Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OM LIVSANSKUELSE
Til at begynde med gøres denne Erfaring vel lettest af to. Det kan times to
at forstaa hinanden saa meget, saa de bliver lykkelige for hinanden. De slutter
sig sammen, de lever Livet sammen, og i enkelte rige Øjeblikke er det, som hin
Afgrund var fyldt, og de havde fundet helt ind til hinanden. Men disse Øjeblikke
afløses af de mange andre, hvor Afgrunden tydeligt aabner sig imellem dem, de
føler sig hver for sig ene, saa ene, og hverken i Tausheden eller i Ordene
mægter de at naa ind til hinanden. Da kalder de hine Øjeblikke for de saligste i
deres Liv, og de vilde ikke undvære dem, trods de ikke mindst ved dem har
lært at kende den uhyre Smerte: i alle andre Øjeblikke at være ene, og
skønt de igen af Smerten lærer, at selv i hine Øjeblikke var der noget af
Afgrunden imellem dem. Ja, de lærer at kende Smerten som den, der altid følger,
saa selv i de »salige« Øjeblikke er den vibrerende tilstede, om end skjult, døvet,
glemt.
Men igennem dette lærtes Trangen at kende til at komme helt ind til
hinanden, til at faa Afgrunden fyldt. De to forstod, at det var ikke Meningen at
være udelukket derfra — ellers kunde Smerten ikke være saa stor, og Glæden
ikke saa overvældende, naar det som for et Øjeblik lykkedes.
Og ud fra denne Oplevelse og Erfaring kan et Menneske naa videre, opdage
sin Trang til at komme nær til i al Fald alle dem, hos hvem han mærker, at det
samme bor: dem, der er komne ned paa Dybet af deres Sjæle og der har lært at
kende, at de var ene.
Ja, jeg paastaar, at der mellem Mennesker er en inderlig Længsel efter at
komme hverandre nær, og at denne Længsel fødes af og udtrykker, at der er en
Trang dertil, som hører Mennesker oprindelig til; og jeg paastaar, at det kan ikke
være Meningen, at denne Trang ikke skal eller kan stilles.
Hvad Hr. Garde udvikler, er i mine Øjne Vidnesbyrd om denne samme Trang,
men han bliver staaende ved, at den hverken kan eller skal stilles. Og det er
for-staaeligt nok, saalænge han religiøst staar, hvor han staar. Thi jeg er vis paa, at
det først er ved Kristendommen, vi faar Mod til at tro paa dens Tilfredsstillelse,
og først ved Kristendommen vil den blive stillet. Ja, jeg mener, at netop derfor
er Kristendommen kommet. Jesus Kristus er kommet for at hjælpe Menneskene
ind til hinanden, for at fylde Afgrunden imellem dem.
Og jeg tror, Hr. Garde ud fra sine Forudsætninger maa kunne indse
Muligheden deraf.
Om nu Jesus Kristus er Grundtypen for alle Mennesker, saa hele den
samlede Sum af Menneskelighed, der gennem Tiderne har været udtrykt i Mennesker,
har som forud været til Stede i ham, er egentlig oprundet fra ham — hvad maatte
saa vel deraf følge?
Ja, saa kan han aabenbart forstaa mig, forstaa mig helt ind til Bunden af min
Sjæl. Da kan jeg i ham møde en, fra hvem jeg ikke føier mig skilt ved nogen
Afgrund. Han kan forstaa og gøre sig forstaaelig. Han forstaar mig i det daglige
Liv, han forstaar mig, naar jeg derfra stiger ned til min Sjæls inderste Dyb, han
forstaar mig i Ensomheden og i Tausheden. Og han forstaar mig selv da, naar
jeg staar ved Grænsen, hvor jeg ikke kan finde mit Livs inderste Væsen. Og
fordi han hele Tiden har forstaaet mig og kunnet gøre sig forstaaelig for mig,
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
