lader sig til Syne, faar vi maaske stærkest Indtrykket af, at der er noget, vi ikke
ser, af Forskelligheden, af Afgrunden imellem os.
Den enkelte føler sig da dybest nede ene. Og idet han i Ensomheden gaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
