Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVER ÆVNE
24 s
I Præstescenen vakte Hr. Helle mann Opmærksomhed ved sit naivt-morsomme og
diskrete Spil, om det maaske end var en Smule udvendigt, og Hr. Hofman talte med
en intens Varme og Inderlighed.
Helt Nyhedens Interesse havde Debutantinden Frøken Ahlstrøm som Fru Sang.
Lænket til Sengen havde hun ikke andre Udtryksmidler end sin Stemme og sit Ansigt.
Hendes Sprog og Tale trænger endnu til Kultur og Form. Matematisk nøje talte hun
først langsomt, saa med nervøs Jagen, og stadig gentog disse Tempoer sig. Men hendes
Replik havde Nerve og Intelligens, og hendes dybe Øjne, hendes inderlige, ømme Blik
fængslede hele Tiden. Ikke mindst ved hende sejrede »Over Ævne«. Og det er kun at
haabe, at dette ejendommelige Talent, som er saa født, maa faa den varsomste Opdragelse.
Om selve Iscenesættelsen skal der ikke siges mange Ord. Fejlene var
iøjnespringende og naturlige med et i en saadan Opgave ganske uprøvet Materiale. Saa meget
mere bør man prise den Egalitet og Helhed,, der hvilede over Forestillingen. Folketeatret
har altid haft Ord for godt Sammenspil. Hvilken Misforstaaelse! Det har aldrig eksisteret,
før Herman Bang blev Instruktør. Misforstaaelsen beroede vel paa, at man altid saa de
samme Kræfter spille sammen. i Virkeligheden skreg de mod hverandre; naar den ene
talte i Øst, svarede den anden i Vest.
Teatret havde iøvrigt ved Førsteforestillingen et usædvanligt Publikum. Hele det
aandsforladte Revypublikum, der ellers afgør Stykkernes Skæbne, var den Aften til
Pre-miére i Nørrebros Teater. Dette var da en yderligere Betingelse for »Over Ævne«s
Scenelykke.
Der findes altsaa i København et stort Antal Mennesker, der vil se god
Skuespilkunst. Denne Erfaring forpligter. Det er ikke nok, at vore Teatre opfører gode Stykker;
Spillet maa bære dem. Denne Betragtning er naturlig for den, der saa’ »Over Ævne«
kort efter Dagmarteatrets Opførelse af Sudermanns »Johannes«. Om Stemning var her ikke
Tale. Skuespillerne skreg og svedte, udfoldede en Energi, som ganske manglede Mening
og Maal. Lys og Skygge skiftede ikke i Tale, saa lidt som Nat og Dag i Belysning.
De taabcligste Cirkusbelysuinger skød hvert Øjeblik ned over Scenen, og den vamleste
Alkoveduft slog En i Møde. Skuespilkunst er ganske vist baade den groveste og den
nøgneste Kunst. Men naar Nøgenheden cr Afklædthed og ikke blottet Nerve, bliver den
kun den groveste Kunst.
J. P.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
